Økonomi er blevet den moderne religion, og økonomer det katolske præstevælde, som overbeviser os om, at der ikke er alternativer til det frie marked. Den økonomiske videnskab og økonomerne har gennem de senere år fået en helt særlig og dominerende placering i vores samfund.
Økonomi er ikke en eksakt videnskab som fysik og kemi. Historiske data kan anvendes til at beskrive en fortid, men kan ikke med sikkerhed anvendes til at forudsige fremtiden, hvilket bl.a. dokumenteres af krisen i 2008, som næsten fik verdensøkonomien til at kollapse.
I Finansministeriet og Nationalbanken arbejder økonomer med komplicerede matematiske modeller for at forudsige fremtidens økonomi, og de anvendes som grundlag for politiske beslutninger, som påvirker os alle bl.a. på skattepolitikken. Det, som glemmes i de økonomiske modeller er, at borgerne ikke altid reagerer som modellerne forudsætter. Vi er ikke altid rationelle, men handler ofte ud fra personlige holdninger og følelser.
Et stadig stigende antal økonomer er begyndt at stille spørgsmål ved de økonomiske modeller og forholde sig kritisk til dem. Det gør bl.a. professor emeritus i økonomi Katarina Juselius i bogen ”Økonomien og virkeligheden”, hvor hun argumenterer for, at de stadig mere abstrakte og matematiske modeller har mistet sin realitetssans og mangler forankring i den sociale og menneskelige virkelighed, som den faktisk ser ud.
Økonomien udvikler sig ikke i den retning, som mainstream-økonomer har forudsagt. Sidst har den nyudnævnte direktør i Den Europæiske Centralbank – Christine Lagarde – erkendt det i en tale til Europas centralbankchefer, og vores egen nationalbankdirektør – Lars Rohde – beskriver udviklingen i verdensøkonomien med, at ”helt andre kræfter er på spil, end man ellers har troet.”
Universiteter, handelshøjskoler m.v., som er ansvarlig for uddannelse af vores fremtidige økonomer, må nødvendigvis gentænke de teorier, som de har troet på i mange år. De kan ikke længere anvendes til at styre økonomien.
