Endnu en finger til systemet

Ikke alle, der har stemt på Trump, har reelt stemt på Trump. De har ikke engang stemt republikansk. De har stemt imod. Imod systemet. Imod Washington. Imod the establishment. Imod det kendte system.

Ligesom Bernie Sanders fik enorm opbakning, har Trump fået det, fordi de begge (omend forskelligt) vil ændre grundlæggende ting.

Hillary var status quo. Ikke rebelsk nok til de unge. Ikke sort nok til de sorte. Ikke grøn nok til økologerne og de innovativt tænkende. Ikke street nok til at gå imod de 1 %, storkapitalen og bankerne. Ikke social nok til de udstødte i udkants USA. Ikke peacenik til at gå imod hele krigsindustrien. Hun var tilsyneladende ikke engang kvinde nok til kvinderne. Hun var selve systemet, som vi kender det.

Og systemet har spillet fallit. Det neo-liberalistiske verdensbillede med al magt til det såkaldte frie marked og konkurrencestater uden ånd og mening i jagt på vækst har spillet fallit. Det viser økonomien. Miljøet. Arbejdsløshedsstatistikkerne. Kriserne inden for sundheds- og uddannelsessystemerne. Det viser seneste valg i DK. Det viser Brexit. Det viser valget i USA.

Systemets fallit har givet en karaktér som Trump en mulighed. Desværre.

Men systemets fallit er også en mulighed for en anden revolution: den venlige, den grønne, den empatiske revolution – hvor fællesskabet bærer den sociale og miljømæssige bundlinje frem på linje med den økonomiske; hvor vi satser massivt grønt på alle tænkelige parametre; hvor den sociale sammenhængskraft prioriteres; hvor bankers muligheder for fatale spekulationer formindskes; hvor finansielle transaktioner beskattes; hvor iværksætteri styrkes.

Trump vandt. Ikke så meget over Hillary. Men over det nuværende system, der svigter miljø, dyr og så mange mennesker. Bernie Sanders kunne have gjort det samme, bilder jeg mig ind. Og der er jo mere end én verden til forskel, hvis han havde stået i dag, hvor Trump står. Desværre.

Træd op frem for at blive liggende. Organisér i stedet for at fortvivle. Ræk ud, tal, del, byg – vær en del af samskabelsen af dét alternativ, som verden kalder så kraftigt på.