Af Uffe Madsen
JAK’s praktiske omdrejningspunkt i Nordjylland sker med base i den lille by Østervraa, som ligger midt i Vendsyssel – mellem Frederikshavn og Løkken i øst og vest, samt Skagen og Aalborg i nord og syd. I denne velfungerende by med 1300 indbyggere og med tilhørende forretninger, idrætshal, kulturhus og institutioner for børn og ældre, er JAK Andelskassen Østervraa i dag eneste pengeinstitut. De øvrige institutter, som tidligere har betjent den lokale befolkning, har lukket deres filialer. Måske har de indset, at de ikke kan konkurrere med andelskassen?
JAK Andelskassen blev oprettet i 1981 og med baggrund i en god og stabil medlemskreds samt effektiv ledelse, var der en god udvikling, som gjorde den i stand til senere at overtage JAK andelskasserne i Hjørring og Sæby. JAK Andelskassen Østervraa er i dag den eneste tilbageværende JAK Andelskasse, og det kan ene og alene takkes de seje vendelboer, der på trods af stigende krav fra myndighederne vil bibeholde deres eget pengeinstitut.
Igennem hele dette forløb er der naturligvis nogle mennesker, som rager lidt mere op end andre, og blandt dem er Egon Carlsen, som fra starten var bestyrelsesformand for andelskassen. Egon overlod for en del år siden formandsstolen til sønnen Tonni.
Og hvem er så denne Egon Carlsen, som i øvrigt fyldte 90 år for et par måneder siden?
Egon voksede op som den yngste blandt 11 søskende på et husmandssted i Taars tæt på Østervraa. Moren døde som 44-årig under fødslen af det 13. barn, da Egon var 4 år gammel. Efter morens død overtog et par ældre søstre pasningen af hjemmet. Skolegangen var som for datidens landbobørn syv år, derefter var det ud at tjene, hvad Egon kom som 14-årig. Med denne baggrund lå det ikke lige frem i kortene, at han skulle blive en driftig handelsmand
JAK Andelskassen Østervraa er i dag den eneste tilbageværende
JAK Andelskasse, og det kan ene og alene takkes de seje vendelboer, der
på trods af stigende krav fra myndighederne vil bibeholde deres eget
pengeinstitut.
Vel var hjemmet fattigt, men det var også socialt engageret med forbindelser til samfundskritikere, som forfatterne Johan Skjoldborg og Jeppe Aakjær, og det var medvirkende til at åbne Egon’s indstilling og sindelag for nye tanker. I lighed med en del af hans søskende, knyttede han sig til trossamfundet Adventisterne, hvilket har præget ham hele hans liv.
Det med beskæftigelse ved landbruget varede ikke ved. Som han selv forklarer det: ”For meget arbejde og for lidt i løn”. Efter krigens afslutning var der mangel på mange basale fornødenheder, herunder kul til opvarmning, og sammen med en bror etablerede han i 1946 en tørvefabri-kation. Det var ikke forbundet med mindre arbejde end i landbruget, men indtjeningen var større. Med den samme bror lavede han også andre forretninger med køb og salg af mange forskellige varer.
Sidst i 40’erne blev Egon tilbudt at overtage varelageret fra et børstenbinderi, og det blev starten på en livslang aktivitet med salg af først koste og børster, og senere udvidet med rengøringsartikler og andre varer, som han kunne medbringe på de daglige køreture med varebilen rundt i hele Vendsyssel. Kunderne var landbrug, forretninger og erhvervsvirksomheder, som gennem årene lærte Egon Carlsen at kende som en meget behagelig og ærlig mand.
Ved siden af forretningen var der også et privatliv. Tilbage i 1947 kommer Egon på et halvt års højskoleophold på Vejlefjord, som blev drevet af Adventisterne. Her møder han den 5 år yngre Solvej, som er af tysk afstamning. I lighed med mange andre tyske familier i årene efter krigens afslutning, kom Solvej sammen med sin familie fra Hamborg til Danmark i 1946, og da hendes familie også var medlem af Adventistsamfundet, blev et ophold på Vejlefjord en del af den 16 årige Solvejs integration i det danske samfund. Hendes morfar var dansk, og derfor var det også naturligt for familien at søge til Danmark, hvor der var slægtninge, som de kunne støtte sig til.
Egon og Solvej får hurtigt øje på hinanden på skolen, men på den tid var der skarp adskillelse mellem kønnene på højskolen, så de måtte gå lidt stille med dørene. De to unge menneskers interesse for hinanden holdt gennem skoleopholdet, og i 1951 bliver de gift og bosætter sig i Sæsing, hvor de købte et hus. Et par år senere kommer Tonni til som deres eneste barn.
Midt i 60’erne kommer husmandsstedet i Taars, som er Egons fødehjem, til salg, og det bliver så familiens fremtidige bopæl og er stadig i familiens eje, idet sønnen nu bor på ejendommen og Egon og Solvej har et dejligt hus i Taars.
Samtidig med købet af fødehjemmet kommer Egon ud for en automobilulykke, hvor han pådrager sig en svær ryglidelse, der lige siden har påvirket hans helbred. Det har medført nogle blodpropper, og han har siden være tvunget til daglig indtagelse af forebyggende medicin.
Sidst i 70’erne trapper Egon ned med handelsaktiviteterne, og der bliver mere tid til bl.a. JAK og kirken. I JAK er han med til at starte andelskassen i Østervraa og er dens formand i en årrække. Derudover er han i en del år medlem af Folkesparekassens repræsentantskab og af JAK Bladets redaktionsudvalg. Endelig er han også i 1990 med til at stifte JAK Fonden, og sidder med i fondsbestyrelsen indtil posten i 2004 går videre til hans søn.
Jeg har kendt Egon Carlsen siden 1983 og har haft et tæt samarbejde med ham i såvel Folkesparekassen som i bladets redaktionsudvalg og JAK Fonden. Gennem disse mange år har jeg sat overordentlig stor pris på ham og hans ærlige og ligefremme væremåde. Ved udarbejdelsen af denne artikel aflagde jeg Egon og Solvej besøg i deres hus i Taars, hvor de stadig bor og passer det med stor omhu både indvendig og udvendig.
Egons ærlighed og medmenneskelige livssyn er bl.a. kommet til udtryk i hans omgang med de mennesker, som han gennem årene har handlet med og kommet tæt på, og hvor han også har fungeret som sjælesørger i forbindelse med sygdom og dødsfald. Under min samtale med Egon nævnte han flere gange, at en af de centrale ledetråde i tilværelsen for ham har været: ”Du skal behandle din næste på samme måde, som du selv ønsker at blive behandlet!”
Jeg er helt sikker på, at mange af de mennesker i Vendsyssel, som Egon gennem sin handelsvirksomhed har været tæt på, vil kunne bekræfte, at han fuldt ud har levet op til denne ledetråd.