Den nuværende politiske aftale om fastfrysning af boligskatter udløber i 2020, og såfremt aftalen ikke afløses af én eller anden form for rabatordning, vil boligejerne stå til betragtelige skattestigninger med uoverskuelige konsekvenser til følge for mange boligejere.
Regeringspartierne har fremlagt en plan om et nyt boligskattesystem, som vil blive fremlagt til behandling i Folketinget. Forslaget går på, at den fremtidige ejendomsværdiskat fastfryses på 0,6 % årligt af ejendommens værdi. I den nuværende aftale er der forhøjet skattesats for ejendomme med værdi over 3.040.000 kr., og ifølge forslaget bliver denne forhøjelse fjernet.
Bliver forslaget gennemført, falder provenuet fra ejendomsskatter med ca. 4,0 mia. kr. årligt, og omkring halvdelen af beløbet hentes hjem fra boligejerne gennem nedsættelse af fradragsværdien af renteudgifter, og resten er uden finansiering – dvs. at der vil ske besparelser et eller andet sted i de offentlige finanser, og dermed også belaste borgere uden fast ejendom.
Problemstillingen er den, at de dyreste ejendomme får den største besparelse i ejendomsskatten, og dem, der bliver hårdest ramt, er de boligejere, som har størst gæld og dermed også størst renteudgift – typisk unge og børnefamilier, som ikke er ejer af de dyreste ejendomme, men til gengæld har størst gæld.
Forslaget er efter min vurdering endnu et eksempel på, at de veletablerede boligejere uden den store gæld får en økonomisk fordel, som skal betales af den unge generation. Samtidig er det naturligvis ikke rimeligt, at en boligejer, som efter mange års afvikling på sit lån og løbende værdistigning på ejendommen, bliver tvunget til at sælge huset som følge af stigende ejendomsskatter. Det er oftest pensionister, som vil komme i denne situation, og de har allerede i dag mulighed for at indefryse ejendomsskatterne gennem et kommunalt lån, som først skal indfries ved ejendommens salg.
På lang sigt er jeg af den principielle opfattelse, at renteudgifter ikke bør være fradragsberettiget. Personer med størst gæld, skal ikke favoriseres på bekostning af borgere med lav eller ingen gæld. Det skal kunne betale sig at spare op, og det lægger det nuværende skattesystem ikke op til.
Men en reduktion eller fjernelse af fradragsretten skal udfases over en længere periode, så eksisterende husejere, der har handlet ud fra gældende lovgivning, ikke kommer i klemme. Samtidig skal ændringen kædes sammen med andre tiltag indenfor skattesystemet. En sådan reform bør bl.a. indeholde beskatning af avancer på fast ejendom, således at de konjunkturbestemte værdistigninger bliver beskattet på samme måde som værdistigninger på andre former for aktiver.