Af Martha Petersen, direktør i Folkesparekassen
”Vor tids største udfordring er, at kapitalen koncentreres mere og mere hos nogle få i toppen af samfundet, mens der bliver flere og flere mennesker i bunden” Obama, præsident i USA
Det økonomiske system i den vestlige verden er udfordret. Der er et konstant behov for vækst på grund af stigende krav om afkast til stigende kapitalkoncentrationer i toppen af samfundet. Det er stillet overfor, at der er flere og flere i bunden, der ikke har tiltrækkelig økonomisk mulighed for at købe de varer og skabe den omsætning, der leder til den nødvendige vækst. Middelklassen i midten bliver samtidig mindre og mindre. Fænomenet går under betegnelsen timeglasproblemet.
Afkast krav
Den traditionelle økonomiske tænkning er, at der skal være afkast på kapital. Det kan være i form af renter, men det kan også være kursgevinster og aktieudbytter. Disse afkast skal dels dække ”afsavn” i den periode, pengene er lånt ud, dels skal de dække den risiko, der måtte være for, at man ikke får sine penge tilbage. Udsigten til rente og afkast får kapital til at flyde mellem dem, der har penge i overskud, til dem der har brug for at låne. På den korte bane giver det ganske god mening og kan også være med til at sætte ting i gang. Desværre er der en bagside af medaljen. Det handler om rentes-rente-effekt og afkast af afkast.
Hvis man låner 100 kr. ud til 10 % i rente, får man 110 kr. tilbage. Herefter kan man låne 110 kr. og få 121 kr. tilbage. Næste gang får man 133 kr. tilbage. Der er altså en sneboldeffekt. Det fører til, at dem, der har kapital, ”automatisk” bliver rigere og rigere. Samtidig sker det med stigende hastighed.
Såfremt pengene skal bevare deres værdi, skal der skabes realværdi ikke alene for de 100 kr., men også for de 33 kr. Rentes-rente-effekten betyder, at der skal løbes stærkere og stærkere der, hvor der skabes realværdier.
Spekulation er forskud på fremtidens afkast. Det kan være gearede investeringer, men det kan også være noget så simpelt som aktier, der bliver handlet til en højere kurs end virksomheden reelt har egenkapital til. Det vil sige til en pris, der er højere end de værdier, der rent faktisk er skabt. Det sker i forventning om, at virksomheden også fremover vil tjene penge.
Stiger kursen, stiger kravet til virksomhedens indtjening samtidig.
Skabelse af realværdi
Det er afgørende for vores økonomiske system, at vi har tillid til pengenes værdi. Hvis 100 kr. skal være 100 kr. værd, skal der være skabt realværdier for 100 kr. Ellers ville man bare kunne trykke en pengeseddel og sige, at den gjaldt for 100 kr. Der er i vores bevidsthed altså lighed mellem penge og skabte realværdier.
Realværdier skabes ved, at der produceres varer og tjenesteydelser, og at disse omsættes. Varer, der ikke omsættes, skaber ingen realværdi. For at opnå størst mulig omsætning, skal pris og/eller kvalitet være attraktiv og bedre end konkurrentens. Det presser virksomhederne i forhold til at være effektive og innovative. Det er fint et stykke hen ad vejen, for det sikrer også fremskridt. Men når presset konstant bliver hårdere og hårdere, knækker filmen. Det er det, vi har været vidne til i sidste del af det 20-ende århundrede, og som er blevet endnu mere udtalt her i det 21-ende århundrede. Krav til stadig øget indtjening har store konsekvenser både for miljøet og i forhold til fordeling af de værdier, der skabes i samfundet.
Miljøproblemerne
Der er mindre plads til bæredygtige produktionsmetoder, når afkastkravet bliver for højt. Der er samtidig en tendens til at animere til en ”køb og smid væk kultur” blandt forbrugerne. Begge dele presser miljøet med forurening og forbrug af råstoffer. De forebyggende indsatser for miljøet, der foretages nogle steder, forslår ikke ret meget. Dels må det konstateres, at bæredygtighed kan gradbøjes. Men som det væsentligste, er der fortsat et massivt pres for kontinuerlig skabelse af stadig mere og mere realværdi.
Timeglasproblemet
For at producere billigst muligt, er virksomhederne presset til at skære i arbejdskraften. Dem, der er tilbage, løber hurtigere og hurtigere.
Det har ført til, at stress er en af de mest udbredte lidelser i den vestlige verden. Det handler dog mindre om økonomi og mere om, hvad det er for et samfund, vi mennesker rent faktisk ønsker, og hvad der kendetegner det gode liv.
I forhold til det økonomiske system er udfordringen, at der er flere og flere, der står uden arbejde. Selvom arbejdsløsheden i Danmark pt. er meget lav, ændrer det ikke på, at arbejdsløshedsprocenten er høj og støt stigende i den vestlige verden. Især befolkningen i USA og mange sydeuropæiske lande er hårdt ramt. Mennesker uden arbejde har lavere forbrugsmuligheder. Hvis der ikke er forbrugere, der køber de varer, der produceres, kan der ikke skabes omsætning og dermed ikke realværdi. Det betyder, at virksomhederne må foretage yderligere tiltag for at kunne afsætte til den del af befolkningen, der fortsat har købekraft. Det fører til endnu flere effektiviseringer og dermed endnu flere afskedigelser og endnu flere i bunden af samfundet. Den enkelte virksomhed ser i den forbindelse på egen bundlinje og håber, at de varer, der bliver solgt, er netop denne virksomheds varer. Men samlet set er resultatet overproduktion, manglende omsætning og dermed manglende vækst. Det er en negativ spiral.
Kapitalkoncentrationer er uproduktiv ophobning af realværdi
Manglende efterspørgsel efter varer hindrer ikke, at stigende kapitalkoncentrationer fortsat kræver tilsvarende stigende afkast. Der flyttes dermed mere og mere realværdi og dermed mere og mere købekraft fra den produktive del af befolkningen til kapitalkoncentrationerne. I forhold til skabelse af vækst ender hovedparten af den kapital eller de penge, der opsamles her, som kapitalmæssig dødvægt. Det er kun en lille del af de penge, der er i kapitalkoncentrationerne, der reelt investeres aktivt tilbage i virksomhederne, så disse efterfølgende kan øge deres produktivitet. Størsteparten kan bedst betegnes, som en uproduktiv ophobning af realværdi.
Størstedelen går til investering i aktiver, der ikke bidrager til skabelse af realværdi. Det er blandt andet investering i aktier på børsen. Det tilfører i sig selv ikke mere kapital til virksomhederne, når nogen køber aktier på børsen.
Det er alene et væddemål mellem køber og sælger om, hvor meget en konkret virksomhed kan tjene i fremtiden. Hvis der er rigelig kapital, der skal placeres, betyder udbud og efterspørgsel, at aktiekurserne stiger. De sidste 3 – 4 år har vi været vidne til, at aktiekurserne er mere end fordoblet. Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om virksomhedernes indtjeningsevne også er blevet fordoblet. Under alle omstændigheder lægger det pres på virksomhederne, at de nu skal leve op til en forventning om en øget indtjening, så de kan betale mere i udbytte.
Derudover er der investeret i udlejningsejendomme ud fra samme tænkning om et fremtidigt afkast eller en værdistigning. Det har presset priserne voldsomt op på ejendomme i de store byer i stort set hele den vestlige verden. Priserne er blevet så høje, at almindelige mennesker flere steder slet ikke har råd til at bo der. De almindelige mennesker, der trods alt har en indkomst, der er så høj, at de har råd til at bo i en stor by, får lov til at betale for det. Denne betaling havner direkte ned i lommen på dem, der sælger eller ejer ejendommene. Det vil sige kapitalkoncentrationerne.
Problemet er, at investeringer i ejendomme og aktier i ingen eller kun begrænset omfang bidrager til skabelse af øget omsætning og realværdi. Der kan allerhøjest være behov for lidt renovation af en udlejningsejendom. Det kan aflønne en tømrer og en VVS-installatør, der på den måde får noget købekraft, der kan omsættes til forbrug og dermed skabe ny realværdi. Men det vil ofte være meget beskedent i forhold til det beløb, der er investeret i ejendommen.
Benzin på bålet
For at forsøge at skabe vækst i samfundet har regeringerne og centralbankerne oven på Finanskrisen sendt 100-vis af milliarder i omløb. Disse penge er for 95 % ’ s vedkommende endt i kapitalkoncentrationerne. De mange nye penge har skullet placeres igen med henblik på afkast. Det er en væsentlig årsag til aktie- og ejendomsmarkedernes himmelflugt. Redningspakkerne har derfor, stik imod hensigten, primært været benzin på bålet i forhold til den igangværende negative spiral og nedsmeltning af økonomien.
Ingen vækst i vor tid
Samlet kan det konkluderes, at der flyttes flere og flere af de skabte realværdier ud af det almindelige samfund, hvor der kan skabes omsætning og realvækst. Realværdierne flyttes over i kapitalkoncentrationer og placeres videre i ”døde” aktiver som bl.a. aktier og ejendomme, der ikke bidrager til øget vækst og velstand.
Flytningen betyder også, at der bliver mindre og mindre tilbage til dem, der skal stå for det forbrug, der skal skabe realvækst fremover. Problemet er selvforstærkende og accelererende.
Det synes derfor usandsynligt, at vi i vor tid – med det nuværende økonomiske system – igen vil se øget vækst.
Det er overvejende sandsynligt, at vi i stedet vil se en nedsmeltning og et sammenbrud af det økonomiske system, som vi har kendt det igennem de sidste 150 år og specielt de sidste 50 år. Det kan ske ved et massivt folkeligt opgør, ved en ny økonomisk krise af hidtil usete dimensioner eller noget helt tredje.
Det folkelige opgør
Heldigvis er det folkelige opgør i gang. Det er ikke et samlet koordineret opgør, men en massiv bevidstheds- og holdningsændring, hvor den enkelte træffer et bevidst valg om at gøre noget, der reducerer kapitalkoncentrationernes magt og indflydelse. Det sker ved alt fra deleøkonomi, genbrug, andels- og foreningstanke, køb af biodynamiske varer og bevidst forbrugsadfærd i det hele taget. Det handler også om valg af samarbejdspartnere, der arbejder for, at de skabte værdier forbliver der, hvor de er skabt i stedet for at gå til kapitalkoncentrationer.