Artiklen er hentet fra JAK Bladet der udkom 15. juni 1956
Af Aksel Sørensen, Aalborg
En samfundsbank skal have ret til at udstede de penge, samfundet har brug for til finansiering af produktion og omsætning, og som samfundet kan stille sikkerhed for, idet bemærkes, at samfundet til sin omsætning kun har brug for en brøkdel af sine realværdier likvide.
Hvor lidt eller hver meget den enkelte borger så vil opspare af sin indkomst, er en privat sag, og bør ikke have nogen som helst indflydelse på samfundets finansiering.
Samfundsbanken skal ikke være en statsinstitution ledet og styret af statsmænd og politikere eller deres embedsmænd. Den skal være en folkelig Institution ledet og styret af folket. I hvert sogn eller hver kommune opretter man en afdeling af samfundsbanken. Sognets eller kommunens beboere vælger den bestyrelse og ledelse, der skal lede afdelingen. De nuværende banker og sparekasser – eller evt. kommunekontoret – kunne træde ind i samarbejdet og være med til at opbygge en sund samfundsøkonomi.
Lånsøgeren vil gå til samfundsbanken på samme måde som nu til de nuværende låneinstitutioner og søge deres lån. Skal lånet ydes i en ejendom, foretages en vurdering af denne, og der bevilges det lån, der er rimelig sikkerhed for. Er det til opførelse af en nybygning, vil lånet blive bevilget på samme måde som nu, som et byggelån i en bank, med udbetaling i rater, efterhånden som byggeriet skrider frem. Når huset er opført, foretages der en vurdering, og den sidste rate af lånet kan da udbetales. Der skal ikke optages lån i andre institutter, men det endelige pantebrev til samfundsbanken skal udfærdiges til afløsning af det foreløbige pantebrev eller anden sikkerhed, der er afgivet for at kunne få huset finansieret under opførelsen.
Samfundsbanken vil naturligvis også yde lån til alle de formål, der nu søges finansieret gennem det gamle systems institutioner. Der må da stilles sikkerhed ved kaution eller på anden måde.
Da pengene kan fremstilles ganske billigt, materialerne er papir og tryksværte, vil samfundsbanken ikke kræve rente af lånene, samfundet er ikke interesseret i at udbytte sig selv, men i høj grad interesseret i, at alle mennesker kan komme ind i arbejdet og produktion.
Større produktion giver flere varer og højere levefod.
Pengene har således ingen reel værdi i sig selv og skal fungere som enhver anden kvittering. Samfundets medlemmer stiller sikkerhed for at låne dem og må levere arbejde og produktion for at betale pengene tilbage til samfundsbanken. Når låntageren har tilbagebetalt sit lån, har han leveret arbejde og produktion svarende til den værdi, han modtog fra samfundet.
Til betaling af omkostningerne ved fabrikation af pengene og administrationen i øvrigt vil man tage et administrationsbidrag på formentlig mellem ½ og 1 procent. Da disse penge benyttes til administration og til lønninger til de mennesker, der er beskæftiget i samfundsbanken, vil de vende tilbage i omsætningen igen til køb og produktion. Vi møder undertiden de påstande, at når folk kan blive finansieret rentefrit, er der igen grænser for, hvor meget de vil låne, og der er da ingen, som vil tænke på selv at spare meget sammen.
Hertil siger fornuften: Ingen kan låne mere, end han kan stille sikkerhed for, og lånene skal betales tilbage. Her er således hele to naturlige grænser for et overflødigt låneønske. Den, som selv har sparet noget op, behøver ikke at låne så meget som den, der ikke har fået noget sparet sammen.
Da vi har realværdier for ca. 20 gange så stort et beløb som bruges i omsætningen, vil der endvidere intet være til hinder for, at der kan lånes rentefrit med fuldgod sikkerhed i realværdier og – om man bestemmer det – i maskiner til samfundsnyttig produktion mod den kortere afdragstid dette forudsætter. Selvfølgelig kan sikkerheden for billige lån lettere garanteres end for dårlige og dyre lån!
Det er ikke de lokale afdelinger i samfundsbanken, der udsteder pengene, det har man en centralinstitution til, men når en lokal afdeling har bevilget et lån, skal den ikke spørge centralinstitutionen om lov til at udbetale pengene, dem har den nok af i kassen, foretager den udbetalingen. Har den ikke nok, sender den bud til centralbanken og får dem. Dette giver folket ansvaret for dets egen økonomi, og det er sundt. Formynderskab skaber uselvstændighed og ansvarsløshed i folket, ansvar giver styrke og selvstændighed.
Skal man løse en større opgave end finansiering af et hjem eller en lokal virksomhed, træder befolkningen i samarbejde indenfor det pågældende område og vedtager eller afslår at fremme den pågældende opgave. Vedtager man at løse opgaven, det kan være bygningen af en ny vej eller en bro til at forbinde landsdelen, skaber man dermed en ny værdi for samfundet finansieringen af en sådan større eller mindre samfundsopgave løses på den måde, at samfundsbanken udsteder de nødvendige penge og udbetaler dem, efterhånden som arbejdet skrider frem.
Er den nyskabte samfundsværdi af en sådan beskaffenhed, at den slides op eller forældes over et kortere eller længere åremål, vedtager man at de udstedte penge skal inddrages og afskrives over et bestemt åremål, således, at der altid er værdier i samfundet for de udstedte penge.
For øvrigt er samfundets værdier vurderet til ca. 30 milliarder, men den cirkulerende pengemængde er 2 milliarder. Der er altså 15 gange dækning for de penge, der vil blive udstedt mod sikkerhed i samfundets værdier. Skulle det ikke være nok?
De lokale afdelinger i samfundsbanken vil naturligvis skabe et fælles organ til sikring af en fornuftig og ensartet løsning af ensartede opgaver. Når samfundsbanken får som opgave at finansiere samfundets produktion og omsætning, er det produktionen, der bestemmer, hvor mange penge, der skal bruges. Produktionen bliver det værende og det centrale i samfundets økonomiske liv, mens pengene bliver den neutrale tjener, der befordrer omsætningen og sørger for fordelingen af de producerende goder.
Når produktionen ved en fortsat udvikling af teknikken kan forøges, vil produktionsprisen ganske naturligt gå ned, varerne bliver billigere, pengene får større købeevne. Man vil da være interesseret i at foretage en sund og naturlig opsparing, da man ved, at man til sin tid vil kunne få flere varer for pengene end nu. Når man i dag klager over manglende sparevilje i folket skyldes det to ting. For det første, at kun få mennesker har mulighed for at spare, og for det andet, at selv en meget høj rente af de opsparede penge ikke kan dække prisstigningen på varerne, og heller ikke vil komme til det i fremtiden. Den kolossale skatteplyndring er endvidere den største hindring for den producerende del af befolkningen for at foretage betydende opsparing, hvad da især statistikken viser.
Hvordan med udlandet?
Der spørges, hvordan udlandet vil stille sig, hvis vi foretager en sådan ændring af vort penge- og kreditsystem. Spørgsmålet er berettiget.
Den internationale samhandel er varebytte, dels direkte mellem to lande, men meget ofte ved overførsel af tilgodehavender i et land til et andet. Man taler om valuta. Vore mulige valutatilgodehavender er opstået ved, at vi har eksporteret varer og endnu ikke importeret varer svarende til det, vi har fået for eksporten. Vi betaler ikke vor import med danske penge, men med varer.
Udlandets tillid eller mangel på tillid til os beror alene på vor evne til med varer at producere billigst muligst, at kunne betale for de varer vi indfører. – Når vi gennem en samfundsbank finansierer samfundets produktion rentefrit, skaber vi mulighed for fuld beskæftigelse og også mulighed for billig produktion og altså også for at betale, hvad vi køber i udlandet. Når produktionen er rentefrit finansieret, opnår vi, at produktionsomkostningerne falder betydeligt, og vi vil være mere konkurrencedygtige end nu. Dette vil give os en gunstigere stilling i den internationale samhandel end nu.