I en analyse, som Nationalbanken offentliggjorde onsdag, bliver vi forberedt på en økonomisk stagnation med negativ vækst på mellem 3 og 10 procent.
Til sammenligning var den negative vækst i forbindelse med Finanskrisen i 2009 på 4,5 procent, og rigtig meget tyder på, at vi denne gang kommer til at mærke større nedgang, som kan få fatale konsekvenser for vores økonomi.
Selv om vi i Danmark er bedre polstret til at imødegå den forestående nedgang i økonomien, end mange andre lande, bliver de kommende år en stor udfordring – dels gennem tilbagebetaling af de redningspakker, som Folketinget har bevilget, og dels gennem manglende skattebetalinger fra virksomheder og større udgift til dagpengesystemet.
Den traditionelle måde at sætte skub i en samfundsøkonomi på er at sænke renterne og formidle mere likviditet ud i samfundet. Det virker bare ikke denne gang, idet renterne er helt i bund og likviditet er der rigelig af – bare ikke der, hvor der er brug for den.
Den finansielle sektor
Inden længe vil vi se, at den finansielle sektor bliver ramt af manglende betalingsevne fra både virksomheder og private kunder, og når vi ser Nationalbankens prognose, bliver tab på udlån og kreditter større, end vi så under Finanskrisen.
Vores banker og realkreditinstitutter er i dag bedre polstret, end i 2009, men det er meget sandsynligt, at vi inden længe står i en situation, hvor valget er imellem nedlukning af de svageste kreditinstitutter eller tilføre sektoren store midler gennem støttepakker, som i 2009.
Den finansielle sektor er meget stor i Danmark og i stort omfang koncentreret omkring få og store institutter, der som følge af deres størrelse ikke får lov til at gå ned. Det er samme situation, vi stod overfor i 2009, hvor sektoren blev reddet af samfundet gennem lån og garantier til sikring af likviditet og soliditet. Siden er disse lån blevet tilbagebetalt, men vi har samtidig set, at de største institutter efterfølgende har vist deres taknemmelighed gennem omfattende aktivitet med hvidvask af milliarder af kroner og hjælp til kunders placering af kapital i skattely. Derigennem er samfundet berøvet for store indtægter, der bl.a. kunne anvendes til finansiering af velfærd.
Gennem redningspakkerne har samfundet også lagt et sikkerhedsnet ud under aktiekurserne på de finansielle institutter, og det har været til endog rigtig stor økonomisk gevinst for aktieejerne, der siden 2009 har fået mere end tredoblet værdien af aktierne. En gevinst, der er opstået som følge af samfundets opbakning til sektoren, men hvor gevinsten er videregivet til aktionærerne.
Denne udvikling skal vi tage ved lære af i forbindelse med den forestående redning af danske banker og realkreditinstitutter.
Krav til finansielle institutter
Hjælpen bør ske i form af medejerskab, hvor samfundet får del i den positive udvikling, som vi må forvente i årene efter krisen. Udover at blive økonomisk sidestillet med aktionærerne, skal samfundet også benytte sin indflydelse på den politik, der føres i de store kreditinstitutter så en samfundsmæssig nytte også får plads i beslutninger om fremtidige dispositioner.
Hjælp til finansielle institutioner gennem medejerskab er set flere gange tidligere. Den svenske stat var i mange år hovedaktionær i Nordea, i Storbritannien var staten hovedaktionær i Bank of Scotland og den tyske stat hovedaktionær i Commerzbank. Hvorfor Danmark ikke anvendte denne model i 2009, kan man kun undre sig over.
I forbindelse med en kommende hjælpepakke til finansielle virksomheder bør der endvidere stilles krav om opdeling af de største institutioner, så de nedbrydes til mindre enheder – det kan f.eks. være gennem adskillelse af banker og realkreditinstitutter. Derigennem undgår vi den urimelige situation, hvor samfundet bliver afhængig af enkelte meget store aktører.
På sigt vil det også være gavnligt, om retten til at skabe samfundets penge tages tilbage til Nationalbanken, som i dag kun udsteder de fysiske penge i form af sedler og mønter, og hvor bankerne står for udstedelse af elektroniske penge, som dækker 95% af vores pengemængde. Gennem en fuld styring af pengeskabelsen kan samfundet dels beslutte størrelsen af pengemængden og dels til hvilke formål pengene skal anvendes så likviditeten ikke som i dag flyder derhen, hvor afkastet er størst.