Et af målene i FN’s 17 verdensmål om bæredygtig global udvikling er at ”Reducere ulighed i og mellem lande.”
Uligheden har mange aspekter og en af de væsentligste er den økonomiske ulighed i forhold til fordeling af indkomst og formue.
Mens coronakrisen i 2020 var på sit højeste, lykkedes det verdens rigeste at øge deres formuer til den største værdi nogensinde, og samtidig er antallet af mennesker, som lever under ekstrem fattigdom vokset.
Hvad er konsekvensen af denne stigende ulighed, som strider imod de hensigter, som er defineret i FN’s verdensmål, og hvad kan der gøres ved det?
En af konsekvenserne ser vi i USA, hvor en ekstrem økonomisk ulighed giver sig udslag i sociale problemer, der bl.a. er skyld i de store smittetal og dødsfald, som pandemien er årsag til. Men også hele den demokratiske proces er under pres, som vi sidst har set det under præsidentvalget og de seneste optøjer ved regeringsbygningen.
Der er med rette stillet stort spørgsmålstegn til demokratiet i landet og undren over, at den afgående præsident fik så mange stemmer.
En hovedårsag til den store opbakning til den afgående præsident er den markante økonomiske ulighed, som gennem årene er opbygget i USA. Den hvide og farvede underklasse, som fortrinsvist bor udenfor byerne, føler sig ikke hørt, og de ser ind i en udvikling med stigende arbejdsløshed, manglende social sikkerhed og velfærd. Eliten, som er veluddannet, bor i de store byer og har gode og vellønnede jobs, er repræsenteret af Det Demokratiske Parti, og de har hidtil ikke bekymret sig om den fattigste del af befolkningen.
Den store økonomiske ulighed i USA er illustreret i denne figur, som er bragt af Den Internationale Valutafond. Tallene stammer tilbage fra 2016, men uligheden er siden blevet endnu mere markant.
Illustrationen taler sit tydelige sprog og viser, hvor stor en del af såvel indkomst som formue, der er placeret hos den absolut rigeste del af befolkningen.
I en rapport, lavet af den schweiziske bank UBS og rådgivningsvirksomheden PwC konkluderes det, at formuerne hos alverdens milliardærer, hvoraf en stor del har bopæl i USA, fra april til juli i 2020 er steget med 27,5 procent.
Det er bl.a. gennem analyser af økonomen Thomas Piketty dokumenteret, at årsagen til den store koncentration af indtægt og formue ikke stammer fra værdiskabelse gennem arbejde og produktion, men i form af afkast fra placering af formuen. Dermed er der en selvforstærkende udvikling i, at de mest velhavende vedbliver med at tiltrække en stadig større del af værdierne.
Samtidig har koncentrationen af indkomster og formuer blandt de rigeste i samfundet givet denne gruppe økonomisk og politisk magt til at gennemføre lovgivningsmæssige og skattemæssige ændringer, der især kommer dem selv til gode.
På verdensplan er antallet af mennesker, som lever under ekstrem fattigdom vokset som følge af pandemien. FN anslår, at antallet af mennesker i verden, der lider af alvorlig sult, er blevet fordoblet i 2020 på grund af coronakrisen. Lande, som ikke er begunstiget af et socialt velfærdssystem, som vi kender i Danmark oplever, at et stigende antal arbejdsløse, studerende og unge mennesker uden fast tilknytning til arbejdsmarkedet ikke længere er i stand til at betale husleje, mad, medicin og andre fornødenheder, samtidig med at de skal betale for lægehjælp og sygehusophold.
Konsekvensen af den tiltagende ulighed er naturligvis, at mennesker i de mest fattige lande søger til andre lande, hvor de kan se bedre livsbetingelser. Lige nu er en karavane af migranter fra Mellemamerika via Mexico på vej til USA for at finde lykken, og det samme ser vi med migranter fra Afrika, som forsøger at krydse Middelhavet for et bedre liv i Europa. Hjemme hos os selv blev det ganske konkret, da migranter i 2015 fyldte motorvejen fra den tyske grænse og bevægede sig mod nord.
I menneskehedens historie har der altid været strømme af mennesker i nød, som søgte mod geografiske områder, hvor der er bedre livsbetingelser. Det er ikke nyt, og det vil fortsætte uanset opførelse af mur og udlægning af pigtråd m.v. Det nye er, at vi i vores digitaliserede og oplyste verden har fuld information om levevilkår og muligheder i andre lande, og det gør ikke strømmen af mennesker mindre, men kan udvikle sig til at blive en trussel mod verdenssamfundet.
Konsekvensen af uligheden i det enkelte land ser vi med en stigende mistillid til magthaverne, og som vi ser det i USA med mistillid til demokratiet og institutionerne. Det giver næring til yderliggående synspunkter og bevægelser.
Derfor er det afgørende, at FN’s verdensmål for ulighed tages alvorligt og at der igangsættes initiativer til at ændre den negative udvikling. De lande, som klarer sig godt, må nødvendigvis forpligte sig til at støtte op om svage lande og deres indbyggere. Ikke i form af at udnytte andre landes naturressourcer eller påtvinge dem en bestemt styreform, men ved at indgå aftaler til fordel for de svage lande og vise muligheder for udvikling.
Det er tankevækkende at konstatere, at rige landes engagement i de fattige lande gennem tiderne kun har fundet sted, når der kan tjenes penge på de fattige lande, eller der er opstået en truende konflikt, som man har valgt at involvere sig i med militæret.
På samme måde må de mest velhavende private og virksomheder i et land støtte op omkring de fattigste og hjælpe dem frem til et værdigt liv.
Driften af et samfund – uanset omfanget af den ønskede velfærd – er betinget af indtægter til samfundet i form af skatter og afgifter. Den tiltagende ulighed er bl.a. båret af manglende lyst til at betale skat, og de mest velhavende har gennem mange år flyttet indkomster til lande, hvor skatten er lavest mulig eller ikke eksisterende. Der ofres mange penge på denne øvelse, som kaldes ”skatteoptimering”, og som understøttes af de største banker, advokat- og revisionsvirksomheder. Lande imellem er det også blevet en konkurrence at minimere skatten for erhvervsvirksomheder i ønsket om at tiltrække aktivitet til landet. Det er en udvikling, som især de multinationale selskaber, som let kan flytte overskud fra land til land, gør flittig brug af.
Det er ikke en opgave, som det enkelte land alene kan tage på sig, men den skal løftes i fællesskab. I EU er der bestræbelser på at pålægge tech giganterne en beskatning, og i OECD pågår der forhandlinger om en ensretning af skattesystemerne, men det er langsommelige forhandlinger, som tager år.
Da krisen er her lige nu, og lande og mennesker står overfor en livstruende situation, er der behov for, at FN træder til og understøtter det mål, som man for flere år siden er blevet enige om – at reducere den økonomiske ulighed.