Behov for at gentænke Centralbankens rolle

I en årrække på mere end 10 år med en historisk lav rente og en ikke eksisterende inflation, er vi nu havnet i en situation, hvor der hver dag er overskrifter i nyheder, som beretter om stigende priser på varer og stigende renter.

De første tegn på økonomisk ustabilitet blev forklaret med mangel på varer som følge af produktionsstop under Corona nedlukningen. Dernæst problemer med at få varer frem fra produktionsstedet – ofte i Fjernøsten – til forbrugerne. Sidst blev udviklingen påvirket af mangel på energi i form af olie og gas som følge af krigen i Ukraine, og den har også været årsag til prisstigninger på korn og andre fødevarer.

I den vestlige verden har vi etableret centralbanker – i Danmark Nationalbanken – som har til opgave at sikre økonomisk stabilitet, der er defineret med max. årlige prisstigninger på 2 pct. Inflationen i Danmark og i Eurolandene er sidst målt til omkring 7,5 pct., og i USA på 8,6 pct. En stigning, som vi ikke har set magen i de sidste 50 år.

Det kalder naturligvis på handling fra centralbankernes side, og eneste redskab i værktøjskassen er at hæve rentesatserne for at dæmpe aktiviteten i samfundet. Centralbanken i USA, som typisk er den, de andre vestlige centralbanker læner sig op ad, har hævet den styrende rente markant og truer med yderligere rentestigninger i løbet af året. Europas centralbanker overvejer at følge efter.

Rentestigningen har også en negativ effekt, idet den pålægger virksomheder og private en yderligere økonomisk belastning i form af højere rentebetaling, som igen øger inflationen og risiko for stigende ledighed. Men det er jo også denne konsekvens, der er indbygget i systemet for at dæmpe den økonomiske aktivitet.

Problemet er bare, at konsekvensen vender den tunge ende nedad. Det er de familier med mindst råderum i økonomien, der bliver ramt først og hårdest. Det er ikke centralbankernes problem – de forsøger blot at styre prisudviklingen, men vores politikere er ganske bevidste om problemet, og derfor er der aftalt op til flere hjælpepakker for at mindske smerten for især pensionister og førtidspensionister.

Der er her opstået et tydeligt paradoks, hvor centralbankerne uden en demokratisk styring agerer ud fra de traditionelle teorier, og politikerne derefter forsøger at afbøde de største problemer for samfundets borgere.

Måske er det på tide at gentænke centralbankernes rolle i samfundet?

Måske skal der stilles andre krav til dem end at styre inflationen – måske skal de også, som det er sket i New Zealand, pålægges et ansvar for stabilitet af boligpriser – måske skal de i deres pengepolitik også tage højde for den alt overskyggende miljø- og klimakrise – måske skal der en form for demokratisk styring ind i centralbankens ledelse?

Spørgsmål, som det er relevant at tage en drøftelse om.