Tag et øjeblik til at overveje, hvad du egentligt deler, når du benytter en af de populære deleøkonomiske tjenester som Gomore eller Airbnb? Du deler et værelse eller en bil, vil du sige – men er sandheden ikke blot, at Airbnb er en anden måde at leje sit hus ud på, og at Gomore blot er en taxatjeneste, der både er billig, og hvis bedste salgsargument er den autentiske oplevelse af at tomle med den samme sikkerhed som at køre sin egen bil? Der er ikke noget galt med tjenesterne, eller de millioner af mennesker der efterhånden benytter dem, men vi bør altid spørge os selv, hvad det egentligt er, vi køber. I artiklen her vil jeg undersøge, om deleøkonomien er så frigørende og anderledes, som den bliver udlagt, eller om det blot er et udtryk for en ”skat” på formidling af kontakter mellem mennesker.
I de senere år er begrebet deleøkonomi blevet et hot emne, og både politikere og økonomer snakker varmt om det nye fænomen. Vi bruger tjenester som Gomore og Airbnb i stor stil, men er det et reelt deleøkonomisk tiltag at tjene penge på at leje sin lejlighed ud til andre, eller at have en ekstra person med i bilen?
Jeg vil i det følgende give mit bud på, hvad deleøkonomi burde og kunne være, for det er i min optik misforstået at kalde Airbnb for deleøkonomi. I stedet mener jeg blot, det er et udtryk for en udnyttelse af internettets og de sociale mediers mulighed for at få folk til at mødes, og selvom Airbnb er smart, nemt, billigt og giver køberen af ydelsen en autentisk oplevelse af det sted, de besøger – er det ikke deleøkonomi.
Hvad betyder begrebet?
For at forstå hvad deleøkonomi egentligt er, eller rettere sagt kan være, vil jeg tage mit afsæt i begrebet økonomi. Økonomi består af de to begreber Oikos og Nomos, der kan oversættes til husholdning og at styre. Økonomi handler altså om at holde styr på en husholdning eller en enhed og ikke nødvendigvis om udveksling af penge. Deleøkonomi antyder, at et fællesskab deles om husholdningen eller elementer i denne. Definitionen af deleøkonomi, på baggrund af de oprindelige begreber som her, er derved markant anderledes end den kapitaliserede deleøkonomi, vi ser i dag med fx Gomore og Airbnb. Det er klart, at begge tjenesters kerneydelse er at dele enten sit hus eller sin bil med andre, men eftersom hele konceptet er stærkt kapitaliseret afviger det fra ordets egentlige betydning. Et andet argument for ikke at kalde de kapitaliserede ”deleøkonomiske” tjenester for deleøkonomi er de gebyrer, der tages for hver udlejning. Airbnb’s formål er derved ikke at få folk til at dele deres lejlighed med hinanden for derved at skabe en merværdi for begge parter. Det er til gengæld at tjene penge på at stille en platform til rådighed. Skulle en lejlighedsdeling eller samkørselsordning være reel deleøkonomi burde profitten på platformen altså tages ud af regnestykket, og kapitaliseringen af tjenesteydelserne burde holdes til et minimum.
Der findes flere forskellige deleøkonomiske koncepter, der virker. Forskellige timeshare koncepter, hvor to mennesker fx køber en bil sammen og derved deles om udgifter og rettigheder til bilen. Her er der ikke en økonomisk indtjening, men begge får en økonomisk gevinst i form af adgangen til en bil inden for husholdningsbudgettets rammer. Deleøkonomi handler derved mere om at deles om goder i en form for fælleseje, end om at sælge adgangen til goder man selv ejer. Det kan være, at man bytter hus, som medlemmer af foreningen Servas har gjort i mange år, eller det kan være, at man skaber et fællesskab omkring havedyrkning eller deler sine redskaber i en fælles pulje på villavejen.
Jeg vil derfor opfordre alle til lige at stoppe op og overveje, hvor pengene strømmer hen næste gang i bruger en deleøkonomisk tjeneste, køber ind i et supermarked, eller handler hos den lokale bonde. Overvej hvem der mon har mest gavn af jeres køb, hvem der tjener pengene på det, og træf det valg I finder rigtigst.