JAK Danmark – stiftet i 1931

I 1931 blev JAK Danmark til. Det skete onsdag den 11. februar ved oprettelsen af andelsselskabet Jord, Arbejde og Kapital på et offentlig møde på Kolding Højskolehjem, hvor et par hundrede mennesker var mødt frem.
Mødet var indkaldt i Kolding Folkeblad med titlen: “En Reform af vort Kreditsystem.”

Landinspektøren fra Brande
Stifterne var brødrene Frederik K. Kristiansen og landinspektør Kristian Engelbrecht Kristiansen fra Brande. Sidstnævnte var bedre kendt under forkortelsen K. E. Kristiansen eller blot landinspektøren fra Brande – han blev med årene mere eller mindre synonym med JAK Danmarks arbejde mod renter og spekulation.
JAK Danmark arbejder mod stort set de samme mål som dengang, K. E. Kristiansen grundlagde Andelsselskabet Jord, Arbejde og Kapital.

7000 fik JAK bladet
Andelsselskabet blev stiftet umiddelbart i kølvandet på den 1. finanskrise, der kulminerede med et krak på USAs børs på Wall Street den såkaldte “sorte tirsdag”, 24. oktober 1929.
Fra stiftelsen og de følgende år gik det stærkt for JAK Danmark. I 1934 var der således 7000 abonnenter på JAK Bladet (der dengang hed “Hver 2den dag”) og foreningen havde mange lokalkredse – i det, der hed Ringkøbing Amt (en del af Region Midtjylland) var der for eksempel ikke færre end 23 lokalkredse.

Bogen om JAK
Hele historien om JAK Danmark kan du læse i bogen “J. A. K. – en bevægelse i og med tiden” af historiker Henrik Fode. Bogen er fra 2008 og kan købes ved henvendelse hos sekretariatet.
Du kan også læse mere historiske fakta om JAK Danmark på Wikipedia.

20140810-201022.jpg