Når debatten runder et hjørne: Fuld reserve-bankdrift i Financial Times
Af Morten Schjøtt
I slutningen af april lød det fra Positive Money i London, at nu var deres sag gået hen og blevet stof for den almindelige presse. Anledningen var en artikel i Financial Times, det store og velanskrevne engelske erhvervsdagblad med en daglig læserskare på 1,6 mio. ifølge Wikipedia. Tilmed var artiklen skrevet af Martin Wolf, som er seniorkommentator i økonomiske spørgsmål og dermed må anses for at nyde både respekt og have krav på at blive taget alvorligt.
Uhyre ureguleret
I artiklen hed det, at ”trykke falske pengesedler er ulovligt, men det er det ikke at skabe private penge. Afhængigheden mellem staten og den branche, som kan gøre det, er kilden til meget af ustabiliteten i vores økonomi. Det kan – og bør – stoppes”. Og: ”(Da) bankdrift derfor ikke er en normal markedsaktivitet, fordi det tilvejebringer to koblede offentlige goder: penge og betalingsnetværk. På den ene side af bankens balance står usikre aktiver, på den anden forpligtelser, som offentligheden anser for sikre. Derfor agerer nationalbankerne som garanter (”lenders of last resort”), og regeringerne sørger for indskud og indsprøjtninger af aktiver. Det er også derfor, bankdrift er uhyre reguleret. Alligevel er kredit-cyklerne i høj grad destabiliserende”.
Stramme regulering
Martin Wolf kommer med et hurtigt bud på en løsning: ”Hvad burde man gøre? Som minimum lade branchen fortsætte, men stramme reguleringerne og insistere på, at en større del af bankernes balance skal bestå af aktiver og troværdige udlån, som opsuger tab, mens det ultimative svar ville være at give staten monopol på pengeskabelsen”.
Slut på »Too big to Fail«
Wolf forklarer, at ”overgangen til et system, hvor pengeskabelsen er adskilt fra finansielle mellemværender vil være mulig, men kompleks. Til gengæld ville den give kæmpe fordele. Det vil være muligt at øge pengeforsyningen uden at tilskynde folk til at låne til op over skorstenen. Det ville betyde enden for ”too big to fail” (om banker, som er så store, at de er systemiske og dermed ikke må gå fallit). Det ville også lade seignoragen – gevinsten ved pengeskabelsen – tilflyde offentligheden. I 2013 udgjorde sterling M1-penge (fysiske penge og nationalbank-penge) 80% af bruttonationalproduktet (BNP). Hvis nationalbanken besluttede, at pengemængden kunne vokse med 5 % om året, så kunne regeringen tillade sig et budgetmæssigt underskud på 4 % af BNP uden at låne eller beskatte yderligere. Højrepartier kunne så beslutte at skære i skatterne, mens venstrepartierne kunne øge udgifterne. Valget ville være politisk, som det skal være”.
Appelsin i turbanen
Artiklens forfatter konkluderer, at “vores finansielle system er så ustabilt, fordi staten først tillod det at skabe næsten alle pengene i økonomien og derefter var tvunget til at holde hånden under systemet under processen. Det er et gigantisk hul i hjertet af vores markedsøkonomi. Hullet kan lukkes ved at skille pengeforsyningen, som retteligen tilkommer staten, fra investeringskapitalen, som skal tilvejebringes af den private sektor”.
En sådan artikel i Financial Times er selvfølgelig en appelsin i turbanen til vores to engelske ”kusine”organisationer, Positive Money og New Economic Foundation. Imidlertid har den ikke kastet så megen debat af sig, som man kunne ønske sig. Det er der nok flere grunde til: For det første skal der politiske initiativer til for at løfte konkrete forslag videre – for det andet bestod nyhedsværdien nok mest i, at kommentaren rent faktisk blev bragt! Bank of England, den engelske nationalbank, har tidligere været ude med grundig information om den generelle pengeskabelse på linje med den, som Danske Bank har leveret i år.
Statsgaranterede banker
Debatten i avisen gik videre ad flere spor: Ja, vi anerkender, at der er et problem, men det er et spørgsmål om gennemskuelighed, ikke om en fejl i systemet. Hvis markedet er over- eller underforsynet med penge, så bliver koblingen mellem stats-penge og privat-penge til problemet – og staten garanterer for hele molevitten. Det er Izabella Kaminskas synspunkt på avisens officielle kommentarside, FTAlphaville. I en kommentar i selve avisen af Philip Booth hedder det, at fuld reserve-bankdrift ikke er nogen opskrift på stabilitet i det pengeøkonomiske rum. Snarere tværtimod, hvilket bygger på historiske erfaringer. Han siger videre, at den nuværende model, hvor stater finansierer deres låntagning med obligationer, er gennemskuelig, hvor pengeskabelse via staten vil undergrave dette. Og endelig at fraktionel bankdrift – den nuværende – ikke er til at udrydde, med mindre man forbyder lån i alt, hvad der kan gøres op i penge. Izabella Kaminska er så tilbage med en slags opsummering, hvor hun mener, at når vi til daglig ikke hører om pengeskabelsen, så skyldes det, at den er rimeligt reguleret og derved indgår naturligt i det pengeøkonomiske rum. Derimod mener hun, at det er svært at afgøre, hvor meget det logisk er rimeligt, at bankerne er pengeskabende – for hvordan skal omsætningsmidlet værdisættes? Hun bruger Bitcoin som eksempel og når gennem eksemplet frem til, at banken som en selvfølgelighed er afhængig af nationalbanken, uanset dens evne til at skabe penge. Og at det (derfor) er nødvendigt at være i stand til at skelne mellem og skille stats- og bankskabte penge fra hinanden. Og samtidig skal nationalbankerne være bedre til at styre pengemængden, for ellers vil de ”statsgaranterede” banker – dvs. alle banker, som staten er parat til at gå ind og kautionere for – ikke være villige til at låne ud, da de ellers kan opleve, at pengemængden ikke svarer til behovet, og de derfor kommer i problemer – igen. Hun foreslår, at indtil der er styr på pengemængden, og de to typer penge/betalingsmiddel kan skilles ad, så vil det eneste anti-deflationære middel til kreditskabelse være direkte udlån gennem staten.
Så der sker noget ude omkring – og selv om vi ikke nødvendigvis kan genkende JAK Danmarks udgangspunkt om spekulationsfri penge som det centrale, så er der mulighed for at trænge igennem med synspunkter om gæld og pengeskabelse. (Artiklen kan også læses i JAK Bladet).