Renten er helt central i løsningen af de aktuelle økonomiske problemer

Af Jakob Mikkelsen, formand for JAK Danmark

Da JAK i 1931 begyndte sit virke med udstedelsen af rentefrie andele, var det et initiativ, der sigtede mod at løse to problemstillinger, nemlig pengeskabelsen og renteproblematikken. Desværre blev initiativet med den komplementære valuta forbudt, og JAK fortsatte med forskellige forsøg på at etablere systemer, der ikke baserede sig på nationalbankpenge. Som jeg har forstået Clearingscentralen, var det et forsøg på at skabe en pengefri afregningscentral svarende til en digital valuta i dag, ligesom JAK var tidligt på banen med checks. I de seneste mange år har vi fokuseret på renten som hovedproblemet. Jeg mener stadig, at det er det væsentligste problem, men der skal ikke herske tvivl om, at det er et vigtigt stykke arbejde, der er lavet i Positive Money i Storbritannien og den danske afdeling Gode Penge. Pengeskabelsen har virkelig fået sin plads i debatten om problemerne i det økonomiske system.

JAK kan selvfølgelig være godt tilfreds med, at dette emne er kommet godt ind i debatten, og jeg håber, at vi ad den vej også kan få renteproblematikken på dagsordenen, da den er absolut nødvendig at forstå. Det centrale problem i pengeskabelsen er nemlig ikke, som det fremgår af Positive Moneys kampagne, at pengene kommer ud som gæld, men derimod, at det er rentebelagte penge, der kommer ud som gæld. Selvfølgelig er vi – som det også er fremgået af flere artikler her i bladet – enige i det centrale problem med, at det er private banker, der bestemmer pengemængden til enhver tid. Bankerne forstærker som bekendt kriserne, hvad enten det er overophedning af økonomien ved, at der pumpes for mange penge ud i samfundet, eller der skabes finansielle kriser ved, at der er mangel på penge.

Renten er helt central for forståelsen
I vores nuværende situation sværger næsten alle til mantraet ”vækst, vækst, vi skal have mere vækst”. En politiker sagde det ligeud: ”Væksten er nødvendig!” Men når vi kommer til forståelsen af, hvorfor væksten er nødvendig, kniber det med argumentationen. Jo, vi skal holde beskæftigelsen, vi skal øge eksporten, vi skal øge forbruget, og vi skal og skal og skal… – hele tiden begrundet i økonomien. Men lad os lige skifte vinkel et øjeblik.

Har vi brug for mere? Er vi ved at dø af sult? Fryser vi? Har vi ikke tag over hovedet? – og jeg kunne blive ved! Vi sætter arbejde i gang – ikke fordi vi mangler det, men for at skabe vækst. Vi bygger motorveje i stedet for at sætte flere lærere til at undervise vore børn, så de bliver bedre rustet til fremtiden – alt sammen begrundet med, at vi skal have vækst, altså underforstået, materiel vækst og mere forbrug. Man begrunder det med, at der ikke produceres i den offentlige sektor, men det er jo rettelig der, der skabes de største værdier, hvis vi ruster vore børn bedre til et godt og meningsfuldt liv, der netop ikke baserer sig på større og større materielt forbrug – men vi skal have vækst og fuld beskæftigelse samtidig med, at vi robotiserer produktionen mere og mere. Spørgsmålet er så: Har vi et alternativ?

Vi har i flere år haft en meget lav vækst. Det kan vist ikke diskuteres, og det ser heller ikke ud til at blive voldsomt bedre inden for de nærmeste år – altså efter min mening. Japan har i mange år ikke haft nogen nævneværdig vækstrate, og jeg vil mene, at vi må indstille os på det samme. Og hvorfor er det så lige, at det er et problem?

Man siger, at stilstand er tilbagegang
Hvorfor? Kan du give en holdbar forklaring på det udsagn? Jeg vil prøve:

I et rentebaseret økonomisk system skrives der renter til gælden hele tiden – (Det er også grunden til, at Positive Money ønsker penge ud som gældfri penge, så der ikke skal betales renter af dem!). Og pengene til at betale disse renter findes jo ikke i systemet, hvorfor der må skabes nye penge for at imødekomme lånebehovet, der opstår i den forbindelse. Når der er stilstand, bliver disse penge ikke skabt, og renterne kan derfor ikke betales. Den eneste måde, renterne kan komme ud i systemet, er ved, at der skabes ny gæld, og derfor må der nødvendigvis være vækst. Ellers må renterne afskrives via konkurser. En balanceøkonomi kan kun forekomme som et rentefrit økonomisk system.

Når vi har et rentebaseret økonomisk system, må vi forstå, at pengene til renter til stadighed tages af de til rådighed værende midler. Som en konsekvens heraf bliver der færre og færre midler til rådighed til vareomsætningen. Det skyldes, at renterne beslaglægger en større og større del af omsætningen, hvilket er den før omtalte tilbagegang.

Men vi skal bare have vækst (?)
Ja, men vi har ikke brug for mere. Tvært imod produceres der allerede alt for meget, som vi ikke har brug for, og der ødsles mængder af resurser på at få os til at købe større mængder og mere, end vi har brug for, fordi mantraet er vækst. Vi snakker om, at vi skal skabe arbejdspladser og ”eksportere os ud af krisen”. Ja, men det vil de andre jo også! Men nogen skal jo købe det, og alle kan ikke producere mere, end de selv skal bruge. Så skåret helt ind til benet er vi i gang med et spil Sorteper, hvor det handler om at slippe af med Sorteper og håbe, at det ikke netop er os, der kommer til at sidde med den til sidst, når spillet er ude. Det ville godt nok være træls.

Løsningen er for mig at se, at vi ændrer vort pengesystem, så staten/Nationalbanken får kontrol over pengeudstedelsen, så det ikke er de private bankers interesser, der styrer pengemængden, men samfundets behov. Dernæst må pengesystemet gøres rentefrit, så det ved rentekravet indbyggede behov for vækst fjernes. Derved kan vi få en bæredygtig økonomi, hvor pengemængden afstemmes efter behovet i samfundet.

Jeg er af den opfattelse, at vi ad den vej vil nå frem til det, vi i JAK kalder økonomisk frigørelse. Vi vil begynde at begrunde vore handlinger med andet, end hvad der kræves af økonomiske hensyn. Det er en fallit, at vi i et så udviklet demokrati som det danske til stadighed må finde os i, at en regering begrunder deres politik med, at det er nødvendigt, fordi der ikke er økonomi til det, når det kun er et spørgsmål om, hvilke veje pengene skal strømme. Det vil enhver JAK mand/kvinde holde med mig i – tror jeg. Mennesket har en iboende trang til vækst. Det er ganske vist, men min erfaring siger mig, at det ikke nødvendigvis er en økonomisk vækst, vi higer efter. Trangen til materiel vækst er for mig at se kulturbestemt og en kompensation for manglende livsindhold på det kreative og spirituelle område. Men det kan enhver jo have sine egne holdninger til og fortolkninger af. Det centrale er for mig, at vi sammen forsøger at skabe et samfund i balance, og hvor vi ikke er pisket til at løbe hurtigere og hurtigere for at tilfredsstille rentesystemets krav om økonomisk vækst med deraf følgende udbytning af alt omkring os.

JAK er til enhver tid rede til at samarbejde med alle, der vil være med til at arbejde i den retning inden for de rammer, vort værdigrundlag giver os.

Så husk vort gamle og stadig rigtige slogan: En ny tid vindes kun ved et arbejde derfor!