Jeg oplever i de senere år en større og større trang til at skrive en nekrolog omkring vores landbrugsjord, når jeg ser, hvordan vi behandler den.
Da jeg var barn, og naboerne begyndte at køre i marken i det tidlige forår, og jeg som lille knægt omgående tænkte, nu skal vi da i gang, havde jeg en gammel landmand, der tog mig med ud i marken, og stak mig en håndfuld jord og spurgte mig, om jeg mente den var ”tjenlig”. Med det mente han, om den var klar til at blive kørt på, pløjet/harvet og sået. Hvad var me- ningen med dette? Jo han ville have mig til at forstå, at jorden er levende, og vi skal behandle den ordentligt, når den er klar til det, når den er tør og varm, når jordens mikroorganismer er vågnet op efter vinteren.
Det betyder i praksis, at vi arbejder sammen med jorden, og ser den som en partner vi skal behandle ordentligt, når den er klar til det. Vi skal bruge den time, det tager at gå ud og kigge på jorden, og vurdere om den er klar, og så skal vi harve/så/køre gylle, når den er klar til det.
Gyllekørslen starter i dag for mange landmænd, når beholderen er fuld, uanset om jorden er tør/ varm eller på anden måde i stand til at håndtere den næring, der bliver kørt ud på den.
Har vi glemt, at når vi kører gyllen ud, er der bakterier og svampe i jorden, der skal hjælpe os med at omsætte/binde gyllen, så planterne kan optage næringsstofferne via deres rodvæske?
Når vi behandler jorden for at få et såbed, så er det for at sikre, at det frø, vi planter i jorden, har de bedst mulige betingelser for at komme til at vokse og gro og sikre os vores kommende udbytte. Det vil sige, det skal ligge i den rette dybde med den rette kontakt til jorden, og gerne på en bund der sikrer en god kontakt til jorden, så der er rig adgang til vand og næring.
I disse dage er de fleste danske landmænd ved at gå i en mild form for panik, da metrologerne er begyndt at snakke om 10 grader og forår. De har travlt med at planlægge, hvordan vi skal nå at få al gyllen kørt ud og pløjet (dem der gør det) og sået, og nogle er allerede i gang. Når man så spørger dem, hvorfor de er startet inden jorden er klar, lyder svaret ofte, ellers kan vi ikke nå det? Fordi vi har så travlt, at vi bare skal i gang.
Har vi glemt, at når vi kører gyllen ud, er der bakterier og svampe i jorden, der skal hjælpe os med at omsætte/binde gyllen, så planterne kan optage næringsstofferne via deres rodvæske?
Er dette svar så et udtryk for, at vi har mekaniseret landbruget helt forkert, eller vi ikke tillægger rettidighed andre betydninger end korrekt sprøjtetidspunkt? Og på en måde kan jeg godt forstå dem, da det ofte er mange hektar, der skal behandles med få folk, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at det er rigtigt, men mere et udtryk for, at vi ser jorden som et vækstsubstral, der kan behandles, som vi vil, og så kompenserer vi efterfølgende med gødning, sprøjtning eller brok over, at marken ikke yder det den skal.
Vi ser, at maskinerne bliver større og større for hvert år, og traktorerne bliver uforholdsmæssig større og tungere og skal have bælter mm for at kunne trække maskinerne. I gamle dage (1998-2001) vurderede man normalt, at en traktor skulle have 20 hk/plovfure for at kunne pløje i Danmark. I dag ser vi ofte 200-250 hk til en 6-7 furet plov for at pløje i 20 cm, er dette så et tegn på, at hestene er blevet mindre, eller at jorden er blevet tungere at arbejde med? Et af tegnene på dette har vi kunnet se de seneste uger, hvor der på pløjede marker står vand, ikke kun i lavningerne men også på højere områder. Ofte er reaktionen, det er drænene, der ikke virker, men hvis man tager sin spade og graver blot 25 cm ned, vil man ofte opleve, at der er tørt i bunden af hullet. Det er jorden, der er klappet sammen og derved lukker af for vandet. De fleste landmænd opdager desværre ikke dette, da de ikke når ud i marken med spaden for at se, hvad der er galt, de venter til efteråret, og så grubbes marken kraftigt i det våde område, uden egentligt at have konstateret hvad problemet var.
Ofte ser vi jordprøver med under 2 % humus, selvom halmen ikke er fjernet fra markerne de sidste 20 år, men simpelthen fordi vi har fejlbehandlet jorden og langsom brændt humusen af.
Min pointe med disse eksempler er, at vi som landmænd er kommet for langt væk fra jorden. Det er vores stress over at skulle nå mange hektar med få mand, der afgør, hvornår vi star- ter, frem for hvornår jorden er klar. Når vi så går i gang, arbejder vi i store stærke fine lydisolere- de traktorer med radio, luftaffjerede sæder cirka 1,6 m over jorden og mindst 2 m fra redskabet. Når først vi en gang har indstillet maskinen og kører, så er det bare derudaf. Men allerede her har vi lagt grundstenen til jorden, der slemmer til, erosionen, manglende fremspiring, udvask- ning af næringsstoffer til drænene, fremspiring af alle former for ukrudt.
Jorden er levende, den indeholder eller burde indeholde millioner af bakterier og svampe eller rettere 20 ton bakterier, 20 ton svampe og 10 ton orm pr. hektar! Dette svarer til næste 70 DE pr. hektar, der skal fodres og holdes i live for at sikre, at jorden kan blive en god vært for vores planter. Hvis vi forrykker denne balance ved kraftig gødskning, kraftig mekanisk jordbehandling, stimulerer vi naturen til at iværksætte modaktioner for at trække jorden tilbage til den optimale tilstand. Dette resulterer i aktivering af for os uønskede plantefrø, uheldige kemiske balancer, der hindrer vores planter i at optage næring, fremmelse af svampe problemer mm. Med andre ord, alt det vi ikke vil. Men i stedet for at erkende at vi har lavet fejl, har vi lært at kompensere ved brug af udefra kommende midler.
Vi ser i praksis dette ved, at humusindholdet i de danske jorde i dag er meget lavt. Ofte ser vi jordprøver med under 2 % humus, selvom halmen ikke er fjernet fra markerne de sidste 20 år, men simpelthen fordi vi har fejlbehandlet jorden og langsom brændt humusen af.
De største fejl vi ser er :
- Man pløjer for dybt under det organiske aktive lag, hvorved der hentes død surt jord op, hvor bakterier og svampe først skal til at aktiveres, det nedpløjede materiale forbliver uomsat i jorden som et rodstoppende lag i 4,5,6 år
- Vi kører på jorden inden den er klar, den er for våd og får strukturelle skader der hindrer rodudvikling, og stopper vandet i de øverste lag med iltsvind til følge
- Forkert anvendelse af kalk, vi måler blot pH, og konstatere denne er for lav, og tildeler den kalk type der er gængs i området. pH er ikke kun afgjort af ca., men også af Mg, K, Na mfl. og de skal faktisk stå i et bestemt forhold til hinanden, for at jorden kemisk kan arbejde og frigive de rigtige næringsstoffer til
- Vi overbearbejder jorden, fordi det ser godt ud. Rotorharver mm. bruges forkert, så vi opdeler jorden i den fine del på toppen og de store partikler i bunden, hvorved vi skaber grobund for kvik mm. samtidig med, at vi ofte laver en sål, rødderne ikke kan komme igennem
- Vi gøder kraftigere end jorden kan hånd- tere. Jordens evne til at optage og omsætte næring er direkte defineret ved mængden af ler partikler og humus, disse er de eneste, der kan optage og binde næringsstofferne i jorden og ved at kende disse, kan man få en ide om, hvor meget gylle/N/andet mineral bør man tildele pr. gang for ikke at ødelægge jordens biokemi eller risikere udvaskning ved større regnskyl
Men det største problem er, at vi har glemt, jorden er en levende organisme med kemiske, fysiske og biologiske forhold, der alle skal fungere, for at vi kan få en optimal plantevækst uden at få voldsomme problemer med skade- dyr, svampe og ukrudtsproblemer. Så start med at finde spaden, gå en tur ud på marken og find ud af hvilken tilstand din jord er.
Jorden er en værdifuld samarbejdspartner, som er altafgørende for din produktion af sundt foder.
Læs mere om Pernille og Karsten Snitkjær på deres hjemmeside: www.LevendeJord.dk
