Et social systems berettigelse hviler på dets gælds berettigelse. Selv i ældre tid var det sådan. I traditionelle kulturer var gæld, i bred forstand (gaver der skulle modsvares, skyldige tjenester og ugengældte forpligtelser), den lim der holdt samfundet sammen. Alle skyldte, på et eller andet tidspunkt, noget til nogen. Betaling af gæld kunne ikke adskilles fra de sociale forpligtelser, der skulle opfyldes; det passede godt sammen med principperne om retfærdighed og taknemlighed.
Hvis én slags gældsforpligtelse kan nulstilles, så kan alle måske
Den moralske anskuelse om, at sørge for at få betalt sin gæld findes stadig i dag, en logik der stammer fra at leve beskedent og være lovlydig. Et retskaffent land eller en retskaffen person forventes at gøre alt, hvad de kan for at betale sine lån tilbage. For eksempel, hvis et land som Jamaica eller Grækenland, eller en kommune som Baltimore eller Detroit ikke har tilstrækkelige midler til at betale sine gældsforpligtelser, er de moralsk forpligtede til at privatisere offentlige aktiver, skære i pensioner og lønninger, afgive naturressourcer og skære offentlige ydelser væk, så besparelserne kan bliver brugt til at betale kreditorerne. Sådan en opfattelse tager gældens berettigelse for givet.
I dag er der en spirende gældsmodstandsbevægelse, som kommer af bevidstheden om, at meget af denne gæld ikke er fair. Det mest synlige er uretfærdigheder, som involverer ulovlig eller bedrageriske metoder – den slags, der var særligt fremherskende i opløbet til finanskrisen i 2008. Lige fra amoralsk høje renter på ejendomslån, til lån der bevidst var givet til ikke-kreditværdige låntagere, til uigennemsigtige finansielle produkter der blev forsøgt solgt til lokale myndigheder, som ikke blev informeret om risikoen. Disse metoder resulterede i ekstraomkostninger til borgere og offentlige institutioner på milliarder af dollars.
Der rejste sig en bevægelse, som udfordrede den slags gæld. I Europa kom ”The International Citizen debt Audit Network (ICAN) med ”Borgernes gældsundersøgelser”, hvor aktivister undersøgte kommuner og andre offentlige institutioners regnskaber, for at afgøre, hvilke kreditter der var lavet med svindelagtighed og uretfærdighed for øje eller som var deciderede ulovlige. I 2012 var der byer i Frankrig, der nægtede at betale dele af deres kreditter til banken Dexia (hvor bank og spekulanter blev holdt skadesløse), fordi de påstod at deres vildledende metoder havde fået deres rente til at stige til hele 13 %. Og i USA lagde byen Baltimore en kæmpe sag an for at få erstatning for tab, der opstod i forbindelse med ”Libor rente skandalen”. Tab, der ville beløbe sig til milliarder af dollars.
Kollapset af Lehman Brothers i 2008 viste, at systemet er så højt gearet og så tæt forbundet, at selv mindre forstyrrelse kan blive årsag til en massiv systemkrise
Og Libor er bare toppen af isbjerget. I en tid med markant mange finansielle lovbrud, hvem ved, hvad det vil lykkes ”Borgernes gældsundersøgelser” at afsløre? Og når vi er i en tid, hvor endda lovgivningen manipuleres af finansielle interesser, hvorfor skulle modstanden så begrænses til ”ulovlig” gæld? Når nu sammenbruddet i 2008 kom af en dyb systematisk korruption, hvor risikable finansielle produkter blev gjort til risikofrie, ikke i deres egen egenskab, men fordi regeringen og Federal Reserve holdt dem, der begik forbrydelserne, skadesløse. Gerningsmændene bag disse ”masseødelæggende finansielle instrumenter”, (som Warren Buffett kaldte dem), blev belønnet, imens husejere, andre låntager og skatteydere stod tilbage med deres værdikollapsede ejendomme og mere gæld end før.
Det er en del af den sammenhæng i uretfærdig økonomi, politik eller sociale forhold, som tvinger låntagere til at optage lån. Når uretfærdigheden er så omsiggribende, er så ikke al eller næsten al gæld uretmæssig? I mange lande vil faldende realløn og nedskæringer i offentlig service ligefrem tvinge folk til at optage gæld, bare for at opretholde deres levestandard. Er gæld overhovedet legitim, når det opstår som følge af systemiske forhold, der påvirker langt størstedelen af mennesker og nationer? Hvis ikke, så vil et oprør mod uretmæssig gæld få massive politiske konsekvenser.
Følelsen af gennemgribende, systemisk uretfærdighed er til at tage at føle på i de såkaldte udviklingslande og er en stigende svøbe for resten. Afrikanske og latinamerikanske lande, Syd og Østeuropa, multietniske områder, studerende, husejere med lån, kommuner, de arbejdsløse… listen over de, der lider under enorm gæld, som de ikke selv er skyld i, er uendelig. De deler den opfattelse, at deres gæld på en eller anden måde er uretfærdig og uretmæssig, selv om der ikke er lovmæssig basis for denne opfattelse. Der er derfor opstået et omsiggribende slogan, blandt aktivister og modstandere, som lyder: ”Vi skylder ikke noget. Vi vil ikke betale”.
Udfordringerne med den slags gæld kan man ikke komme omkring alene ved at kigge i lovgivningen, fordi lovene er udformet, så de tilgodeser kreditorerne. Dog er der en mulighed for at udfordre ellers lovlig gæld, med princippet om ”modbydelig gæld”. Oprindeligt beskriver det gæld, der stiftes på vegne af en nation, af dennes ledere og som ikke ligefrem gavner nationen – denne tankegang kan udvides til at blive et kraftfuldt redskab for en systemisk ændring.
Stagnerende lønninger tvinger familier til at låne for blot at overleve
”Modbydelig gæld” var nøglekonceptet i gældsundersøgelser, der blev foretaget for nylig på nationale niveauer, bl.a. i Ecuador i 2008, som førte til misligholdelse af milliarder af deres udenlandske gæld. Det skete der ikke noget særligt ved, hvilket satte en farlig kurs (set fra kreditorernes synspunkt). Grækenlands sandhedskommission for offentlig gæld undersøger nationens overordnede gæld, med de samme muligheder i tankerne. Andre lande kigger garanteret med, fordi deres gæld, som sandsynligvis ikke kan tilbagebetales, dømmer dem til en evighed med stramninger, lønnedskæringer, afgivelse af naturressourcer, privatisering o.s.v. for at kunne vedblive at have gæld (og forblive en del af det globale finansielle system).
I de fleste tilfælde bliver gæld aldrig betalt ned. Ifølge en rapport af ”Jubilee Debt Campaign” har Jamaica siden 1970 lånt 18.5 milliard $ og tilbagebetalt 19.8 milliard $ og alligevel skylder de stadig 7.8 millirat $. I den samme periode har Filippinerne lånt 110 milliard $, tilbagebetalt 125 milliard $ og skylder stadig 45 milliard $. Dette er ikke enkeltstående tilfælde. I bund og grund er det, der sker her, at penge i form af arbejdskraft og naturressourcer suges ud af disse lande. Der fjernes mere, end der tilføres, takket være det faktum, at disse lån er belastet med renter.
Hvilken gæld er ”modbydelig”? Nogle eksempler er indlysende, sådan som lånene til bygning af det berygtede Bataan atomkraftværk, hvor partnerne Westinghouse og Marcos profiterede enormt på et anlæg, der aldrig kom til at producere elektricitet eller juntaens militære udgifter i El Salvador eller Grækenland.
Men hvad med den kæmpe mængde lån, der finansierer kæmpe centraliserede udviklingsprojekter? Neoliberalistisk ideologi mener, at det er til stor fordel for et land, men nu bliver det tydeligt, at de primære fordele går til virksomheder fra det land, der yder lånene. Desuden gør omfanget af denne udvikling det muligt for modtagerlandet, at generere udenlandsk valuta ved at lukke op for deres petroleum, mineraler, tømmer eller andre naturressourcer, der kan udbyttes eller ved at ændre samfundsstøttende lokale landbrug til handels-landbrugsvirksomheder eller ved at gøre arbejdskraften tilgængelig for globale kapitalinteresser. Den udenlandske kapital, der skabes er tiltænkt afdrag på lån, og kommer ikke til at gavne menneskene. Så vi kan måske godt sige, at det meste gæld, som udviklingslandene har, er ”odiøs” og skabt af koloniserende og imperialistiske relationer.
Det samme kan siges for kommuners, husholdningers og personlig gæld
Skattelovgivning, deregulering og økonomiske globalisering har ledt penge i hænderne på selskaber og de i forvejen meget rige og derved tvunget alle andre til at låne for at få dækket deres basale behov. Kommuner og regionale myndigheder er nu nødt til at låne for at kunne give den service, som skatteindtægterne engang betalte, før industrien flygtede til de steder, som var mindst reguleret og med de laveste lønninger i det globale ”kapløb mod bunden”. Studerende bliver nødt til at låne for at gå på universitetet, hvor der tidligere var langt større støtte fra regeringen.
Skattelovgivning, deregulering og økonomiske globalisering har ledt penge i hænderne på selskaber og de i forvejen meget rige og derved tvunget alle andre til at låne for at få dækket deres basale behov.
Stagnerende lønninger tvinger familier til at optage lån for at overleve. Den stigende overflod af gæld kan ikke forklares med en stigende dovenskab og uansvarlighed. Gælden er systemisk, og noget man ikke kan flygte fra. Det er ikke retfærdigt, og folk ved det. Efterhånden som konceptet om uretmæssig gæld spreder sig, vil det moralske behov for at tilbagebetale dem svinde ind, og nye former for modstand mod gældsskruen vil opstå. Og faktisk er der allerede steder, hvor man er mest påvirket af den økonomiske krise (ex. Spanien) en stærk ”anti-tvangsauktions” bevægelse, der udfordrer lovligheden af gæld på ejendomme, og de har endda fået en aktivist valgt ind som borgmester i Barcelona.
Som dramaet i Grækenland har vist os, nedkæmpes isolerede oprør, og modstand bliver let nedkæmpet. Grækenland stod, helt alene, overfor et heftigt valg mellem at kapitulere overfor de europæiske institutioner og blive ramt af stramninger, som var endnu mere vidtgående end dem det græske folk afviste ved folkeafstemningen eller imødegå et fuldstændigt nedbrud af deres banker. Efter som det sidste ville medføre en humanitær katastrofe, valgte Syrizaregeringen at kapitulere. Ikke desto mindre gav Grækenland dermed en vigtig viden videre til resten af verden ved at vise sandheden om gældsskruens slaveri, ligesom det også afslørede de udemokratiske institutioner som Den europæiske centralbanks magt til at diktere et lands egen økonomiske politik.
Ud over decideret modstand, finder folk også måder, hvorpå de kan leve udenfor det konventionelle finansielle system og i den proces, viser de vejen til, hvad der måske kommer til at erstatte det nuværende system. Komplementær valuta, tidsbanker, direkte salg til kunder, landbrugsfællesskaber, retshjælpsfællesskaber, netværk for gaveøkonomi, værktøjsbiblioteker, sundhedsfællesskaber, børnepasningsfællesskaber og andre former for økonomisk samarbejde udvikler sig eksplosivt i Grækenland og Spanien og på mange måder minder det om den traditionelle form for kommunisme, som stadig eksistere i samfund, der ikke har fulgt med tiden.
Gæld er så stærk en mobiliserende faktor, fordi det findes alle steder, og fordi vi psykisk er så påvirket af det. I modsætning til klimaforandringer, som er lette at henvise til, at det kun er teoretisk vigtigt, eftersom supermarkederne stadig er fulde af fødevarer og vores aircondition fortsat virker. Gæld har en direkte og synlig påvirkning på et voksende antal menneskers liv: et åg, en byrde, en konstant indskrænkning af deres frihed. Trefjerdedele af amerikanerne har en eller anden form for gæld. Studerende i USA står for mere end 1.3 milliard $, hvilket svarer til et gennemsnit på 33.000 $ pr. studerende, der afslutter sin uddannelse. Kommuner rundt omkring i landet skærer deres service ind til benet, fyrer ansatte og skærer ned på pensionerne.
Hvorfor? For at betale af på deres gæld. Det samme gælder for hele nationer, når kreditorer – og de finansielle markeder, som styrer dem – strammer skruen på Sydeuropa, Latinamerika, Afrika og resten af verdenen. De fleste mennesker er lette at overbevise om, at gæld er blevet en tyran i deres liv.
”Vil ikke betale” er en form for protest, der er let tilgængelig for den fragmente rede digitale borger
Det der er sværere for dem at se er, at de nogensinde kan komme fri af deres gæld, som anses for at være ”uundgåelig” eller ”knusende”. Det er derfor, at selv en mindre udfordring af gælds lovmæssighed, som eksempel de førnævnte borgerundersøgelser har en antydning af revolution. De stiller spørgsmålstegn ved vores forestilling om gæld. Hvis en slags gæld kan nulstilles, så kan alle slags gæld måske – ikke kun for nationer, men også for kommuner, skoler, hospitaler og enkeltpersoner. Det er derfor de europæiske myndigheder gjorde Grækenland til genstand for ydmygelse – de havde behov for at opretholde principperne om den ukrænkelige gæld. Det var også derfor, der blev brugt hundrede af milliarder dollars til at redde kreditorer, der havde lavet dårlige udlån i opløbet til finanskrisen i 2008, og at der ikke blev brugt så meget som en penny til at redde dem, der havde optaget lånene.
Ikke alene har gæld potentialet til at være en fokuspunkt med næsten universel tiltrækningskraft, det viser sig også at være et specielt godt politisk pressionsmiddel. Det betyder, at en gældsmodstand fra masserne vil få katastrofale følger for det finansielle system. Kollapset af Lehman Brothers i 2008 viste, at systemet er så højt gearet og så tæt forbundet, at selv mindre forstyrrelse kan blive årsag til en massiv systemkrise. Desuden er ”vil ikke betale” en slags protest, som er let tilgængelig for den fragmenterede digitale borger, som ikke har været en del af de politiske foreninger; måske den eneste form for digital handling, der har en reel indflydelse i den virkelige verden. Det er ikke nødvendigt med gadedemonstrationer eller oprør og konfrontationer med politi, når man stopper med at afbetale på kassekreditten eller studielånet. Det finansielle system er følsomt overfor få millioner klik med musen. Heri ligger løsningen på dilemmaet, der blev fremsat af Silvia Frederici i The South Alantic Quaterly: ”I stedet for arbejde, udbytning og frem for alt arbejdsgivere så prominente i deres verden af rygende skorstene, så har vi nu låntagernes konfrontation, ikke med en arbejdsgiver, men med en bank som de endda konfronterer alene og ikke som en del af et fælles front og kollektiv samarbejde, som det var tilfældet med lønarbejderne.” Så lad os organisere os og udbrede bevidsthed omkring det. Vi behøver ikke konfrontere banker, obligationsmarkedet eller det finansielle system alene.
Hvad kunne være det ultimative mål for bevægelsen af gældsmodstandere? Gældsproblemets systemiske natur antyder, at ingen af de politiske forslag, som er realistiske eller opnåelige i det nuværende politiske miljø er værd at forfølge. Nedsættelse af renter på studielån, tilbyde lettelse på boliglån, tøjle lønningsdagslån eller nedsætte gælden på den sydlige halvkugle kunne være politisk opnåeligt, men ved at afhjælpe de værste fejl ved systemet, gør man systemet en smule mere tåleligt og antyder dermed, at det ikke er systemet, der er problemet, men at vi bare skal rette de fejl, der er.
Gæld er en stærk faktor, fordi det findes i alt
Konventionelle omfordelingsstrategier, som for eksempel højere marginalskat på løn har også sine begrænsninger, mest fordi de ikke tager højde for gældskrisens dybe rødder, den økonomiske væksts opbremsning i hele verden eller som en marxist ville sige, det faldende udbytte på kapital. Flere og flere fremtrædende økonomer tilslutter sig – det inkluderer Herman Daly, E.F. Schumacher og endda (selv om ikke mange ved det) John Maynard Keynes – det argument, at vi nærmer os afslutningen på vækst, primært men ikke kun pga. naturressourcemæssige årsager. Når vækst stagnerer forsvinder udlånsmulighederne. Eftersom penge skal lånes ud for at eksistere, vil gældsniveauerne øges hurtigere, end forsyningerne af penge til at servicere lånene kan skaffes. Dette resulterer i, som Thomas Piketty beskriver så tydeligt, i stigende gældssætning og koncentration af rigdom på få hænder.
Eftersom penge skal lånes ud for at eksistere, vil gældsniveauerne øges hurtigere, end forsyningerne af penge til at servicere lånene kan skaffes. Dette resulterer i, som Thomas Piketty beskriver så tydeligt, i stigende gældssætning og koncentration af rigdom på få hænder.
De førnævnte politiske forslag har yderligere en fejl: de er så moderate, at de kun har meget ringe mulighed for at inspirere til en folkebevægelse. Reducerede renteniveauer eller andre trinvise reformer kommer ikke til at begejstre det apatiske og desillusionerede samfund. Tænk bare på ”The Nuclear Freeze” bevægelsen i 1980’erne: de blev set på som naive og urealistiske af samfundets liberale, det skabte en dedikeret og højlydt bevægelse, der bidrog til meningsdannelsen bag START aftalerne i Reagans præsidentperiode. Den økonomiske reformbevægelse har brug for noget lignende og tilsvarende enkelt, forståeligt og samlende. Hvad med afskaffelse af al studiegæld? Hvad med et jubelår, en frisk start for boliggæld, studiegæld og national gæld?
Problemet er, at afskaffelse af gæld også betyder, at man sletter de betingelser, som hele vores finansielle system er bygget på. Disse betingelser er basis for vores pensionsfonde, solvensen i vores banker og bedstemors opsparingskonto. En opsparingskonto er intet mere end en gæld, som banken skylder dig. For at forhindre kaos, skal en enhed købe gæld for penge og derefter annullere gælden (helt eller delvist eller måske bare reducere renten til nul). Heldigvis er der dybere og mere elegante alternativer end den konventionelle omfordelingsstrategi. Jeg vil nævne to af de mest lovende: Positiv Money og valuta med negativ rente.
Begge disse medfører en fundamental ændring i den måde penge skabes. Positiv Money henviser til penge, der skabes direkte af regeringen, uden gæld og som kan gives direkte til forgældede til betaling af deres gæld, eller det kan bruges til at købe gæld fra kreditorer og derefter nulstille gælden. Valuta med negativ rente (som er beskrevet i detaljer i Sacred Economics) indeholder en likviditetsafgift på det, man har i banken, altså beskatning af formue ved kilden. Det giver mulighed for rentefri lån, mindsker formuekoncentration på få hænder og tillader det finansielle system at fungere uden krav om vækst.
Radikale forslag som disse medvirker til en fælles erkendelse af, at penge, ligesom ejendom og gæld, er en sociopolitisk konstruktion. Det er en samfundsaftale formidlet at symboler: tal på sedler, bits i computere. Det er ikke en fasttømret virkelighed, som vi kun kan tilpasse os. Aftalen, som vi kalder penge og gæld, kan ændres. For at gøre det, vil det dog kræve en bevægelse, der bestrider den nuværende uforanderlighed af pengesystemet, og som vil udforske alternativerne til det.