Nationalbankens blinde accept af, at bankerne skaber samfundets penge, er dybt skadelig for dansk økonomi. Det er på tide, at staten bliver herre i eget hus og udsteder samfundets betalingsmidler.
Af Ib Ravn, lektor ved Aarhus Universitet og bestyrelsesmedlem i foreningen Gode Penge.
Nationalbanken offentliggjorde i sin kvartalsoversigt for 3. kvartal artiklen ”Penge, kredit og bankvæsen”. Heraf fremgår det, at private banker skaber langt den største del af Danmarks pengemængde. De gør det, når de yder lån, nemlig ved blot at skrive det ’udlånte’ beløb ind på låntagers konto, uden at tage beløbet noget andet sted fra. Det vil være en chokerende tanke for de fleste danskere. Skaber banken nye penge ved tastetryk? Er det ikke et problem?
Nej, siger nationalbankdirektør Hugo Frey Jensen i et ledsagende pressemateriale, der ligger på Nationalbankens hjemmeside, Penge i banken er også gode penge. Alt er i den skønneste orden, for bankerne kan ikke skabe flere penge, end der efterspørges af husholdninger og virksomheder, siger han. Blæses der en kæmpe boligboble op, er det låntagernes egen skyld, må vi konkludere.
Men Hugo Frey Jensen glemmer den iver, der blev udvist af banker og realkreditforeninger i 00’erne. Når flexlån med pygmærenter og afdragsfrihed kastes i grams for alt folket, skabes der jo efterspørgsel. Over 600 milliarder kroner pumpede bankerne ud i samfundsøkonomien i 1990-2008, en firedobling af pengemængden, der bidrog afgørende til finanskrisens gennemslag i Danmark.
Pressematerialet forholder sig ikke til den gæld, som pengeskabelse gennem långivning medfører. Alle penge på danskernes konti er skabt som gæld og skal derfor betales tilbage til en bank – med heftige renter.
Ligesom penge i dag skabes gennem gældsætning, tilintetgøres de ved låneindfrielse. Hver gang, vi betaler af på vores gæld – en fornuftig handling, skulle man tro – reducerer vi også samfundet pengemængde, hvilket er uheldigt i dårlige tider. Kun i gode tider pumper bankerne penge ind i systemet. Når tiderne er dårlige, er bankerne tilbageholdende med kreditten. Det betyder, at pengemængden formindskes og økonomisk aktivitet hæmmes, så det trækker længere ud med at få hjulene i gang igen.
Bankernes udlån er altså procyklisk, konjunktur-medløbende: Den forværrer både bobleoppustningen og den efterfølgende recession. Økonomien vil evigt svinge mellem disse to ekstremer. Denne fundamentale ustabilitet er en konsekvens af vores gældsbaserede pengesystem.
Tag magten fra bankerne
Men man kan indrette det anderledes. Bankerne kan fratages retten til at skabe samfundets betalingsmidler. De har aldrig fået den ved nogen demokratisk beslutning. Kontopenge er gradvist i de sidste 200 år kommet til at betyde meget mere end kontanter, som pressematerialet så rigtigt påpeger, og i takt hermed er pengeskabelsesmagten tilflydt bankerne, ubemærket af næsten alle.
Det behøver ikke være sådan. Enhver stat kan udstede sine egne penge, som professor i økonomi Richard A. Werner påpeger i ’New Paradigm in Macroeconomics’. Den kan gennem sin centralbank skrive beløb ind på relevante konti og derigennem uddele penge til landets husholdninger og virksomheder – eller lade private banker udlåne disse centralbankskabte penge.
Der er ingen grund til, at en stat opgiver sin monetære suverænitet og lægger den i lommen på et lille antal private virksomheder, bankerne, der kvitterer ved i deres kreditgivning (pengeskabelse) absolut intet hensyn at tage til samfundets interesser.
Folketinget kan ved ny lovgivning sikre, at Nationalbanken træder i karakter og styrer pengemængden igen – noget centralbanker har opgivet gennem de sidste årtier. Det er uværdigt for en moderne stat at lade sin centralbank servicere bankerne som bagstopper og figenblad, når de har udlånt hæmningsløst og skal have bagdelen dækket ind. Pengesystemet bør tjene husholdninger og virksomheder, dvs. den reale økonomi, og ikke en finanssektor, der i stigende grad er en belastning.
Et demokratisk pengesystem
Den engelske reformorganisation Positive Money foreslår, at alle borgere skal have to bankkonti til deres penge. Den første er en almindelig lønkonto, som står i centralbanken, men administreres af lokale, private banker. Pengene er 100 procent sikre, for krakker banken, tager en anden bare over: Pengene står jo i centralbanken.
Hvis en borger Hansen har penge til overs, fx 100.000 kroner fra en arv, kan han placere dem på sin investeringskonto, den anden kontotype. Disse penge kan banken udlåne til den rente, de nu kan få (og som Hansen og banken deler). Banken kan således kun udlåne allerede eksisterende penge, ikke skabe nye. Yder den tåbelige lån, krakker den, uanset hvor stor den er, og enhver uopmærksom Hansen mister sine 100.000 kroner. Satser banken på en højere fortjeneste, følger større risiko – ikke plads på et beskyttet værksted kaldet SIFI, ’systemisk vigtige finansielle institutioner’ – banker, der er for store til at krakke.
Imens overvåger en ny pengeskabelseskomite i Nationalbanken pengemængdens størrelse. Vurderer den, at der er behov for flere penge i økonomien, er det op til den demokratisk valgte regering at beslutte, hvordan de penge skal bringes ind i økonomien (skattelettelser, nedbringelse af statsgæld, borgerdividende e.l.).
Det er én model. Der er brug for mere viden. Her kunne Nationalbanken gå foran og igangsætte forskning i reformer og alternativer. Den kunne gribe om nældens rod og ikke vente på lappeløsninger fra Basel og ECB. Danmark er et oplagt laboratorium: et lille land med en oplyst befolkning og en overskuelig finanssektor.
Nationalbanken har med sin publikation fra kvartalsoversigten og Hugo Frey Jensens bekræftelse af bankernes pengeskabelse lindet på døren til finanssektorens dunkle maskinrum. Nu skal lyset ind, og maskineriet skal have en overhaling.
Artiklen her er gengivet første gang i Dagbladet Information, 2. december 2014.