Af Tune Revsgaard Nielsen, studerer økonomisk historie på Lunds Universitet i Sverige og er bestyrelsesmedlem i foreningen Gode Penge samt medlem af JAK Danmark.
Uden et løsnet skud, og uden brug af trusler om militær magt, lod forhandlere fra det græske parti Syriza deres underskrift falde på et diktat, der ikke blot gik stik imod dens egen regeringspolitik, men som også sætter spørgsmålstegn til, hvorvidt vi fortsat skal kunne betragte Grækenland som en selvstændig nation.
Forhandlingerne i Bruxelles kort efter det græske ’oxi’ ved afstemningen den 5. juli viste med al ønskelig tydelighed, at Trojkaen ikke behøver militær magt for at påtvinge nationalstater sin vilje. Det viser os også, at nationalt demokrati må forblive en illusion, hvis det ikke også gælder for det betalingssystem, der skal facilitere en nations livsvigtige udveksling af varer, tjenesteydelser og forbindelse til omverdenen.
En spildt chance
Det klare Nej til Trojkaens reformudspil pr. 26. juni kom efter en anbefaling fra den nu tidligere premierminister Alexis Tsipras. Grækerne skulle stemme Nej. Ikke for at forlade det europæiske samarbejde, men for at leve i det med værdighed.
Trojkaen, anført af Tyskland, benyttede det græske ønske om at give forhandlingerne en timeout for at spørge dets folk, til at presse den græske økonomi ud mod kanten. Man plantede frygt i de græske vælgere ved at lukke landets banker, og tvang dem til at indføre kapitalkontrol i hvad der bedst kunne betegnes som finansiel terror. Samtidig blev landets befolkning bombarderet med propaganda fra de private græske medier, der udpenslede det ene katastrofescenarie efter det andet, såfremt den skulle vælge at stemme nej til Trojkaens krav.
På trods af heraf var der ingen usikkerhed om resultatet. Det blev med mere end 61 % af stemmerne et overbevisende ’nej’, og ingen kunne længere være i tvivl om, at det græske folk havde fået nok af Trojkaens uværdige krav. Os, der håbede på, at dette kunne lede vejen mod en bedre fremtid for Grækenland, står nu med en dårlig smag i munden.
Mens der om aftenen d. 5. juli blev festet foran det græske parlament på Syntagma, i en stemning af forløsning og håb på vegne af det græske demokrati, mistede Grækenland sin mulighed for at gå til forhandlinger i Bruxelles med en plan B. En sådan var i månederne op til afstemningen blevet udfærdiget af den nu afgåede græske finansminister Yanis Varoufakis.
Varoufakis havde længe advaret om, at ECB i sidste ende ville lukke de græske banker for at tvinge en aftale igennem, og når dette skete, ville han gøre 3 ting: 1. Han ville udstede Euro-denominerede veksler, (IOUs) til at erstatte rigtige Euro som landet hurtigt ville løbe tør for. Således ville landet stadig kunne fungere forholdsvist normalt under en truende mangel på penge. 2. Nedskrive værdien af de statsobligationer som Grækenland udstedte til ECB i 2012, for på den måde at nedskrive landets gæld, og 3. Tage kontrollen med den græske nationalbank tilbage fra ECB. Planerne var fremskredne og klar til implementering på signal fra Tsipras. Han endte dog med at få kolde fødder sammen med resten af regeringspartiets top.
En afstemning blandt Syrizas ledelse vendte tommelfingeren ned til Varoufakis’ plan, mens folket sang i Athens gader. Dagen efter var Varoufakis ude og kun én uge efter stod Tsipras skoleret med et reformforslag, der reelt ikke afveg fra det forslag som grækerne netop havde sagt ’nej’ til. Den fælles udtalelse efter det efterfølgende eurotopmøde forværrede kun grækernes udsigter.
Anatomien af et moderne kup
Ole Ryborg – EU reporteren uden holdninger – beskrev efterfølgende den opgave som det græske regeringsparti, Syriza, stod overfor, som at bede Enhedslisten om at gennemføre Liberal Alliances partiprogram indenfor tre dage. Men Eurogruppens aftale skal ses som mere end det. Det er et program, der ville vække forargelse selv i et parti som Liberal Alliance, og som partiets mest privatiseringsivrige fløj ville tøve med at fremføre i åbenhed.
Efter at have presset de økonomiske reformer igennem i samarbejde med oppositionspartierne ’Nyt Demokrati’ og ’PASOK’ fra den tidligere græske regering, gik Tsipras i slutningen af august af, og udskrev valg. En mindre gruppe politikere løsrev sig fra Syriza og stiftede et nyt parti mens Syrizas ungdomsorganisation, der udgjorde et partiets stærkeste aktivistiske kraft, nu er fragmenteret i hundredvis af stykker.
Grækenland har forpligtet sig på at gennemføre privatisering af landets største havne, lufthavne samt dets elnet. Men efter såkaldte forhandlinger i Bruxelles har man derudover besluttet at oprette en fond, der skal tage ejerskab over græske unavngivne såkaldte ”værdifulde aktiver” til en værdi af 50 milliarder Euro med henblik på privatisering.
Men ikke nok med, at man påtvinger Grækenland et frasalg af dets aktiver til en værdi af 50 milliarder Euro, så har man også indskrevet i aftalen, at 25 milliarder herfra skal gå til private græske banker i en styrkelse af deres kapital. Fonden vil blive drevet ”under opsyn” fra ”relevante europæiske institutioner”. Alt sammen tiltag, der må betragtes som et alvorligt angreb på græsk suverænitet og landets demokratisk valgte regering. Trojkaens besked til Grækenland har været klar: ”Privatiser jeres fælles goder eller vi udsletter jeres betalingssystem.”
Græsk politik vil se yderligere polarisering gennem en styrkelse af både det ekstreme venstre og ekstreme højre, og det vil være umuligt at vurdere konsekvenserne heraf. Syriza vil dog stå betydeligt svækket fremover, og det er intet mindre end en katastrofe for Grækenland, der med den nuværende regering havde en historisk chance for at bekæmpe den korruption, der fortsat hærger i landet.
Extend and pretend
Udover at underminere græsk suverænitet, og påføre landet en uoverskuelig politisk krise, er der intet der kan påvise at Trojkaens recept, med uhørt kraftige offentlige besparelser og privatiseringsprogrammer, kan hjælpe den græske økonomi tilbage på sporet. Derimod en masse, der peger på det modsatte.
Grækenlands primære opgave med styringen af statens budget, vil i fremtiden handle om at hæve indtægterne gennem at øge skatter og moms og samtidig skære i landets pensionsordninger. Dette skal føre til, at landet kan opretholde dets plus på betalingsbalancen, så yderligere gældssætning kan undgås.
Uanset hvad man måtte mene om det ineffektive græske system med dets skæve pensionsordninger og problemer med at indkræve skat, er der ikke nogen løsning alene i at bekæmpe disse forhold. Den øgede belastning i form af skat og moms vil føre til en stigning i priser, nødvendigt for at virksomheder kan betale deres gæld, men samtidig vil en beskæring af landets pensionsordninger, hvoraf store dele af den græske befolkning er total afhængig, føre til at de høje priser vil blive helt umulige at betale.
Professor i økonomi fra Kingston universitet i London, Steve Keen, siger at aftalen får Versailles traktaten til at ligne en skovtur og at Trojkaens krav til grækernes opretholdelse af plus på betalingsbalancen, er komplet umulige under alle tænkelige omstændigheder.
Situationen skal ses i lyset af at det tredje ben i Trojkaen, IMF, kom ud med en rapport d. 2. juli. Den understregede, at Grækenland ikke ville være i stand til at betale dets gæld tilbage uden gennemgående gældssanering, og ifølge professor i økonomi fra University of Missouri, Michael Hudson, er der ingen som er i tvivl om, at Grækenlands gæld har nået et niveau for højt til at en tilbagebetaling kan betragtes som realistisk.
Ifølge ham er ECB og Europakommissionen udmærket klar over, at Grækenland ikke kan tjene pengene til tilbagebetaling af gælden gennem økonomisk vækst. Hvad Grækenland derimod kan gøre er at sælge dets øer, land, gasrettigheder i det Ægæiske hav, dets radio og tv-stationer samt dets infrastruktur.
Selv store mainstreamøkonomer er gået usædvanligt hårdt til Trojkaen i dens aftale med Grækenland. Paul Krugman sagde således om aftalen at: ”Det er ren hævntørst. Fuldstændig destruktion af national suverænitet og uden håb om lindring. Det er, formentlig, tænkt som et tilbud, Grækenland ikke kan acceptere, men selv i det tilfælde er det et grotesk forræderi mod alt det, som det europæiske projekt skulle stå for.”
Joseph Stiglitz sagde: ”Eurozonen kan ikke fungere uden et minimum af solidaritet. Det har været en katastrofe. Tyskland har helt klart bidraget til at undergrave Europa”
Nok er den strenge behandling som Grækenland, er blevet udsat for ny for Europa. Men ser man hvad Verdensbanken og IMF, tidligere har udsat sydamerikanske og asiatiske lande for, er der intet nyt under solen. Strategien følger er velkendt mønster: Korrupte ledere forgælder deres stat med private bankers penge skabt ud af den blå luft, og placerer den i en situation, hvor den umuligt kan betale tilbage. Derefter kommer de internationale institutioner ind på scenen med såkaldte hjælpepakker, der betinges af krav om privatisering af kritisk infrastruktur.
Grækenland er blevet ledt mod politisk kaos og økonomisk kollaps af Trojkaen. Snak om hjælpepakker og såkaldte bailouts er et spil for galleriet. Plutokrater har i Grækenland opnået det de ønskede uden brug af kampvogne og soldater. Hvad der virkelig er tale om, er et moderne statskup og de moderne våben, er banker og kontrollen med deres digitale infrastruktur.