Bevidsthed forpligter

Af Eloneh Gaia Klit Malm, formand i JAK Danmark

Hvis ikke det var så pokkers forpligtende, at være bevidst, ville alting være meget nemmere, og man kunne læne sig tilbage i vanen og blive inden for komfortzonens trygge afgrænsning.

Men jo mere bevidst jeg bliver om, at samfundet på nogle punkter er bygget på strukturer, som ikke tjener os særlig godt længere, og jo mere påtrængende det ser ud til at være, at få skabt nogle nye måder, ja så er jeg forpligtet til at gøre mit til at ændre det.

I tidernes løb, siden 1931, har mange mennesker været en del af JAK, og man fornemmer at langt størstedelen, hvis ikke alle, har været bevidste om, at noget kunne være anderledes, og de har været drevet af en pligtfølelse overfor både de nære relationer og samfundet. De har utrætteligt arbejdet for at sprede viden om, at samfundets økonomi godt kan håndteres på en måde, så det foregår ligeværdigt og til alles gavn. De har lavet prototyper på forskellige systemer, hvor nogle har fungeret i kort tid, og andre stadig har sin berettigelse.

Viden om, at den måde der tænkes økonomi på i dag, ikke er gavnlig for vores fællesskab på samfundet Jorden, kræver, at der ligesom hos de gamle JAK’ere skrides til handling. Én person kan måske ikke flytte så meget, men vi er ikke længere kun én person eller én forening. Vi er rigtig mange, som vil ”op på næste level”, og som gerne vil være med til at skabe, det som tjener os alle.

Det er mange ”fluffy” ord – det er bare svært at være konkret, når man ved, at det der skal skabes, vil opstå skridt for skridt uden en traditionel byggeplan. Det bedste vi kan gøre er, at samles om emner vi finder væsentligt og invitere mennesker ind med mange forskellige tilgange til verden, så vi sammen kan opfinde de nye måder.

Og netop fordi vi ønsker at skabe en økonomi til det fælles bedste, har vi i JAK Danmark besluttet at afholde et åbent seminar ”Fremtidens Økonomi”, for økonomiske nybyggere, selvbyggere og fremtidsudforskere. Vi har inviteret nogle mennesker, som vi mener kan hjælpe med at sætte perspektiv på vores nuværende og fremtidige økonomiske tankesæt. Datoen og programmet kan du se her.

Med de bedste ønsker for vores allesammens fremtidige økonomi.