Af Julius Graakjær Grantzau, folketingskandidat i Østjylland for Alternativet og medstifter
af foreningen Gode Penge Aarhus
Jeg troede, at Nationalbanken skabte pengene, men jeg tog fejl. For mens folk tjener penge, tjener pengene ikke folket.
Hvordan finder jeg ud af, hvad jeg skal lave, når jeg har alle muligheder, og når det er lige meget, hvad jeg laver, så længe det giver penge?
På den ene side har samfundet ikke rigtig brug for mig. Jeg er blot en forbruger mere og et hamster mere i hjulet. Udviklingen har gjort os effektive – alle grundbehov bliver dækket af de få. Resten af os sender regninger til hinanden for services, ingen af os i virkeligheden har brug for. Jobbet for jobbets skyld. Eller jobbet for pengenes skyld eller måske pengene for pengenes skyld. Og vi har rigtig travlt med det. Så travlt, at vi bliver stressede og syge.
På den anden side har verden alligevel brug for os i højere grad end nogensinde før. Kloden brænder bogstaveligt talt. Alt liv er på retur. Hvorfor kaster vi ikke, hvad vi har i hænderne, tager fri fra det stressede arbejde og passer på os selv og hinanden? På den måde ville vi også redde jorden. Den kan ikke holde til det pres, vi lægger på den. Og når vi nu heller ikke selv kan holde til det, så er det tid til refleksion.
Jamen – hvad så med pengene, lyder det per refleks? Ja, hvad med pengene? Dem har vi brug for, ellers kan vi jo ikke betale vores lån, husleje og mad!? Men hvad ER penge i virkeligheden? Hvor kommer de fra, tænker jeg? Og det viser sig, at penge bare er en aftale, vi har lavet med hinanden. En tillid til, at tal flyttes fra mit kort til dit kort, når vi udveksler varer og ydelser. En aftale, vi har lavet med os selv og dermed en aftale, vi kan lave om.
Skal vi så lave den om? Nej, det er nok i virkeligheden ikke pengene som betalingsmiddel, den er gal med. De er egentlig ret smarte, når vi nu ikke længere lever som i helt gamle dage, hvor alle havde noget at bytte med. Problemet er nok nærmere det konstante behov for flere og flere penge. Behovet for vækst.
Hvor kommer det vækstbehov så fra? Ja, hvor kommer pengene egentlig fra, tænker jeg? Og det viser sig, at det i dag er de private banker, der skaber pengene. Når de låner penge ud, bliver der skabt nye penge.
Kan det virkelig passe? Ja. Lidt efter lidt er det blevet sådan. Og med digitaliseringen af pengesystemet og en mindre reguleret finansiel sektor er det gået rigtig stærkt. Fra år 2000-2008, hvor det ”gik rigtig godt”, steg pengemængden i Danmark fra ca. 200 mia. kr. til ca. 1.200 mia. kr. (Og måske netop DERFOR gik det rigtig godt.) Så kom finanskrisen, og pengemængden har holdt sig stabil siden.
Dette er et udsnit fra Nationalbankens artikel ”Penge, kredit og bankvæsen” 9. september 2014:
“I Danmark udgjorde pengemængden ca. 1.250 mia. kr. i juli 2014. Heraf var de 56 mia. kr. sedler og mønt udstedt af Nationalbanken, mens de resterende omtrent 1.200 mia. kr. var indskud i banker mv. Langt den største del af pengemængden er dermed et resultat af transaktioner mellem aktører i den private sektor uden Nationalbankens medvirken.”
Når der står ”indskud i banker”, er det altså ikke kontanter og sedler, vi har sat ind i banken. Det er bare kringlet banksprog. Men betyder det så, at 96 % af de penge, vi har i Danmark, er skabt af de private banker gennem udlån, og kun 4 % er skabt af Nationalbanken? Ja, det gør. Og alle de penge skal betales tilbage. Sådan er det med lån.
Men hvordan betaler vi alle de penge tilbage? Og med renter så kræver det jo ENDNU flere penge, at betale dem tilbage?! Godt spørgsmål. Det har jeg også tænkt meget over på det sidste. Det besvarer måske i virkeligheden spørgsmålet om, hvor det altomsluttende vækstkrav stammer fra? Det er fordi, at alle penge er gæld – med renter på!
Jeg troede, at det var Nationalbanken, der trykte penge. At professionelle med viden om makroøkonomi og samfundsvidenskab sørgede for den rette pengemængde i samfundet. At penge var olien i motoren. Og jeg troede, der var nogen, der holdt øje med oliestanden, fyldte på og smurte efter behov.
Sådan var det også. En gang. Men jeg forstår nu, at penge IKKE længere er olien, der smører motoren. Pengene er benzinen, der konstant skal sprøjtes ind, for at bilen ikke går i stå. Og vi skal køre endnu hurtigere og på den måde bruge endnu mere benzin for at nå næste tankstation i tide. Og ikke nok med det – der bliver længere og længere mellem tankstationerne!
Ok, det virker dumt og forkert, det er jeg med på, men hvad er problemet? Problemet er blandt andet, at når vi betaler et lån tilbage, så bliver der FÆRRE penge. Da banken udstedte lånet i første omgang, kom der FLERE penge i omløb. Hvis lånet afvikles, forsvinder pengene igen. Hvis vi nu forestiller os, at vi (på magisk vis) betalte alle lån tilbage, så ville pengemængden i Danmark altså kun være på de 56 mia. kr., som Nationalbanken har trykt i mønter og sedler.
Man kan så argumentere, at det reelt ikke er noget prob-lem, for vi har jo slet ikke penge til at betale alle pengene tilbage, da de som bekendt skal betales tilbage med renter. Og det kræver flere penge. Og hvor kommer de fra? Dem må vi låne. Med renter. Så er vi der igen.
Et andet problem er, at bankerne ikke skaber pengene, når der er behov for dem. Tværtimod. Når det går godt, vil de GERNE låne penge ud. På den måde kommer der flere penge, og så går det bare endnu bedre. Når det går dårligt, vil de IKKE låne penge ud. Og vi bliver forsigtige og betaler af på vores gæld. På den måde bliver der færre penge, og så går det bare endnu dårligere.
Men jeg troede, at der var en grænse for, hvor meget bankerne kan låne ud og at det på den måde ikke kan gå helt galt? At de skulle have en form for reserver liggende et sted? At de låner de penge ud, som kunder har sat ind? Nej, det har vist sig, at sådan er det slet ikke. De store banker kan teknisk set blive ved, så længe de vil. Og det gør de, for sådan tjener de penge. Apropos 2008.
Et tredje problem er, at vi ikke ”får noget for pengene”. Hvis nu bare pengene gik til at skabe arbejdspladser. I udgangspunktet har vi jo brug for bankerne. Traditionelt har de haft en vigtig plads i samfundet, hvor de har hjulpet virksomheder ved at låne dem penge. Sådan er det ikke længere. Størstedelen (ca. 70 %) af de penge, der skabes gennem udlån, går ud i boligmarkedet. En stor del af de resterende penge går ud i finansmarkederne, mens en forsvindende lille del reelt bidrager til økonomien i form af udlån til forbrug og til virksomheder.
Og så er der den store ulighed, som bankernes gældsbaserede pengeskabelse er med til at accelerere. Den økonomiske ulighed er i dag historisk høj. Hurtigere og hurtigere flyttes pengene over på færre og færre hænder. Når alle penge er skabt på gæld og skal betales tilbage med renter, så vil de få personer, som havde pengene i første omgang, stadig få flere, mens alle andre opbygger gæld.
Bankerne – ikke de lokale sparekasser – er altså blevet til store finansielle supermarkeder, som i dag også ejer realkreditinstitutterne. Penge pumpes ud i boligmarkedet og priserne presses op, så en bolig bliver dyrere og dyrere. De fleste vil gerne have et sted at bo og må derfor løbe hurtigere og hurtigere for at følge med rentetoget.
At bankerne agerer på den måde, er der jo sådan set ikke noget galt i. Et aktieselskabs formål er blandt andet at skaffe størst muligt økonomisk udbytte til sine aktionerer. Men det harmonerer mildt sagt ikke særlig godt med at håndtere samfundets pengemængde.
Så langt så godt. Hvordan løser vi det så? Ja, nu er jeg hverken økonom eller cand.scient.pol., men jeg har forstået så meget, at penge er en aftale om tillid. At ”money makes the world go round”. At dem, der en gang sad og passede på pengemængden, har sluppet rattet. Men også, at vi bare kan bede dem overtage styringen igen eller måske endda installere en autopilot. Pointen er, at pengemængden skal reguleres efter samfundets bedste og ikke efter private bankers humør og udlånsstrategier.
Vil det sige, at vi selv kan bestemme over pengene? At vi kan skabe nye penge efter behov og bestemme, hvor pengene skal gå hen? Ja, det vil. Vi kunne for eksempel starte med at trykke 1.200 mia. kr. og betale bankerne “deres” penge tilbage. Så er vi ligesom i gang.
Summa summarum: Privilegiet til at skabe penge må flyttes fra de private banker og tilbage til Nationalbanken, der ikke skal tjene penge, men tjene befolkningen.
Hvis det er så simpelt, hvorfor er det så, at det ikke sker? Ja, jeg undrer mig også. Måske er det fordi, vi ikke taler om det. Så det vil jeg gerne opfordre til, at vi gør. Penge er ikke kun for økonomer og bankfolk. Det er for os alle sammen. Og hvis der er noget, vi ikke forstår, så lad os undersøge det og forklare det for hinanden. Lad os tage en debat om fremtidens demokratiske pengeskabelse!
Nødvendighedens politik er i virkeligheden slet ikke nødvendig? Det er den nemlig ikke. Vi KAN i virkeligheden bruge vores tid og kræfter på det, der giver mening og livskvalitet for os selv, hinanden og for vores natur.
Det er dagens gode nyhed.