Af Martha Petersen, direktør for Folkesparekassen
På overfladen er der frugtbart og roligt. Men lurer der lige under overfladen en kogende vulkan, der uden forvarsel kan gå i udbrud?
Meget tyder på, at der er ved at være gang i samfundsøkonomien igen efter 7 år med Finanskrise. Ejendomspriserne og aktiemarkederne er stigende. Hvis vi alene ser på de indenlandske forhold, er forbrugertilliden tilbage på et højt niveau. Der er en god beskæftigelse og endda begyndende flaskehalse indenfor visse grene af erhvervslivet.
Dette er båret frem af to forhold. En rente der er holdt kunstigt lav og alt for mange penge i omløb i forhold til den reale økonomi.
På den korte bane er det godt med stigende værdier i samfundet. Det betyder tro på fremtiden og på, at det kan betale sig at investere i den. Det skaber nye arbejdspladser. Når vi som private personer har større tillid til vores egen jobsituation, tør vi bruge flere penge. Det sætter gang i en god cirkulation i økonomien. Når efterspørgslen stiger, går det endnu bedre for virksomhederne, hvilket betyder behov for yderligere investeringer og endnu mere arbejdskraft.
På den lidt længere bane kan man spørge sig selv, hvordan økonomien vil udvikle sig.
For at finde svaret kunne en mulighed være at gå 7 år tilbage i tiden – lige før Finanskrisen. Her havde renten været holdt kunstigt lav i lang tid, og der var næsten ubegrænset adgang til at låne penge i bankerne. Da kun en del af alle disse penge indgik i reel cirkulation i økonomien og dermed samfundets økonomiske motor, betød de mange penge enorme passive kapitalkoncentrationer, der kun havde et overordnet formål. At blive placeret mod et afkast. Kapitalkoncentrationerne var for store og for omfattende til de aktiver, der var at placere i. Især set i forhold til det afkast der kunne genereres for hver investeret krone. Der var tale om bobler på ejendomsmarkedet og på aktiemarkederne. Da det gik op for verden, at tingene var overvurderede, faldt aktierne og ejendommene med op til 50 % i bogført værdi i løbet af meget kort tid. Det førte til, at tilliden til pengenes værdi og dermed samfundets værdier generelt forsvandt. Banker gik ned, fordi de sikkerheder, de troede, de havde for deres udlån, skrumpede ind eller forsvandt. Det fik tilliden til bankerne og dernæst tilliden til fremtiden til at forsvinde. Ingen turde sætte gang i noget. Alle sikrede sig – og det førte til tilbagegang i samfundets motor og dermed i den reale økonomi.
Nu er der brugt 7 år på at lægge restriktioner på bankernes udlånsmuligheder. Man kan vanskeligt forestille sig, at bankerne bliver medvirkende årsag til den næste krise. Men fundamentet for den næste krise er bygget godt og grundigt op et andet sted. For at få gang i økonomien og tilskynde virksomheder og private til investeringer og forbrug er renten holdt kunstigt lav – endda negativ. Før Finanskrisen var renten lav, men dog ikke negativ. Selvom bankerne ikke låner så mange penge ud mere, så er der masser af penge i omløb. Disse penge stammer nu ikke fra de private banker med fra centralbankerne både i Europa og i USA. De har sendt gigantiske beløb ud i samfundet for at stimulere økonomien og holde renterne nede. Centralbankerne har med andre ord ”ladet seddelpressen køre”. Kun en brøkdel af disse penge indgår i den cirkulation, der skaber realvækst. Det skyldes, at samfundets økonomiske motor kører i den takt, den gør, og kun langsomt kommer op i gear. Det skal retfærdigvis siges, at det er ved at lykkes at få motoren i gang. Men bagsiden er, at den største del af de nye penge ender som passiv kapital sammen med de øvrige passive kapitalkoncentrationer. Disse penge skal investeres med afkast for øje. Det har bevirket, at aktiekurserne nu ligger på det dobbelte af, hvad de gjorde lige før Finanskrisen. Ejendomspriserne er ligeledes især i udvalgte områder steget voldsomt.
Vi har altså en rente, der er kunstig lav og endnu lavere, end den var i 2008. Dertil kommer, at der er alt for mange penge i omløb i forhold til den reale økonomi – langt flere, end tilfældet var i 2008.
Finanskrisen er derfor løst med de midler, der skabte den. Med mindre det rent faktisk lykkes at skabe realværdier, der modsvarer alle de nye penge, der er sendt i omløb, så vil værdien af pengene – og dermed værdien af de aktiver de er investeret i – falde. Man kan ikke bare trykke pengesedler, og sige de er noget værd. Penge er først noget værd, når der ligger en realværdi bag, og realværdi kan kun skabes ved en realproduktion.
Finanskrise 2,0 er med meget stor sandsynlighed på vej. Det kan sammenlignes med en kogende vulkan, der lurer lige under en tilsyneladende frugtbar og rolig overflade. Vulkanen går i udbrud, når det igen går op for verden, at der langt fra er realværdier bag alle de mange penge i omløb. Det kan være i morgen – men det kan også være, vi først skal have 7 gode år.