Ordene bag bogstavskombinationen JAK er velkendt i nationaløkonomien og er betegnelsen for de tre produktionsfaktorer:
- JORD, som i udvidet forståelse er enhver form for råstof og ressourcer, vi alle har til rådighed
- ARBEJDE er den bearbejdning, som vi udsætter råstoffer mv. for
- Og dermed får vi et slutprodukt, som er KAPITAL
Slutproduktet af processen kan for eksempel være et hus, hvor råstofferne, hovedsageligt i form af træ og mursten, resulterer i et færdigbygget hus, som er kapitalen.
Et andet eksempel kan være landmandens dyrkning af jorden med slutresultatet korn, som videreforarbejdes af mølleriet til mel. Produktet sælges videre til bageriet, hvor melet nu er råstoffet og gennem bearbejdning ender som brød, der er bagerivirksomhedens kapital.
Der er på denne måde opstået mange former for råstoffer. Nogle er det endelige slutprodukt f.eks. i form af bygning, og andre er i løbende forarbejdning og indgår i produktionen i en række forskellige led som f.eks. kornet, der ender som brød.
Denne form for kapital kaldes også Real-kapital, og det adskiller sig væsentligt fra det, som vi normalt omtaler som kapital – nemlig en større sum penge eller andre finansielle værdier som aktier og obligationer, der kan opgøres i penge. Denne form for kapital benævnes mere præcist som Finanskapital.
Realkapitalen er samfundets egentlige værdi, og Finanskapitalen er udelukkende et middel til at få produktionen til at fungere. Pengene i form af Finanskapital er nødvendige for dels at finansiere ejerskabet af jord, bygninger, produktion m.v., og dels for at købe og sælge de varer, som produceres.
Set i dette lys bør der være en størrelsesmæssig sammenhæng mellem de to former for kapital. En vis størrelse Realkapital kræver en tilsvarende størrelse Finanskapital for at kunne finansiere produktionen. Bliver Finanskapitalen for lille, vil det hæmme produktionen, og er der modsat for stor Finanskapital sker der en overophedning i økonomien. Det er også Realkapitalen, som danner sikkerheden for Finanskapitalen. Penge, aktier og obligationer har ingen værdi i sig selv – de har kun værdi i form af den samfundsskabte produktion.
Gennem tiden har Finanskapitalens rolle været stigende, og er i dag langt større end de værdier, som den er sat i verden for at understøtte. Finanskapitalen har overtaget den primære rolle i samfundet, og dermed opstår der en ubalance, idet sikkerheden bag Finanskapitalen ikke længere er til stede.
Ubalancen kommer til udtryk i prisbobler, som vi ser indenfor aktier, prisen på fast ejendom og selv værdien af de penge, som er i cirkulation. Værdien af aktier og fast ejendom afgøres af udbud og efterspørgsel. Værdien af en aktie er i dag løsrevet fra den værdi, som ligger bag den pågældende aktie i form af en virksomheds produktion. En aktiekøber investerer i den pågældende aktie i en forventning om, at den med tiden stiger i værdi, og når tilstrækkeligt mange har samme forventning, så stiger værdien også. Det samme gør sig gældende for prisen på fast ejendom.
Mindre justeringer af priserne sker løbende, og det tilpasses uden de store problemer. Fra tid til anden sker der dog nogle store tilpasninger, når prisboblen springer. Vi så det sidst i 20’erne, hvor aktiemarkedet kollapsede med en efterfølgende global depression til følge. Vi så det igen i 2007 med store fald i aktiekurser og priser på fast ejendom. Begge gange så vi, hvordan hele det finansielle system var bundet op på urealistiske forventninger til værdierne, og der blev tabt store formuer hos ejerne af Finanskapitalen. Samfundet måtte træde til, og i form af forskellige støtteordninger blev bankerne reddet fra et kollaps. Dem, der ikke blev reddet, var de mange private mennesker, som havde købt fast ejendom til bolig og ikke med spekulation for øje. De oplevede pludselig et fald i værdien på ejendommen til et niveau, hvor gælden ofte var langt større, og de blev på den måde stavnsbundet til ejendommen.
Et andet eksempel kan være landmandens dyrkning af jorden med slutresultatet korn, som videreforarbejdes af mølleriet til mel. Produktet sælges videre til bageriet, hvor melet nu er råstoffet og gennem bearbejdning ender som brød, der er bagerivirksomhedens kapital.
Dem, der går ind i spekulative forretninger som f.eks. køb af aktier, valuta og fast ejendom med salg eller udlejning for øje, er bevidst om den risiko, de løber, og de må være parate til at tage et tab. Modsat forholder det sig med ejendomskøberen, som har anskaffet ejendommen til bolig, men de bliver ramt på samme måde som spekulanten.
Disse tilpasninger af Finanskapitalens størrelse er et problem for både samfundet og den enkelte borger, og det opstår udelukkende som følge af, at der ikke er tilstrækkelig med værdier bag – der er ikke tilstrækkelig med Realkapital bag.
Hvis vi ønsker et samfund, hvor der er balance mellem Realkapital og Finanskapital, er det nødvendigt, at der kommer en styring af pengesystemet. Når skabelsen af samfundets penge er lagt i hænderne på private banker, som har til formål at maksimere deres indtjening, vil der altid opstå ubalance, som borgerne efterfølgende må betale for.
De store prisbobler ser vi i perioder med stor rigelighed af penge. I 00’erne blev der pumpet penge ud i samfundet – langt flere penge, end der var nødvendigt for at holde produktionen i gang. Pengene, der blev skabt af de private banker i form af lån og kreditter, blev omsat i Finansielle aktiver til stadig stigende priser. Når så boblen springer, er der ikke tilstrækkeligt med sikkerhed for de penge, som er i omløb, og dermed ikke sikkerhed for bankernes store udlån. Med den private pengeskabelse har vi opbygget et økonomisk system, hvor samfundet er blevet afhængig af de private aktører, og derfor må samfundet også lægge et sikkerhedsnet ud for at undgå et kollaps.
Hvis vi ønsker et samfund, hvor der er balance mellem Realkapital og Finanskapital, er det nødvendigt, at der kommer en styring af pengesystemet. Når skabelsen af samfundets penge er lagt i hænderne på private banker, som har til formål at maksimere deres indtjening, vil der altid opstå ubalance, som borgerne efterfølgende må betale for. Derfor må styringen af pengesystemet flyttes fra private interesser og lægges over på et organ, som er styret af samfundet.
Udover en styring af pengesystemet presser spørgsmålet om den generelle spekulation i Finansielle aktiver sig på. Det kan og skal ikke reguleres i form af forbud, men en indførelse af afgifter på køb og salg af finansielle aktiver, som det f.eks. er foreslået med Tobin Skat ten, kunne være en overvejelse værd. Ligeledes kan en højere beskatning af indtjeningen også være et element, der bør indgå for at skabe en balance mellem Finanskapitalen og samfundets egentlige kapital og værdier.