Er jordkloden vores, eller er vi jordklodens? Kan man eje jord, luft, bjerge, søer og havet? Kan man eje levende væsner?
Vi mennesker har opfundet, ikke bare ét men mange systemer – og det at eje jordens og dens ressourcer er et af dem.
JAK blev stiftet i 1931 og havde dengang som nu til formål at ændre nogle fundamentalt tåbelige systemer. I dette nummer af JAK bladet beskæftiger vi os med bogstavet J i JAK. J for jordarealer og jordklodens ressourcer.
JAK Danmark mener ikke, at man som privatperson eller virksomhed skal eje jord og jordklodens ressourcer. De ressourcer har vi, sammen med alle andre væsner på jordkloden, brug for – og derfor bliver vi nødt til at ”eje” og forvalte det i fællesskab.
De nuværende systemer har betydet, at jordens ressourcer er blevet forvaltet ret dårligt og i hvert tilfælde ikke til det fælles bedste. Nu er konsekvenserne af dette så synlige, at både virksomheder, myndigheder og enkeltpersoner har smøget ærmerne op og i fællesskab arbejder på at gøre noget ved det. Et af de store sporskifter er, at FNs 17 verdensmål begynder at sprede sig ud i erhvervslivet. Nogle andre er de opfindere, iværksættere og organisationer, som kommer med helt nye vinkler på løsninger. Og så er der os almindelige mennesker, der hjemme i familien gør, hvad vi kan for at købe bæredygtigt, forbruge mindre og i det hele taget er blevet bevidste forbrugere.
Og selv om systemerne endnu ikke er ændret en tøddel, kan vi hver især sagtens handle ud fra den tankegang, at al jord, luft, bjerge, søer, ressourcer og levende væsner er noget, man er en del af – og som man hver dag og i alle henseender omgås med respekt.
Hjælp os med at hjælpe hinanden – meld dig ind i JAK Danmark allerede i dag eller gå ud og gør noget andet.