I løbet af de sidste par år er det lykkedes at få sat fokus på bankernes særlige evne til at skabe penge, når de udsteder lån. Herunder, at banker i modsætning til andre typer af långivere ikke behøver opsparing for at udstede lån, men derimod skaber nye penge i forbindelse med långivning.
Dette forhold er, udover her i JAK bladet, blevet beskrevet af bl.a. Danmarks Nationalbank i artiklen ’Penge, Kredit og Bankvæsen’, og af en lang række store internationale organisationer. Men selvom det nu er blevet erkendt og accepteret, at det er private banker, som står for den digitale pengeudstedelse i vores økonomi, har det endnu ikke ledt til en større diskussion omkring den samfundsmæssige betydning af bankernes kreditpolitik. De økonomiske modelberegninger behandler fortsat penge som neutrale byttemidler, og banker som institutioner der udelukkende stiller penge til rådighed for økonomien, når der er absolut brug for det. At bankerne i løbet af de sidste 10 år har fordoblet mængden af penge i økonomien ved samtidig at fordoble mængden af gæld, slås i det store hele hen som uvæsentligt og en naturlig del af en markedsøkonomi.
Dette mener jeg både er et passivt og dybt naivt standpunkt. Bankernes kreditpolitik har altafgørende betydning for den økonomiske udvikling, både i forhold til at skabe cyklusser, så vel som i forhold til at sætte den langsigtede retning for samfundet. Heldigvis er der internationalt et paradigmeskift på vej.
Banker er ikke neutrale økonomiske aktører
Den tidligere direktør for det britiske finanstilsyn, Adair Turner er en af dem, som i løbet af de sidste par år især har formået at sætte fokus på betydningen af bankernes allokering af penge og kredit. Han peger bl.a. på, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvorvidt banker udsteder penge til handel med ting, der allerede er produceret, som f.eks. allerede byggede boliger, eller om de skaber penge til at finansiere investeringer i ny produktion eller konstruktionen af nye boliger. Hvis en bank finansierer etableringsomkostningerne i forbindelse med opstarten af en virksomhed, der igangsætter produktion af noget som efterspørges i økonomien, er det relativt sandsynligt, at låntageren i fremtiden vil øge sin indkomst og være i stand til at betale lånet tilbage. Men hvis en bank derimod finansierer et køb af en allerede eksisterende bolig, har det ikke nogen umiddelbar effekt på låntagerens fremtidige evne til at tjene penge. Gælden er i så fald udelukkende en omkostning for låntageren, og hvis låntageren vil øge sin fremtidige indkomst, må vedkommende øge sin indkomst på anden vis – f.eks. ved at arbejde hårdere. Samtidig er det selvfølgelig heller ikke ligegyldigt, hvor mange penge bankerne løbende skaber. Hvis bankerne udsteder for mange penge for hurtigt, skaber det finansiel og økonomisk ustabilitet.
Bankerne har skabt ustabilitet og gæld
Fra 2003 til starten af 2009 udstedte de danske banker nye kreditter for ca. 1.800 mia. kr. svarende til 300 mia. kr. årligt. Således var bankernes kreditpolitik i denne periode langt mere betydningsfuld end finanspolitikken, hvor det årlige råderum det som politikerne slås om typisk ligger i størrelsesforholdet 5-10 mia. kr. Ekspansionen i bankernes kreditog pengeskabelse skabte i denne periode masser af købekraft i samfundet, og da stort set alle kunne få lån i bankerne, uanset hvor i landet de boede, blev denne købekraft spredt godt og grundigt udover hele Danmark.
I perioden op til finanskrisen voksede danskernes gæld ca. 3 gange så hurtigt som indkomsterne, og resultatet er, at ca. 75 % af danskernes ejendomsværdier i dag er pantsat med gæld. Pengeskabelsen i perioden op til finanskrisen var med andre ord i høj grad uproduktiv.
Dette var selvfølgelig bidragene til at skabe en højkonjunktur, hvor flere kom i arbejde, og indkomsterne voksede. Men da ca. 85% af forøgelsen i bankernes kreditgivning var boligrelateret, blev det primære resultat en kæmpe landsdækkende boligprisboble, og at boligejere i alle egne af Danmark blev massivt gældsat. I perioden op til finanskrisen voksede danskernes gæld ca. 3 gange så hurtigt som indkomsterne, og resultatet er, at ca. 75 % af danskernes ejendomsværdier i dag er pantsat med gæld. Pengeskabelsen i perioden op til finanskrisen var med andre ord i høj grad uproduktiv.
Da penge udstedt af banker som kredit, er udveksling af penge i dag med penge i fremtiden, har den enorme gældsbyrde skabt et behov for flere penge i fremtiden. Men siden 2009 har bankerne vokset sig større, har flyttet det meste af deres aktiviteter ind mod de større byer, og er samtidig stoppet med at udstede kredit til lokalsamfundene. Dette har skabt en situation, hvor der stadigvæk pumpes masser af penge ind i de større byer, mens pengetilførslen til landdistrikterne er gået i stå.
Renten fungerer som en skat på penge, som dræner lokalsamfundene
Prisen for at få penge fra bankerne er gæld, der skal betales tilbage med renter i fremtiden.
Danskerne betaler årligt ca. 200 mia. kr. i renter og gebyrer til bankerne, hvilket svarer til ca. 10 % af BNP. Dette er penge, som almindelige danskere løbende skal kunne betale ud af deres disponible indkomst til bankerne.
For at sådan en økonomi kan være stabil og fungere, er det nødvendigt at de renter, som den lokale landmand eller erhvervsdrivende betaler til banken, på den ene eller anden måde recirkuleres tilbage til lokaløkonomien. Der er med andre ord behov for recirkuleringsmekanismer i form af lønninger til bankansatte, udbyttebetalinger til lokale andelshavere eller renter til dem, som har penge stående i banken, som sidenhen investeres eller benyttes til køb af varer og tjenester i den lokale økonomi. Hvis ikke rentebetalinger recirkuleres, vil gælden have en tendens til at vokse og lokalsamfundet være dybt afhængige af bankens fortsatte tilførsel af penge med en stigende gældsbyrde til følge.
Men med lukning af mange lokale banker og filialer, og bankernes stop for pengetilførslen til landdistrikterne er der skabt en situation, hvor hverken renter på eksisterende gæld recirkuleres, eller nye penge sendes i omløb. Dermed fungerer banksystemet nu som en støvsuger, der suger købekraft, iværksættertrang og livskraft ud af lokalområderne.
Denne effekt er i bedste fald forstærket, og i værste fald direkte skabt af myndighederne som underbygger fremkomsten af større og større banker, som hverken ejes af eller yder udlån til små og mellemstore virksomheder uden for byerne.
Ifølge rapporten ’De lokalt forankrede pengeinstitutters betydning for væksten i Danmark’ udarbejdet af Finansforbundet, Tænketanken Cevea og LOPI (lokale pengeinstitutter), betjener de små pengeinstitutter (defineret som banker med egenkapital på under 75 mia. kr.) ca. 32 % af samtlige virksomheder i Danmark. På trods af, at de kun har en markedsandel i den samlede mængde udlån på ca. 14 %.
De små banker yder således det største bidrag til de små og mellemstore virksomheder, der skal bære den danske økonomi og skabe fremtidens arbejdspladser. De store banker og især dem som har direkte ejerskab over realkreditinstitutterne (Danske Bank, Nordea, Jyske Bank og Nykredit) benytter omvendt deres privilegier til at drive rovdrift på husholdningernes boliger og yde lån til de allerstørste virksomheder dvs. til de formål, hvor risikoen er minimal.
Behov for en ny bankpolitik
Den måde, som vi konstruerer vores finanssektor på, er altafgørende for den økonomiske udvikling og den samfundsstruktur, vi har. Vi bestemmer selv, hvilket banksystem vi ønsker, og dermed også, hvilket samfund vi gerne vil have. I et banksystem der primært bestod af lokale pengeinstitutter, var bankdirektøren givetvis blandt byens rigeste og levede af låntagernes rentebetalinger. Men han brugte store dele af sine penge lokalt, og var dermed med til at sikre regional og lokal stabilitet og udvikling.
For at sikre et sundt og stabilt banksystem er der brug for at vende myndighedernes håndtering af bankerne på hovedet. Det finansielle tilsyn af bankerne er underlagt en besynderlig ide om, at hvis man fjerner risiko fra bankerne, sikrer man en sund og stabil økonomi. Men den systemiske risiko, som bankerne selv har været med til at skabe gennem deres overdrevne pengeskabelse op til finanskrisen, fjernes ikke ved at fjerne risikoen fra bankerne. Risikoen flyttes derimod blot andre steder hen i økonomien.
F.eks. til udkantsområderne eller til førstegangs boligkøbere, som ender med at bære økonomien på deres skuldre. Bankers primære formål bør være at yde kredit og udlåne penge til små og mellemstore virksomheder, samt underbygge lokal og regional udvikling såvel som national. Hvis bankerne hverken løber risiko eller underbygger lokalsamfundene og de små og mellemstore virksomheder, må vi spørge os selv om, hvad vi så skal bruge banker til? Så er de blot en byrde for samfundet.
Derudover er der behov for en erkendelse af, at man ikke kan betale dårlig gæld med ny gæld. De gældsplagede landmænd og husholdninger kan ikke komme af med deres nuværende gæld ved at låne endnu flere penge fra bankerne.
Der er derfor brug for afvikling af noget af den eksisterende gæld, hvilket enten ved at gælden afskrives eller, at den afvikles via offentlige institutioner, som f.eks. Danmark Nationalbank. Sådanne tiltag diskuteres efterhånden hyppigt internationalt, og vil helt sikkert også blive diskuteret i Danmark i den nærmeste fremtid.
Rasmus Hougaard Nielsen er Gode Penges økonomiske ekspert, formand og sekretariatsleder. Han rejser land og rige rundt for at repræsentere Gode Penge i debatter og udtaler sig ofte i pressen. Han har bidraget til bogen Gode Penge af lektor Ole Bjerg. Har tidligere arbejdet som analytiker i pensionsbranchen og beskæftiget sig med pengesystemet som forskningsassistent på CBS.