Den sociale og økonomiske ulighed

Ulighed og klassesamfund er de seneste år igen kommet på dagsordenen. Internationalt har den franske økonom Thomas Piketty gennem grundige analyser i bl.a. hans bog ”Kapitalen i det 21. århundrede” påpeget den stigende ulighed som følge af, at kapital forrentes bedre end arbejde. Populært sagt er samfundets top stukket af fra resten, samtidig med at bunden er blevet yderligere marginaliseret.

Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) er antallet af fattige danskere fordoblet i perioden fra 2002 til 2015. Mere end 44.000 borgere levede i 2015 under fattigdomsgrænsen, hvilket er en fordobling i forhold til 2002, hvor tallet var 18.650 personer.

En fattig person er i opgørelsen defineret som en borger, der over tre år i træk tjener mindre end 50 % af medianindkomsten (Medianindkomsten er den indkomst, hvor halvdelen af befolkningen ligger over og halvdelen under). Det er samtidig en person, der ikke studerer, og som har en opsparing på mindre end 100.000 kr.

Ifølge AE skyldes fordoblingen, at kontanthjælpsmodtagere og udlændinge i perioden har fået lavere ydelser som følge af de nye regler, der blev indført i starten af 00’erne. Opgørelsen viser kun udviklingen indtil 2015, og de efterfølgende opstramninger i form af kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsens påvirkning i mængden af fattige danskere, er derfor ikke inkluderet.

Denne udvikling er ikke speciel for Danmark, den ser vi også i de fleste andre lande i den vestlige verden. Netop den marginaliserede bund er, hvad Guy Standing, som er professor på University of London og med 30 års arbejdserfaring i International Labour Organisation, fokuserer på i sin bog ”The Precariat”, hvor han beskriver forholdene for den stadig mere marginaliserede fattigste del af befolkningen.

Guy Standing dokumenterer i bogen, at en stadig større del af befolkningen lever livet på randen af arbejdsmarkedet som løsarbejdere uden basale rettigheder og kontrol over eget liv og egen fremtid. Det er unge, ledige akademikere, minoriteter med dårlige jobs, vikarer og midlertidigt ansatte. Fælles for dem er, at de har usikre arbejdsforhold uden pension eller ferie og med ringe mulighed for at kunne kvalificere sig til dagpenge. Uden sociale rettigheder og med en uvis fremtid.

I bogen beskriver han, at der altid har eksisteret et ”proletariat”, som har levet under disse usikre forhold, og som også er omhandlet i den marxistiske teori. Men hvor ”proletariatet” tidligere var yderst forarmet og ikke var i stand til at påvirke en samfundsudvikling, er det moderne proletariat kendetegnet ved god uddannelse og oplysning, hvilket gør den anderledes slagkraftig og rummer potentiale til oprør. Det globale proletariat ser sig selv sat ud på et sidespor i samfundets udvikling, og det kan lede til radikalisering og opbakning til populistiske eller fascistiske strømninger og partier.

Det stigende antal fattige i Danmark dokumenterer, at vi også her hjemme har problemet tæt på, og det er naturligvis også højt på den politiske dagsorden. Det er dog efter min mening bekymrende, at et stigende antal politikere vender fokus mod den udsatte befolkningsgruppe og med en opfattelse af, at deres situation ofte er selvforskyldt, konkurrerer de om tiltag, som kan motivere gruppen til at blive en del af det normale arbejdsmarked. Tanken er, at når kravene til opnåelse af dagpenge hæves og satsen for kontanthjælp m.v. reduceres, så må gruppen da forstå, at det ikke er en fremtid at satse på.

Fokus er ikke på, om der er tilstrækkeligt med jobs til de ledige, eller om der er behov for strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet, således at der skabes rum til andre end de dygtigste og mest ambitiøse medarbejdere.

Allerede i skoletiden opdeler vi dermed vores børn i dem ”vi som samfund skal satse på”, og dem ”som ikke er gode nok til den boglige uddannelse”

Selv i vores uddannelsessystem ser vi tendenser, som medvirker til den øgede ulighed, idet de økonomiske ressourcer går til boglige uddannelser på gymnasier og universiteter på bekostning af den ikke boglige uddannelse. Allerede i skoletiden opdeler vi dermed vores børn i dem ”vi som samfund skal satse på”, og dem ”som ikke er gode nok til den boglige uddannelse”. Det er efter min opfattelse en katastrofal udvikling, som vi allerede i dag ser konsekvensen af i form af stor arbejdsløshed blandt unge mennesker og mangel på kvalificerede håndværkere. Større økonomisk bidrag til produktionsskoler, efterskoler og højskoler vil medvirke til at styrke denne gruppe af unge mennesker.

Det er ikke et problem, som alene kan løses ad politisk vej, men også arbejdsmarkedet har en forpligtelse til at medvirke til en løsning. Begrebet CSR (Corporate Social Responsibility) og social ansvarlighed er blevet en stadig større del af mange virksomheders profil, og det dækker over en række forhold indenfor virksomhedernes berøringsflade til samfundet. Det kunne være ønskeligt, at forholdet på arbejdsmarkedet kunne blive en større del af virksomhedernes profil, og at de også i praksis ville tage større ansvar for at integrere den fattigste befolkningsgruppe i medarbejdergruppen.