Af Karen Lumholt, talsperson for tænketanken Cura
Forskning fra mange sider bekræfter, at relationer og engagement – omsorg og muligheden for at give andre omsorg – er det, der gør os lykkelige, robuste og sunde (se bl.a. www.lykkeforskning.dk). På trods af dette, har vi fået et historisk dyrt velfærdssamfund, hvor det netop er relationer og omsorg, der bliver mindre og mindre af.
Eksempel: Vi har i Danmark en meget høj arbejdsintensitet blandt forældre – rekorden i Europa deler vi med Sverige. I modsætning til hvad mange tror, arbejder de mindste børns forældre 80 timer om ugen, når man lægger fars og mors arbejdstid sammen. Børnene bliver passet fra de er 1 år. Men daginstitutionerne bliver stadig ringere: normeringerne er tæt på halveret siden 80’erne. Børnenes sprogudvikling bliver påvirket negativt – og selvsagt deres psykiske robusthed. Flere og flere børn har brug for ekstra hjælp i skolen. Hver fjerde ung har angsttilstande eller ”kan ikke mærke sig selv”. 35.000 danskere er hver dag sygemeldte med stress. Unge, yngre og ældre er i stigende grad ensomme, hvilket er stærkt sygdomsfremkaldende.
Om dette er god samfundsøkonomi må være et væsentligt spørgsmål, der desværre ikke bliver stillet – ikke på Slotsholmen i hvert fald.
”En betingelse for vores velfærdssamfund er, at både mænd og kvinder lægger en del arbejdstimer. Ellers kan vi ikke opretholde det serviceniveau, som vi gerne vil have…” sagde Lisbeth Pedersen fra SFI for nylig i en artikel i Kristeligt Dagblad. Prøv at lægge mærke til det syn på velfærd, som hendes udtalelse repræsenterer: Velfærd som serviceydelser.
Hvad nu hvis vi så på velfærd som den relationelle kapital, der er i samfundet. Vores evne og vilje til at tage os af hinanden, drage omsorg, støtte og vise tillid (Putnam). Hvad nu hvis fx småbørnsforældre og andre med plejekrævende pårørende fik reel mulighed for at arbejde mindre (hvad mange i dag ikke har pga. rigide regler og meget høje boligomkostninger)?
Lad os prøve at lave det store regnskab:
Hvis forældre til småbørn arbejdede 25-30 timer ugentligt i stedet for 37,5, ville det for børnene betyde, at de
–
ikke behøvede være så længe i institution og fik en mere robust og rolig tilknytning til deres nære voksne
–
ikke behøver at blive sendt småsyge i institution og smitte de andre, men kan blive passet hjemme i ro og mag (hvis fx forældrene flekser)
–
er mindre psykisk skrøbelige, når de starter i skole, og at vi måske kan undgå en del diagnoser
–
som unge lider mindre af ensomhed, angst, selvskade og depression, som vi ser voldsomt stigende kurver på pt.
Hvis forældre til småbørn og andre med en omsorgsforpligtelse arbejdede mindre, kunne de
–
deltage mere i deres lokalsamfund, så det blev stærkere og mere inkluderende over for ensomme til glæde for alle parter
–
være mere sammen med de ældre i familien, så deres livskvalitet blev meget bedre
–
give deres ægteskab og kærlighedsliv mere omsorg, så færre forhold forliste – med enorme omkostninger for ikke mindst børnenes senere psykiske sundhed (ved vi i dag)
–
undgå en del stress, angst og depressioner – sygdomme som koster samfundet flere og flere milliarder hvert år.
I UK, hvor både New Economics Foundation og Relational Thinking Network holder til, er de langt med at udregne, hvordan større relationel kapital i samfundet giver både god samfundsøkonomi – og bedre velfærd.
Deres metoder bør vi oversætte til danske forhold og bruge, når vi skal gentænke vores velfærdssamfund – og give Finansministeriets ADAM’ister kamp til stregen.
Tænketanken Cura udgav i 2015 bøgerne ”Det relationelle menneske” og ”Det personlige samfund”, hvor 50 fagfolk bidrager til et mere relationelt syn på velfærd.