Karsten Munk er stifter og daglig leder af Karsten Munk Akademiet, samt medstifter af Holistisk Akademi.
Karsten valgte i begyndelsen af 80′erne at uddanne sig til heilpraktiker. Siden da har han taget specialkurser i antroposofisk medicin, dybdeterapi, kinesiologiske grundkurser m.v. Derudover er han Teori-U facilitator og har afholdt flere lederkurser inden for dette område.
Karsten har haft konsultationer i over 36 år med flere end 23.000 klientbesøg. På Karsten Munk Akademiet afholder han en række kurser i anatomi & fysiologi, sygdomslære/patologi, sundhedspsykologi, klinikdrift, biologisk psykologi og antroposofisk medicin.
Karsten vil på JAK’s årsmøde tale over temaet ”Jorden og de næste generationer”.
Alle beslutninger og handlinger på alle planer bør tages med udgangspunkt i de næste 7 generationer.
Magthaverne har tidligere sat sig sammen i FN og taget beslutninger vedrørende ”De 17 Verdensmål”.
Hvorledes kan Verdensmålene integreres i det enkelte menneskes dagligdag?
Vi må have fokus på, at vi hver især kan tage beslutninger og handle langsigtet og bæredygtigt.
Vi kan ikke tillade os, i vores eget begær efter magt og materialisme, kun at tænke kortsigtet. Selvfølgelig skal vi omsorgsfuldt og rettidigt bevare overblikket i nuværende situationer, men det må ikke overskygge de langsigtede planer og handlinger for biodiversitet, klima, dyrevelfærd og livskvalitet m.m.