Af Lone Landmand
Alligevel er der sjældent tale om kimen til livet, et overset fænomen, nærmest en selvfølge. Frø er her bare.
Men hvilke frø er det, vi har haft, hvilke har vi nu, og hvordan ser det ud med fremtidens frø?
For de fleste med interesse for jord er frø noget med farverige poser – eller små kuverter i politisk korrekt brun – der nærstuderes med en frydefuld fornemmelse om foråret. Det er små nøje udvalgte portioner og oftest med henblik på dyrkning af grøntsager eller urter.
De færreste tænker på, at mange frø er spiselige direkte, og at hovedparten af kalorierne til menneskeheden kommer fra frø – specielt fra korn, men også fra nødder og som nævnt grøntsager. Drikkevarer i form af øl og sodavand hidrører fra henholdsvis byg og sukkerroer, og de fleste fedtstoffer er planteolier, eller dyrefedt der er blevet til ved, at dyrene har spist korn. Hele paletten af animalske produkter som kød, æg og mælk er et resultat af fodring med planter, hvis oprindelse er frø, og til almindelig afstivning spiser vi store mængder hvede, ris og majs verden over.
Men hvad er det så for frø, vi har at gøre med, og er avl af det onde?
Mennesker har siden tidernes morgen – og det er efterhånden længe siden – udvalgt det, de syntes bedst om. Aks der gav flest muligt kerner, dyr der gav meget afkom, og planter med gode høstegenskaber. Man kan kalde det grådighed at ville have mest muligt ud af tingene, men for 10.000 år siden, da mennesker blev bofaste agerbrugere, var det snarere et spørgsmål om overlevelse end om egentlige økonomiske betragtninger, der som bekendt er vor tids drivkraft.
Og en anden væsentlig forskel på avlsarbejdet dengang og nu er, at udviklingen af frø i dag baserer sig på sorter, som er tæt knyttet til et massivt forbrug af menneskeskabt kemi – hvor især pesticiderne har ødelæggende effekt på såvel øvrigt planteliv, som dyr, ferske vandes liv, havmiljø og ikke mindst mennesker – hvis vi også skal bekymre os om os.
Så iveren efter at opnå mest muligt ved dyrkningen af jorden er blevet skadelig, og som sådan må avlsarbejdet med pesticidtolerante sorter også betragtes. Det gælder både de velkendte hybridfrø og GMO-udgaverne – nutidens frø er med andre ord kimen til den accelererende giftspredning over store dele af kloden.
Og udviklingen forstærkes af TTIP og fede tricks:
Det handler den kommende transatlantiske frihandelsaftale i daglig tale kaldet TTIP – Transatlantic Trade and Investment Partnership – blandt andet om.
Aftalen er en problematisk ting for os mennesker, men den store gevinst for industrien. Og netop på grund af sidstnævnte er den kommende handelsaftale ikke noget, man har lyst til at involvere folket i.
Meningen med en ny frihandelsaftale mellem USA og EU er at øge væksten og antallet af arbejdspladser. Der tales om milliarder i indtægter til både USA, EU og resten af verden.
Så er det, man tænker, hvordan disse rundt regnet 300 milliarder ekstra euro skal opstå ud af det blå, medmindre man kan få befolkningerne verden over til at øge deres forbrug og købe industrielle produkter i en lykkerus af tilsvarende værdi?
For uanset hvordan man vender og drejer det, uanset hvilke revisionsfirmaer, analyseinstitutter og forskningsinstanser der regner de kommende fordele for væksten ud, laver rapporterne, diagrammerne, powerpointshows og pindemadder, så produceres kun de varer, som folk køber.
Får man folk til at spise mere industrielt kød, skal der dyrkes mere korn og majs, sprøjtes mere gift ud, transporteres mere foder, slagtes flere dyr, sejles flere containere, opsættes flere meter kølediske i supermarkederne, indlægges flere med hjertekarsygdomme, demens og kræft, udskrives mere medicin, sælges flere bårebuketter og så videre.
Med en øget vækst kan vi få råd til mere velfærd. Det ord bruges ofte, for det kan vi godt lide, ikke mindst fordi det lyder langt bedre end flere sygehuspladser, flere patienter og mere medicin.
Får man folk til at hidse sig mere op og gå i krig, skal der bygges flere kanoner, nye kampfly, styresystemer til missiler samt andet grej, og så er der hele følgeindustrien med afvisning af krigsflygtninge, som giver vækst indenfor sikkerhedsbranchen, overvågningsindustrien og de overnationale grænsepatruljer.
Med en øget vækst ude i hjemmene – mere dyr elektronik og andre højværdivarer – bliver vi mere bange for dem, der ikke har, og dermed bliver vi mere villige til at gøre mere for at holde dem væk.
Man kan blive ved – det er os, der skal købe varerne for at øge væksten. Kun mennesker på denne klode har en økonomisk formåen.
Det er som en slange, der mættes af at spise sin egen hale, og systemet virker i høj grad, fordi den finansielle sektor kan skabe pc-penge uden dækning i virkeligheden.
Den nye frihandelsaftale har som formål at fjerne hindringer for udvekslingen af varer. Det handler om told, men det er en biting.
Det handler mest af alt om det, man kalder tekniske handelshindringer. Om forskelle i godkendelsesprocedurer, regler, forbud, standarder, støtteordninger, mærkningsordninger m.m. landene imellem. Målet er at harmonisere de europæiske og amerikanske systemer. Få dem til at stemme overens.
Visionen om enighed rummer alt fra gensplejsede organismer, medicinske produkter, landbrugsprodukter og fødevarer, CO2-udledning, kemiske og giftige stoffer, arbejdsmiljø, finansielle produkter, offentlige indkøb, elektronisk handel, databeskyttelse til intellektuelle rettigheder m.m.
Alt, må være det rigtige ord.
En ganske central ting i aftalen er, at virksomheder fremover skal inddrages mere i de lovformulerende processer.
Det er sådant set allerede nu et fremskredent problem i dette land. Som eksempel kan nævnes lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer, der for øjeblikket forsøger at modarbejde de nye lempelige regler for små producenter af bl.a. fjerkræ og æg.
Også her kan man blive ved – politiske processer er i bekymrende grad påvirket af erhvervslivet på bekostning af et overordnet samfundssyn, ligeså er resultaterne, altså den førte politik.
Ønsker vi mennesker, at den kemiske industri bliver partner i forhandlinger om indførsel af GMO-afgrøder i Danmark? At medicinal/levnedsmiddel-industrien deltager i udarbejdelsen af regler for mærkning af fødevarer med dertil hørende forbrug af fedme- og diabetesmedicin?
Og så er der endnu en dårligt tilvirket planke i den bundløse skude; endnu en forkortelse for at forvirre folket – ISDS – investor-state dispute settlement.
Bogstaverne dækker over en privat domstol med privat betalte dommere.
Systemet er en del af TTIP-pakken, og vedtages den, betyder det, at private virksomheder får yderligere adgang til at sagsøge stater og regeringer, hvis nationale love lægger hindringer i vejen for virksomheders indtjening. Gigantiske summer som kompensation for tabt fortjeneste vil ramme lande – og dermed os borgere – der lovgiver restriktivt i forbindelse med eksempelvis miljøgifte.
ISDS er en overnational domstol uden appelret men med dommere fra erhvervslivet. Økonomismens endelige
triumf, men en ægte loose-loose-situation for natur, miljø, dyr, menneskerettigheder og samfundsstrukturen som sådan.
Det er godt med dig – tænker du måske – male det onde selv frem før tid. Intet er besluttet, og måske bliver den frihandelsaftale ikke til noget.
Og ja – du har ret så. Måske nytter den ihærdige indsats som græsrodsforeninger, miljø- og forbrugerforeninger m.fl. yder for at standse dødsspiralen. Senest har FN forlangt TTIP-forhandlingerne suspenderet med henvisning til krænkelse af menneskerettigheder og anskudt demokrati.
Men påvirkningen fra internationale virksomheders lobbyister er langt mere organiseret og finansieret, så udsigterne er bekymrende.
Den nye frihandelsaftale betyder allerede nu noget for os. Underskrevet eller ej har den indflydelse på din og min dagligdag f.eks. når det drejer sig om hormonforstyrrende stoffer.
Tilbage i 2009 – og det var ikke et sekund for tidligt – vedtog EU’s Ministerråd og Europa-Parlamentet en lov om, at hormonforstyrrende stoffer i pesticider kun kan tillades, hvis det er bevist, at de ikke er skadelige for mennesker, dyr og miljø.
Sådan et såkaldt forsigtighedsprincip er i klar modstrid med den amerikanske tilgang, hvor nye stoffer skal gennem en risikovurdering, der kan ende med afvisning eller med accept af eksponering af mennesker op til en vis grænse.
Med andre ord – lidt gift kan godt gå an, hvis en umiddelbar skadevirkning fra enkeltstående giftstoffer ikke kan dokumenteres. De komplekse og uregerlige kemiske reaktioner, som finder sted, når forskellige sprøjtegifte fra f.eks. kartofler, gmo-foder via flæsk og svampemidler i persillen blandes i den danske nationalmave, kan ikke håndteres videnskabeligt, så den slags kombinationseffekter ser man bort fra.
Men hvem spiser også et sammensat måltid?
I de forgangne år har de amerikanske og de europæiske pesticidproducenters organisationer vedholdende påvirket EU-kommissionens planlagte regulering af hormonforstyrrende stoffer – med henvisning til at den planlagte restriktive lovgivning vil skabe lige netop den type lovgivningsmæssige barriere, som en mulig frihandelsaftale mellem USA og EU skal designes til at forhindre.
Og det virker, den slags.
Det lykkedes at snigløbe EU-kommissionens miljødirektorat og få ”sundhedsafdelingen” EFSA (forkortelse for vores fødevaresikkerhedsstyrke i EU) på banen med modstridende kriterier og vurderinger af hormonforstyrrende stoffer.
Som med så mange andre sygdomsfremkaldende påvirkninger relateret til stor økonomisk gevinst er vinderkortet splid. Modsatrettede ekspertudtalelser og divergerende forskningsresultater – så kan ingen ansvarlige beslutte noget. Heller ikke i denne sag og derfor får du og jeg samt vores omgivelser konstant dosis af hormonforstyrrende stoffer en rum tid fremover.
Hvis vi ikke selv gør noget. Hvis vi ikke selv afholder os fra at købe produkter, som er opstået med brug af bl.a. sprøjtegifte.
Danmark er et af de mest velhavende lande i verden, og vi er en af de mest sygdomsramte befolkninger i verden. Vores fødevarer er billige, så vi har råd til ferier, tasker, mange par sko, diller-daller og I-det-ene-I-det-andet.
Der er brug for forandringer – for at passe på vores frøarv og for at passe på livet som sådan.
De helt nødvendige forandringer må komme fra os.
De kommer ikke ovenfra i systemet, fordi massive økonomiske interesser vejer tungere end ordentlighed. Der er ubegribelige summer at tjene på sygdom, uanset om det er plantesygdomme, husdyrsygdomme eller sygdomme blandt mennesker.
Det deprimerende er, at det virker som om, elendighederne buldrer derudaf – patenter på tomater, genmanipulering af vores frø og gift som en selvfølgelig del af fødevarerne.
Det opmuntrende er, at der kun bliver produceret det, vi vil købe.
Vi er de mange, vi spiser maden – i maden er magten!
Al magt til maden og til os
fra Lone
Og kys frøet!