Mad vs. Fødevarer – et opgør med den beskyttende atmosfære
Boganmeldelse af Jakob Mikkelsen
Lone Vitus alias Lone Landmand er godt selskab. Hun er en god fortæller med magt over sproget. I et jævnt og præcist sprog fortæller hun om store faglige problemstillinger inden for fødevareområdet, så vi alle kan være med. Og fortæller er netop det rigtige ord. Hun kan sit stof, hvilket er årsagen til min overskrift: En helt nødvendig bog! For forfatteren har det for mig at se været ganske nødvendigt at skrive denne bog, fordi hun var i stand til det og har den nødvendige viden (K. E. Løgstrup: den etiske fordring: når man kan, så skal man!). – og en helt nødvendig bog, fordi der nu må gøres noget. Er du ikke parat til at gøre din del – eller bare lidt, skal du ikke læse bogen, altså medmindre du vil slå hele bogens indhold hen som elitært feinschmeckerei for de rige og de frelste, som jeg har set det gjort.
Mad vs. fødevarer er en bog om alt det, vi ikke ønsker at vide! Det er en bog om, hvad der sker, når man lader økonomien være en næsten religiøs værdimåler. I JAK taler vi om ”menneskelig og økonomisk frigørelse”. Det er i bund og grund, hvad denne bog handler om. Fra ende til anden optrevles en lang række eksempler på, hvad der sker, når man gør det, der er økonomi i, i stedet for hvad der er godt landmandskab.
Bogen handler om den fremmedgørelse, vi er endt i, ved at vi ikke aner noget om fødevarernes tilblivelse. Vi kan få næsten alt i farvestrålende emballage påtrykt romantiserende billeder, der bekræfter vort ønske om god mad. For eks. Arlas: tættere på naturen, om mælk, der kommer fra køer, der aldrig kommer på græs, og som lever et liv på betonspalter og får serveret majsensilage, korn og soja i stedet for græs. Det er da ikke tæt på naturen overhovedet. Men det er det, vi ønsker at tro, og derfor køber vi emballagens og reklamernes budskab om romantik og harmoni, mens vi putter mere eller mindre forarbejdede fødevarer ned i indkøbsvognen, inden vi skal hjem og lave mad. Men fødevarer bliver ikke til lødig mad, bare fordi vi giver det en tur på panden eller i ovnen. Mad laves af lødige råvarer – eller som Lone Vitus siger det: Mad er resultatet af anstændige råvarer modsat fødevarer, der er produkter, der er blevet til på basis af menneskeskabt kemi!
Lone Vitus gennemgår fra ende til anden de forskellige produktionsområder i vores fødevareindustri, forklarer, hvordan det foregår, og hvad alternativerne kan være.
Jeg kunne fortsætte med at remse de enkelte emner op, men det bliver vi bare alle i dårligere humør af, og vi mister troen på fremtiden. Efterhånden som jeg kom frem i bogens afsnit om bl.a. foie gras, the med direkte besprøjtning, light produkter, manglende deklarationer af indhold i maden, dagligvarehandelens rolle osv., blev jeg faktisk mere og mere trist, og da forfatteren opremser sin mangel på tillid til systemets evne til at handle selvstændigt og ikke danse efter de store firmaers og organisationers pibe, blev jeg næsten ked af det. Dog blev jeg reddet på falderebet af forfatteren, da hun slutter af med nogle simple råd til, hvordan vi kan ændre systemet nedefra og et dejligt afsnit om sin egen historie og om at gøre op med det, som hun finder forkert. Der er ting, vi kan gøre. Vi kan begynde at tage stilling! Og nej, det er ikke kun noget for de frelste, den økonomiske overklasse, økoflippere m.fl. at bidrage til ændringerne. Det kan vi alle! Det er nemlig ikke et enten eller! Vi kan købe mindre forarbejdede produkter og gå et trin tættere producenten. Ikke alle kan køre ud på landet og købe en halv gris eller en sæk biodynamiske gulerødder. Men vi kan alle gøre det bare lidt bedre, og første skridt på vejen er at læse denne bog! Så kan du handle på et oplyst grundlag.
Hvad så med lødigheden af stoffet?
Holder bogens fakta? Ja, jeg er ikke stødt på noget i bogens faglige indhold, hvor jeg har kunnet anfægte de fremførte påstande, hvilket jeg i øvrigt heller ikke har kunnet konstatere andre gøre. Der har været en del helt forventelig modstand fra det konventionelle landbrugs side, men ingen tilbagevisning af fakta. Lone Vitus har den nødvendige faglige indsigt samt en forholdsvis sjælden evne til at erkende nødvendigheden af at handle på sin viden. Der er ingen tvivl om, at det er opskriften på et rigt liv – omend det ikke er en rigdom, der måles i guld og sølv.
Og så er vi tilbage ved nødvendigheden: Du må nødvendigvis læse denne bog, så du ved, hvad din mad gør ved dig. Bogen er som sagt let læst, da den er holdt i et ligefremt sprog uden mere end ganske nødvendige fagtermer, og den er forbavsende billig.
Og så lige for, at der ikke skal herske tvivl: Denne bog er ikke skrevet mod nogen. Den er skrevet for nogen. Bogen er skrevet til dig, så du kan blive herre i eget køkken, og for at du kan passe på dig selv. Og skulle du ønske at fordybe dig yderligere, er der bagest i bogen hele 13 sider med kilder!
Tak til Lone Vitus for at have skrevet denne helt nødvendige bog!
Lone Vitus:
Mad vs. Fødevarer
Det Flydende Forlag
180 sider, Pris 159 kr