Jeg har med stor glæde og interesse læst bogen ”Derfra og hertil” af Aksel Gotfred Nørgaard. I bogen fortæller Aksel om sit liv fra opvækst og barndom på et landbrug i Svenstrup, mødet med Rita og deres fælles liv frem til i dag, hvor de har købt en andelsbolig på Bisgårdtoften i Holstebro.
Første gang jeg mødte Rita og Aksel var i deres butik i Ejstrupholm, hvor jeg var med mine forældre på indkøb. Senere mødtes vi igen gennem JAK. Rita var i mange år direktør i JAK Andelskassen i Ejstrupholm, en tid Aksel også kommer ind på i bogen.
Med Aksels tilladelse har jeg valgt at gengive et par afsnit fra bogen, som jeg syntes er meget relevant for JAK bladets læsere. Jeg formidler gerne kontakt til Aksel, såfremt der er ønske om køb af bogen // Lis Poulsen
Uddrag af bogen “Derfra og hertil” af Aksel Gotfred Nørgaard
Landsforeningen for økonomisk frigørelse startede i 1929 af landmåler K. E. Kristiansen fra Terndrup ved Hobro. Samme år som jeg blev født. Målet var – og er – at skabe en samfundsbank, ledet og styret af samfundet. Landmåleren syntes, at det var urimeligt, at unge nystartede familier skulle betale lånte penge tilbage flere end tre gange. Altså at der, for hver lånt hundredekroneseddel, skulle tilbagebetales mere end 300 kroner. Derfor startede han JAK andelsbevægelsen.
Blev det så en succes eller en fiasko for mig at bruge – og arbejde for – et rentefri finansieringssystem igennem mere end 60 år? Det spørgsmål har jeg tit stillet mig selv, jeg har i hvert fald oplevet megen røre og latterliggørelse – særligt i de første år. De tre bogstaver – JAK blev genstand for mange hånlige bemærkninger og mange gjorde sig morsomme, når de mente at vide, hvad bogstaverne stod for.
”Jammer, Armod og Kæltringestreger”.
Det synes jeg nu stadig passer bedst på kreditforeningerne – dengang og i dag! Mange mennesker har gennem årene over for mig givet udtryk for: ”At du gider!” De mener at det ikke er umagen værd, og at det intet hjælper, at forsøge at bekæmpe pengehandelen og børsspekulanterne. Denne vurdering har jeg aldrig kunnet godtage, selv om det til tider har set håbløst ud. Jeg har aldrig bekæmpet pengespekulanterne, for det kommer der ikke nogen samfundsbank ud af. Det eneste jeg har gjort er, at jeg gennem 60 år har undgået og undladt at bruge pengespekulanterne, så spekulationssystemet kan dø af mangel på næring – nu eller om tusinde år. For mig er brugen af – og arbejdet for – JAKs rentefrie system et påvist middel til et retfærdigt og mere brugbart pengesystem. Og dermed kan vejen banes for en livsnødvendig fornyelse af et etisk og moralsk bedre pengesystem, hvor ingen i samfundet kan handle med penge, og derved skabe mange fattige og få rige – og give anledning til splid i samfundet.
Når K. E. Kristiansen holdt foredrag blev han hånet af kreditforeningernes folk – både under selve foredraget i salen og i aviserne dagen efter. ”Profeten fra Brande” blev der råbt og skrevet, når han deltog ved forskellige foredrag. Ved et stort møde i Varde, hvor emnet var ”Kan moralsk holdning øve indflydelse på pengeverdenen”, holdt Kristiansen et foredrag om den økonomiske og politiske uret, der trælbinder folk til den udbytning, som formørker moral og etik. Han kom også ind på hvorledes folket selv kan frigøre sig ved økonomisk samarbejde og ved erkendelse af de kristne grundsandheder.
I salen lyttede den store forsamling opmærksomt, og det kunne mærkes, at de fleste i forsamlingen fulgte med og bifaldt Kristiansens synspunkter. Pludselig rejste en deltager sig. Vred og heftig. Han bad om ordet og udtalte med stor fordømmelse, at det var vildledende at blande politik, penge og kristendom. ”Enhver ved,” sagde han, ”at disse ting bør klart adskilles, og forsamlingen burde fordømme, og ikke godtage en sådan tale.” Manden satte sig ned med en triumferende sejrsmine. Kristiansen stod i lang tid helt stille. Så kiggede han ned på den vrede mand i salen, og spurgte: ”Hvad var det, De hed?”
Manden rejse sig hurtigt og præsenterede sig som højskolefortanden NN og satte sig med en veltilfreds mine.
”Så hørte jeg rigtigt,” sagde Kristiansen, ”jeg troede ellers, at jeg havde hørt forkert. Tænk sig… at være højskoleforstander, ungdomsvejleder, og så ikke turde veje sine politiske og økonomiske handlinger på en kristen vægt.”
Det gjorde et stort indtryk på mig. Og jeg har siden fundet ud af, at Moses, Jesus, Luther, Gandhi og mange, mange flere har forsøgt at begrænse den sociale uretfærdighed i verden ved at forbyde renten.
Medskyldig?
Fem banker her i landet har, for at tilfredsstille kundernes rentekrav, investeret milliarder af kroner i virksomheder der producerer klyngebomber, landminer og andet djævelskab. Er det så bankens skyld, at nogle af vore unge mennesker kommer hjem i kiste? Nej, men vi er måske lidt medskyldige. Vi har jo hver især på et tidspunkt valgt et pengeinstitut, som vi samarbejder med, hvor vi er kunder. Valget træffes oftest ud fra en vurdering af, hvilket pengeinstitut der tilbyder de bedste betingelser, den bedste rådgivning og de bedste renter/afkast. Eller dér, hvor et års renteomkostninger tilsyneladende er de laveste. Det ved pengeinstituttet, og det ved kunden.
Med vort ønske om størst mulig afkast, har vi sat banken på arbejde. Bankernes arbejde er nu entydigt at placere vore penge i investeringer, som giver det størst mulige afkast. Da bankens overlevelse alene er baseret på den evne hertil, vil disse investeringer i stor udstrækning blive gjort uden særlig meget hensyn til etik, miljø eller moralske og medmenneskelige forhold. Det er en kendsgerning, at nogle af de mest profitgivende investeringer gøres i våbenindustrien – blandt andet vejsidebomber, landminer, atombomber og andet djævelskab. Pengestrømmen vil mere eller mindre direkte indgå i disse aktiviteter.
Den bevidste forbruger står nu i et dilemma. På den ene side ønsker han af et oprigtigt hjerte, at der er fred og balance på jorden, – måske arbejder, støtter og beder han oven i købet for dette – og på den anden side har han, i sin egenskab som kunde i sit pengeinstitut, ønsket om højest mulige afkast og bedste betingelser for sin økonomi. Uden tanke for de konsekvenser, som vi således direkte eller indirekte bidrager til, tvinger vi pengeinstituttet ud på lidt af et etisk skråplan. Skal pengeinstituttet være konkurrencedygtigt og ty til nævnte profitable investeringer? Pengestrømmen har ét eneste mål – og det er størst mulige afkast. Men målet er givet af kunderne, for pengeinstituttet er blot redskabet i en kamp om pengenes magt. Vi har derfor hver især et valg: Nemlig kritisk at konfrontere vort pengeinstitut med de uhyggelige investeringer i død og ødelæggelser; om konstruktivt vælge et pengeinstitut med et etisk, moralsk grundlag, som kan skabe et sundt og solidt fundament for et samfund, der bygger på bæredygtighed i enhver henseende – og hvor spekulation på andre menneskers bekostning er utænkelig.
Jeg (mennesket) er det eneste væsen, der har produceret våben, der kan dræbe alle andre og alt liv. Man kan med god ret hævde, at det er udtryk for, at jeg (mennesket) ikke er så intelligent, som jeg opfatter mig selv. Der findes ikke andre levende væsner, der har været så ukloge, at de har opfundet og skabt redskaber, den kan udslette hele dens art.
Frygt er det der trækker sammen, lukker, indskrænker, jager, skjuler, ophober, skader. Kærlighed udvider, åbner, udsender, afdækker, deler og heler.
Når navne som Sokrates og Platon er nævnt i historien, så tales der ikke om deres produktion af materielle ting; og heller ikke om deres indtjening og hvor store pengemængder de havde stående i banken. Det handler udelukkende om deres indsats er til gavn for menneskehedens udvikling! Erkendelse af begrebet sandheden – altså deres handlinger og indsats som altid var til gavn for hele menneskeheden. Dette er for mig klare og tydelige ord, men de er desværre ikke kirkens lære. Den statsansatte præst velsigner både fly og pilot inden piloten flyver ud fra at dræbe. Hovedårsagen til terrorangrebet i København i 2015 kan, efter min opfattelse, kun findes i, at Danmark har ført krig i den islamiske verden siden 2001.
Så længe kreditgivning, der er bygget på det ene menneskes herredømme over det andet, er almindelig anerkendt, kan demokrati ikke realiseres her på Jorden.
Vi har mere travlt med at passe vores iPhone og alle de andre teknologiske ’fremskridt’ end med en hjælpende hånd til barnet, til naboen, til vor næste. Sjælen hungrer og angsten har sneget sig ind. Trygheden og freden har forladt os. Der er noget, vi har svigtet – noget intet menneske kan undvære. En fagforeningsboss sagde for nogle år siden ”at vi har sejret ad Helvede til.” Ja, vi har sejret og vundet den ganske verden. Men har vi taget skade på sjælen? Har materialismen og begærligheden vundet? Har vi efterhånden ”sejret ad Helvede til?” I min generation har vi måske ligefrem set begærlighed som en drivkraft i livet, at sådan skulle det være, og enhver anden indstilling ville være naiv – ja, sørgelig enfoldig.