Danmark har gennem generationer været et landbrugsland, og selv om landbruget i dag ikke fylder så meget hverken økonomisk eller beskæftigelsesmæssigt, er vi påvirket af vores landbrugsmæssige kultur, og de værdier, dette har bragt med sig.
Vi taler med stolthed om vores landbrugsmæssige baggrund, om andelsbevægelsen og højskolebevægelsen, som sidst i 1800-tallet blomstrede og højnede såvel uddannelse som produktion og afsætning. Siden har andelsbevægelsen været katalysator i industrialiseringen af dansk landbrug og udvikling af fødevareindustrien.
Landbrugsbedrifterne var efter jordreformerne i 1800-tallet fortrinsvist familieejet, og gårdene var omdrejningspunktet for livet udenfor byerne og landets hovederhverv.
Sådan er det ikke længere. På trods af, at vi i dag har en større produktion i landbruget end nogensinde før, er der færre ansatte i landbruget, og i forhold til BNP, udgør landbruget en stadig mindre del af landets samlede indtægter. Ifølge økonomiprofessor Niels Kærgård: ”er landbruget i dag økonomisk set et erhverv med en vis, men ikke afgørende betydning for dansk økonomi og beskæftigelse; heller ikke for beskæftigelsen i Udkantsdanmark spiller landbruget nogen afgørende rolle.”
Landbrugsarealet udgør ca. 62 procent af Danmarks samlede areal, hvilket gør Danmark til Europas mest opdyrkede land. 4/5 af Danmarks opdyrkede areal bliver brugt til at dyrke foder til dyr, særligt svin og malkekvæg. Godt 10 procent af det samlede areal dyrkes økologisk.
Generationsskifte i landbruget
Det skønnes, at op til halvdelen af de danske landbrugsejendomme i dag ejes af ældre landmænd, som indenfor de kommende 10 år er klar til at sælge deres landbrug for at komme ud af erhvervet og lade sig pensionere. Unge landmænd, som ønsker at blive selvstændige, har dog vanskeligt ved at fremskaffe den nødvendige kapital til at overtage et eksisterende landbrug – banker og realkreditinstitutter er meget tilbageholdende. Skulle muligheden for at fremskaffe kapital være til stede, mødes den nye ejer af krav om større afkast af bedriften, idet gælden efter overtagelsen oftest er langt større, end det var tilfældet for den tidligere ejer. Derfor må den unge landmand foretage investeringer i større og mere effektiv produktion, hvilket igen giver forøget gældsbyrde.
Dette krav til afkast gør det ofte umuligt for en ung landmand at blive selvstændig, og derfor sælges landbrugsejendommene ofte til ejeren af et nabolandbrug, som sammenlægger de to bedrifter. Resultatet er færre landbrugsbedrifter, og de tilbageværende gårde bliver stadig større med mulighed for udvidelse af den animalske produktion. Skiftende regeringer har gentagne gange gennemført liberalisering af landbrugsloven, som gør sammenlægning af landbrug mulig.
I de senere år er det også set, at kapitalfonde, som oftest er udenlandsk ejet, opkøber danske landbrugsejendomme. Den lave rente gør landbruget til et interessant investeringsobjekt, og kapitalfonde har allerede opkøbt arealer, der tilsammen er på mere end Bornholm’s størrelse.
Dansk landbrug er således i stigende omfang præget af få, effektive og højteknologiske bedrifter, der i mange tilfælde nærmest kan sammenlignes med industrivirksomheder. Problemerne i industrilandbruget er den ensidige fokus på vækst, effektivisering og en overudnyttelse af naturressourcer, hvilket resulterer i, at jorden udpines, at havene belastes af udledte næringsstoffer, at vores drikkevand bliver fyldt med pesticider, en massiv klimabelastning og alt for lidt plads til naturen.
Landbrugets klimabelastning
Dermed er vi inde på et andet og ikke mindre problematisk forhold for dansk landbrug – nemlig den stigende kritik for manglende hensyn til klima og miljø samt dyrevelfærd, som er tiltaget over de senere år. Landbruget står for en stadig større del af Danmarks samlede udslip af drivhusgasser til atmosfæren, og er efter de sidste opgørelser på 22,4 procent af landets samlede udledning. Tilbage i 2008 stod landbruget for 15,6 procent. Hovedparten af udledningen skyldes den intensive husdyrproduktion.
En løsningsmodel for de problemer, der ligger i landbruget med hensyn til sammenlægning af bedrifter og klimabelastningen, kan måske findes i andelsbevægelsen, som tidligere har været en redning for dansk landbrug.
Først og fremmest bør der politisk sættes en prop i hullet for nedlægning af eksisterende landbrugsbedrifter, og udstedelse af tilladelser til udvidelse af animalsk produktion. Udviklingen med nedlæggelse af bedrifter bør stoppes hurtigst mulig, og det samme bør ske med stigningen i den industrielle husdyrproduktion. Dernæst bør der vurderes, hvordan de største landbrugsbedrifter med hensyn til såvel areal som animalsk produktion kan reduceres. Det tager tid og skal gøres med omtanke, idet nuværende ejere har foretaget investeringerne i henhold til gældende lovgivning.
Andelslandbrug
De mange og ofte mindre landbrugsejendomme, som over de kommende år forventes at skulle afhændes, kan overtages af ny ejer i form af andelsselskaber. Kravet til disse selskaber skal være, at produktionen hovedsageligt skal bestå af plantebaserede fødevarer, en minimal animalsk produktion og en driftsform på økologisk og bæredygtig basis.
Modellen er allerede i anvendelse flere steder i landet – se f.eks. www.andelsgaarde.dk, og www.blakgaarden.dk. Ideen er, at der omkring den enkelte landbrugsbedrift etableres en gruppe af interessenter, som gennem medlemskabet knytter sig til landbruget og eventuelt aftager varer, som produceres. De lægger også en vis arbejdskraft i produktionen, men ellers drives landbruget af en ansat driftsleder.
På samme måde som alle andre landbrugsbedrifter, modtager andelsgårde tilskud fra EU. I de nuværende forhandlinger med landbruget om reducering af drivhusgasser, tales der om regulering af EU tilskud i forhold til klima og miljø. En sådan regulering vil komme andelsgårdene til gavn i form af deres bæredygtige driftsform, og presse de store industrilandbrug i en bæredygtig retning.
For at fremme udviklingen med andelsejede landbrug og minimere afhængighed af banker og realkreditinstitutter, kunne en statsejet jordbrugsfond indgå, ligesom der bør skabes en finansieringsform gennem pensionskasser og private pensionsopsparinger.
Andelspenge
En interessant videreudvikling af et andelslandbrug kunne være oprettelse af en lokalvaluta omkring bedriften for at udveksle arbejdskraft, der lægges i landbruget til varer, der købes fra produktionen. Den tanke blev faktisk praktiseret af JAK tilbage først i 30’erne, hvor der blev oprettet lokalvaluta i form af JAK andelspenge i forbindelse med en række andelsmejerier. Der blev dog i 1933 sat en stopper for andelspengene i form af en lov, der forbød andre end Danmarks Nationalbank at udstede landets betalingsmidler. Denne lov er stadig gældende, men den fortolkes alene som udstedelse af penge i form af sedler og mønt – elektroniske penge er ikke omfattet, og vil derfor være en anvendelig mulighed for drift af økonomi omkring et andelslandbrug.
