Ikke længere al den snak…

Af Eloneh Gaia Klit Malm, formand i JAK Danmark

Faktisk elsker jeg møder og gode snakke. Jeg bliver så inspireret af andres tanker, og nogle gange endda af det jeg selv får sagt. Men det er som om snakke, selv om de er dybe og vedkommende ikke længere er tilstrækkeligt. Det giver ikke længere det samme adrenalinsus, man kan få af at møde nogen, man er fuldstændig på bølgelængde med.

Det er stadig dejligt med et hjerteforbundet møde, noget jeg slet ikke vil undvære, men der er noget i mig og i tiden, som kalder på handling.

Jeg har i lang tid været en del af dem, som prædiker, at man skaber selv den verden, man lever i, og det er jeg stadigvæk enig med mig selv i. Men jeg kan jo efterhånden godt se, at man kommer altså ingen vegne bare med snak, enighed og mange møder.

Det er helt sikkert, at der allerede er mange derude, som er gode til at mødes og gøre, i stedet for at mødes og snakke. Jeg har længe mærket behovet i familiekomsammener, for at mødes og gøre i stedet for at mødes og snakke. Og jeg skal hilse og sige,at selv i det begrænsede forum er det svært at ændre kulturen – og det er i virkeligheden der, jeg skal have styr på det, inden jeg går ud og forsøger mig med det i verden.

Jeg er nemlig også sikker på, at det år vi er gået ind i kalder på total ærlighed – og hvad er mere uærligt end at gå ud i verden og ville forandre, når man ikke vil indarbejde denne forandring i sig selv eller i sin nære omgivelser.

Så her i begyndelsen af et helt nyt år vil jeg opfordre mig selv til at gøre mere – og starte med selv at gøre det jeg gerne så var anderledes i samfundet og først derefter gå ud i verden fuld af ærligt, ægte gåpåmod. Og måske du vil følges med mig – så kan
vi jo snakke imens vi gør noget…

Godt nytår!‭ ‬