Af Uffe Madsen
Mikrofinans er en samlet betegnelse for små og meget små finansielle ydelser, der hovedsageligt omfatter udlån til projekter og enkeltpersoner i ulande. Denne finansieringsform er opstået som et instrument mod fattigdomsbekæmpelse til folk, der ikke har ressourcer eller ejendom til at få et lån i en almindelig bank. Lånene gives især til kvinder og gør det muligt for grupper af fattige at låne mindre beløb ved at stille hinandens tilbagebetalinger som sikkerhed. Formålet med lånene er, at de investeres i noget, der giver indtjening. Det kan være til en ko eller symaskine, som kan sikre en fremtidig indtjening.
I 2006 opstod der stor opmærksomhed omkring mikrolån, da Nobels Fredspris gik til Grameen Bank og dens stifter Muhammad Yunus, som er en af pionererne indenfor denne finansieringsform. Mikrolånene har bredt sig fra Bangladesh til hele verden, og er også blevet populære som både forretnings- og bistandsmodel i mange afrikanske lande.
Mikrolån har uden tvivl igangsat mange projekter i den 3. verden, og bragt mange mennesker ud af fattigdommen. Men der er faldgruber, og gives mikrolån til de forkerte eller på de forkerte forudsætninger, kan det have alvorlige konsekvenser, både for den enkelte låntager og for det projekt, som lånet gives til. Låntagere beretter om, hvordan de er blevet fanget i en gældsfælde, fordi de har optaget nye mikrolån, hver gang de ikke har kunnet betale renterne på de foregående lån. Flere er blevet truet med tæv af deres medlånere eller har måttet gå fra hus og hjem, fordi de ikke kunne betale. Eksperter kritiserer mikrobankernes høje renter og mangel på fleksibilitet, når det kniber med at tilbagebetale lånene.
Ifølge en rapport fra Verdensbanken har over 3.100 mikrolån udbydere givet små lån til mere end 92 mil. fattige låntagere i Latinamerika, Østeuropa, Afrika og Asien. Ifølge en anden rapport skulle der være mellem 7.000 og 12.000 forskellige finansielle organisationer, som formidler en form for mikrolån over hele verden.
Kritikere påpeger, at den gode tanke efterhånden er blevet en pengemaskine, som opererer under dække af at hjælpe de fattigste mennesker, og som gennem høje gebyrer og rentesatser scorer en meget højere indtjening, end det er tilfældet gennem almindelige udlån i banker. F.eks. kræver mikrolångivere i Afrika rentesatser på 20-30 % p.a., og i Cambodja og Mexico kan rente og gebyrer løbe helt op imod 70 % p.a.
Hovedparten af de betydende långivere er støttet af regeringer eller donorer (investorer). De har ofte oparbejdet en stor administration og tungt system, som bl.a. medfører lang ventetid på bevilling af lån. De har oftest deres administration i de store byer, hvorimod det største lånebehov findes i mindre samfund, og de har sammensat lånepakker, som ofte ikke passer til lånebehovet. Flere lande i Afrika har dog set denne udvikling, og indført krav og restriktioner overfor långiverne, hvor de mest urimelige lånevilkår forbydes.
For at udvikle mikrofinans uden de nævnte ulemper, er der i 2007 startet forsøg i Kenya med et medlems ejet og medlems styret finansieringssystem på lokal kooperativ basis. Hensigten er, at der på denne måde kan opnås bedre og mere fleksible lånevilkår, hvor pengene til udlån kommer fra lokale indskydere, og at man dermed frigør sig for investorer med stort krav til afkast. Derudover engagerer medlemmerne sig direkte i styringen af lånesystemet og opnår dermed en større ansvarlighed hos brugerne.
Siden 2007 har dette projekt udviklet sig til mange små og lokale grupperinger i Kenya. De yder mikrolån til medlemmerne til en rente på 4 % p.a. og udelukkende i det omfang, der kan skaffes lokal opsparing til formålet. Projektets omfang er ikke stort i sammenligning med andre långivere af mikrolån, men det er enestående på den måde, at det inddrager låntagerne som en aktiv del af udviklingen. Sammenligningen med de mange JAK Fælleskasser, som i 70’erne blev etableret i Danmark som lokale økonomiske foreninger, er nærliggende.