85 år er ingen alder!

Af Jakob Mikkelsen, næstformand i JAK Danmark

Den 11. februar kan JAK Danmark fejre sit 85 års jubilæum. Meget er forandret siden den 11. februar 1931, hvor en gruppe ambitiøse mænd tog en afgørende beslutning, nemlig at udvikle et helt nyt økonomisk system. Det samme skete andre steder, og jeg skal ikke kunne sige om inspirationen kom andre steder fra. Sagen var, at det var kulminationen på mere end 15 års forarbejde, de gjorde det nødvendige og tog et ansvar for at ændre det, de fandt forkert.

Det var ikke kun et nyt økonomisk system, de idealistiske herrer forsøgte sig med. Det var et bud på en ny tankegang omkring økonomi, en tankegang, der først indenfor det seneste par år er blevet tangeret indenfor det politiske. Nok var det økonomien, der først og fremmest var på forsiderne, men underliggende var det en hel anderledes tankegang, der skulle bære det nye frem. Det var store tanker, der blev tænkt. Jeg husker fra mine helt unge dage JAK møder, hvor man sang ”På det jævne, på det jævne – ikke i det himmelblå”, men det var absolut ikke de tanker, de havde. De troede på, at de kunne ændre verdens gang! Og de var ved at gøre det. Dog gik det lidt for godt og nogen følte, at dette kunne blive alvor, og så blev det stoppet ved et lovindgreb. Men det begyndte med helt almindelige mennesker, der tog sagen i egen hånd og tænkte nyt.

I begyndelsen af december sluttede klimatopmødet i Paris, og denne gang lykkedes det at gøre noget. Det lykkedes at udstikke nogle rammer, som vi så må se, hvordan vil blive fyldt ud. Også her var det nytænkere, der for mange år siden sagde, at dette ville gå galt. Handlingen kommer – om vi er heldige – i allersidste sekund, og hvis vi er uheldige, er det for sent! Ingen kan sige noget om, hvordan livet på planeten Jorden vil være om 100 år, altså når vore børne-, olde- og tipoldebørn skal skabe sig et liv her. Det lykkedes at få de store forurenere til at blive enige om at gøre noget. Så må vi se, hvordan magtkampen vil udvikle sig. (Jeg må med skam melde, at jeg er skeptisk!)

På samme måde kan jeg forestille mig, at det bliver nødvendigt, at man tager fat på det økonomiske system. Personligt opfatter jeg klimaudviklingen som værende afhængig af ændringer i det økonomiske system. Det ser ud til, at man forestiller sig, at man kan fortsætte væksten – bare på en anden måde og med ændringer i adfærden så langt ude i fremtiden, at det næsten kan virke uvirkeligt. Spillet har gået på, hvem der kan snuppe den største luns af det sidste. Netop forestillingen af, at det drejer sig om at skubbe rundt med Sorteper, kan blive katastrofal. De nødvendige tiltag er nøje sammenhængende med et andet værdisæt, et værdisæt, hvor den økonomiske vækst nedtones voldsomt, og hvor vi sammen prioriterer andre ting. Jeg har i de seneste ledere og artikler fra min hånd perifert berørt vort logos symbolik, og jeg skal undlade at gå dybere her, men blot påpege, at vort logo viser os, at vi skal gå foran, alene eller sammen med andre, der vil i samme retning. Vort samfund skal stadig vækste, som det hedder, men væksten skal være af en helt anderledes natur. Det skal være en menneskelig og spirituel vækst. Vi skal finde ind til de mere væsentlige værdier for mennesker og ikke som i dag måle værdierne ud fra, hvad der er af størst mulig værdi for multinationale selskaber. Derfor glæder jeg mig til vort årsmøde den 2. april, hvor Karen Lumholt kommer og fortæller os om tænketanken Curas bud på et gyldigt værdisæt, et værdisæt, der tager udgangspunkt i det mellemmenneskelige, i det, der giver os noget at leve for og af. Jeg håber at se dig der. For, som jeg plejer at sige:

– En ny tid vindes kun ved et arbejde derfor!
– Ikke ved vold, ej heller ved kunstgreb, men ved jævn sund fornuft.

Godt Nytår til alle fra JAK Danmark!