J.A.K. har altid ønsket et rentefrit samfund. I 2003 indførte J.A.K. desuden mål om økologi og bæredygtighed samt produktet ØKOnto (siden 2013: ØKOlån), som gjorde det billigt at låne til investeringer i økologi. Ikke alle i J.A.K. var enige om, at økologi var en god idé. Kritikere gav udtryk for, at J.A.K. ikke skal blande sig i, hvad vi bruger vores penge til, og at vi hver især alene sparer op til egen fordel. I denne artikel har jeg sat mig for at forklare, hvordan jeg ser en logisk sammenhæng mellem rentefrihed og økologi.
Skat på jord gavner produktion og vækst
Produktion = Jord + Arbejde + Kapital. Sådan definerede Adam Smith historiens første formel for det, vi i dag kalder bruttonationalproduktet (BNP). Med jord tænkte Smith primært på landbrugsjord. Arbejde var lønnen til arbejderen. Kapital var råvarer, bygninger, redskaber og andet menneskeskabt, der indgik i produktionen.
Frigjorde man arbejde og kapital fra kongemonopoler, skatter, told, stavnsbånd og andre bindinger, ville mennesker af egen drift specialisere sig, øge deres opfindsomhed og få mere lyst til at arbejde, handle og eje. Det ville skabe vækst og velstand for hele samfundet. Politi, retsvæsen, forsvar og almen undervisning skulle finansieres gennem skat på jord, fordi det svækker produktion forholdsmæssigt lidt: »Jordlejen er bedre at beskatte end huslejen… Den rammer alene ejeren, der altid opfører sig som monopolist og tager eksakt den højeste leje, han kan opnå,« skrev Smith.
Jord er en knap ressource
Smiths nævnte også, at »ingen art på jorden kan formere sig mere, end fødevarerne rækker til«. Det uddybede Thomas Robert Malthus (1766-1835) senere med, at jord er en mangelvare: »Væksten i landbrugsarealer har en helt anden natur end befolkningsvæksten. Når alle opdyrkelige arealer er udnyttet, afhænger væksten i fødevarer alene af forbedret udnyttelse af jorden.«
Malthus troede ikke meget på menneskers forbedrede udnyttelse af jorden. Derfor var det for Malthus en naturlov, at mennesker dør af sult. Det ulykkelige heri kunne begrænses ved at dæmpe befolkningsvæksten gennem seksuel afholdenhed uden for ægteskaber, højere alder for indgåelse af ægteskaber og afskaffelse af fattighjælp.
Skat på jord er social
Henry George (1839-1897) mente derimod, at sult og fattigdom skyldtes en fejlslagen fordelingen mellem jord, arbejde og kapital. Det kunne kompenseres ved at frigøre arbejde og lægge byrderne over på jord: »At beskatte afkastet fra jordeje delvist eller helt påvirker på ingen måde tilskyndelsen til at anvende jorden. Det mindsker ikke mængden af jord. Det besværliggør heller ikke køb med anvendelse for øje.« For George var jord »ikke blot jordens overflade, men kort sagt alle naturkræfter og stoffer«.
Udover at frigøre arbejde ved at erstatte personskatter med jordskatter foreslog George en bank uden renter. Dette forslag har J.A.K. realiseret i forskellige former siden 1931.
Skat på jord gavner naturen
I mellemkrigstiden opstod nazisternes idé om »Lebensraum«, fordi der manglede fødevarer. Efter 2. Verdenskrig opstod bekymringer om udtømning af jordens energiressourcer. Bogen »Det tavse forår« fra 1962 fortalte om farerne ved brug af kemiske giftstoffer. Forurening fik sit eget ministerium i Danmark i 1971. I 1972 udkom »The Limits to Growth« med en simulation af jordens grænser for vækst, som konkluderede, at verdens befolkning fortløbende nedbryder naturens ressourcer. Med Brundtland-rapporten i 1987 blev bæredygtighed en mærkesag for FN.
Malthus’ betragtninger om jords knaphed blev således forenet med Georges forståelse af jord som alle naturens ressourcer i »neo-malthusianismen«: En bekymring for, at overbefolkning udtømmer en eller flere af naturens ressourcer eller bringer miljøforringelser med risiko for et økologisk sammenbrud. Neo-malthusianismens løsning er at mindske forbruget af knappe råstoffer, skabe mindre affald og nedsætte udledningen for forurenende stoffer. Grønne afgifter på energi, vand, sprøjtemidler og brændstof er eksempler på neo-malthusianistiske skatter.
J.A.K. og økologi
Omkring år 2000 ledte flere i J.A.K. efter identitet ud over rentefriheden. Ordet »alternativ« anvendtes i flæng om alt fra kranio sakral terapi og til parallelle pengesystemer. Der blev kigget tilbage på stifter K.E. Kristiansens »biodynamiske dyrkning og vegetariske levevis«. Og et bestyrelsesmedlem i J.A.K. mente sågar, »at det først og fremmest er alternativt tænkende, der opfatter ideen« om J.A.K.
Et svar i J.A.K. på denne søgen blev produktet ØKOnto. Med ØKOnto kunne man donere sin opsparede låneret til økologiske formål såsom »vindmøller, solfangere, solceller, separationstoiletter, regnvandsopsamling, rodzoneanlæg, retablering af grundvandsforsyning, recirkulering af gråt spildevand, passiv solvarme, varmelager, masseovn, miljøvenlig isolering, autostyring, lerbyggeri, termostater, lavenergivinduer og bæredygtig teknologi«.
I 2013 blev ØKOnto i Folkesparekassen erstattet med ØKOlån, som ikke kræver nogen forudgående donation.
Begrundelsen for ØKOnto i J.A.K. var neo-malthusianistisk. Fx stod i J.A.K. Bladet, at verdens oliereserve »ikke er bæredygtig, fordi den slipper op en dag. Men hvad værre måske er: den ændrer radikalt ved klodens atmosfære og dermed ved klimaet«.
Fællesnævneren mellem J.A.K.s klassisk liberale og georgistiske rødder og neo-malthusianismen findes i skat på naturens ressourcer: Adam Smith ønskede skatten i mangel af bedre for at øge samfundets produktion og velstand. Henry George ønskede skatten for at skabe større social lighed. Og neo-malthusianisterne ønsker skatten for at opnå en bæredygtig udvikling.
Konklusion
Arbejde skal tilskyndes, og forbrug af naturens knappe ressourcer skal nedbringes. Ifølge klassisk liberalisme, georgisme og neo-malthusianisme er det hensigtsmæssigt for velstand og vækst, sociale lighed og den verden, vi efterlader til kommende generationer. J.A.K. bidrager til dette med rentefrihed og ØKOlån.
Ismerne bag J.A.K.s identitet i dag
| Klassisk liberalisme | Malthusianisme | Georgisme | Neo-malthusianime | |
| Grundlægger | Adam Smith (1723-1790) |
T.R. Malthus
(1766-1835) |
Henry George (1839-1897) | Julian Simon
(1932-1998) og FN |
| Værk | Wealth of Nations (1776) | Principle of Population (1798) | Progress and Poverty (1879) | Limits to Growth (1972), Our Common Future (1987) |
| Jord = | landbrugsjord | landbrugsjord | alle naturressourcer | alle naturressourcer |
| Aktualitet | Statisk feudalsamfund | Begrænset jord | Social ulighed | Risiko for økologisk sammenbrud |
| Mål | Samfundets vækst og velstand | Forebygge sult | Arbejdets frigørelse fra byrder | Bæredygtighed |
| Menneskets adfærd | Mennesket er egennyttigt | Mennesket forbruger jord | Mennesket er egennyttigt | Mennesket overforbruger jord |
| Løsning | Flyt skat fra kapital og arbejde til jord | Begræns befolkningsvæksten | Flyt byrder fra arbejde til jord | Begræns forbruget af jord med bl.a. skatter |