Liv på landet – igen

Siden industrialiseringen rigtig fik fart på, er der sket en voldsom vandring fra land mod by. Spørgsmålet er, om denne udvikling kan fortsætte. Byerne i verden bliver større og større, imens bliver landsbrugsområderne lagt øde med kæmpestore monokulturer varetaget af få landmænd, der driver en produktion på indutrialiseringens betingelser med store mængder kunstgødning, ukrudt- svampe og insektbekæmpelsesmidler. Her i Danmark også meget ensidigt lagt an på animalsk produktion.

 

Af Niels Erik Boesen

Sceneriet med de op til 50 millioner indbyggere i verdens store byer set op imod det store øde monokulturlandbrug er et meget sårbart system. Fødevareproduktionen bliver varetaget af nogle få. I Danmark kender de fleste allerede til, at vore marker bliver større og større. Kornmarker, majsmarker, sennepsmarker, græsmarker til ensilage.Ingen levende hegn, ingen små markveje at gå en tur i. Dyrene kommer ikke på græs. 80 % af arealerne bruges til animalsk produktion. Hvor er diversiteten henne?

Sårbarheden ligger i at dyrke og fragte så meget mad ind i byerne til flere og flere mennesker. Infrastrukturen og forbruget af resourrcer har været med til at forringe fødevarernes kvalitet. Tendensen er lige nu at frembringe luksusprodukter til en meget høj pris, også økologiske. Som modvægt til denne udvikling opstår fødevarefællesskaber, der indkøber og distribuerer fødevarerne mere kollektivt og ansvarsbevidst. Der bliver ledt efter nye og bedre modeller.

Alt udvikler sig fra et stade til et andet; det er vores vilkår. Intet forbliver statisk. Ny viden og menneskes trang til udvikling giver nye muligheder. Hvilke muligheder har vi for at vende udviklingen?

Jeg var en af dem der i begyndelsen af 70’erne troede, at inden mange år ville Danmark blive et foregangsland, med stor udvikling af økologiske produkter, og liv på landet igen. Dengang var livet ikke helt taget ud af landbrugskulturen og landsbysamfundet. Der er sket meget med hensyn til økologisk produktion siden dengang. Alligevel er udviklingen mod stor centralisering taget til. Den gamle landkultur findes næppe mere.

Mange tror, at den helt store landvinding med hensyn til at øge landbrugsproduktionen opstod samtidig med kunstgødningen. Man blev i stand til at binde luftens kvælstof i kunstgødning og behandle mineraler kemisk, så planter fik tilført næringsstoffer så at sige udenom jordens liv. Det er også en kendsgerning, men langt mere betydningsfuld var det, at man i slutningen af 1800 tallet lærte at fremavle kløvergræs frø og pløje de gamle marker om, og så kvælstofsamlende bælgplanter i sædskiftet. Det var den helt store revolution, der mangedoblede udbytterne.

Der skete en bevidsthedsudvikling og sammenhold mellem mennesker i de sidste årtier af 1800 tallet med folkehøjskolerne og andelsbevægelsens opståen. (Se Uffe Madsens artikel på side 12).

Det er den udvikling og viden, der nu i vore dage bliver videreudviklet og intensiveret igennem bl.a. biodynamisk og økologisk jordbrug. Begrebet ”vitalitet” er meget aktuelt lige i denne tid, hvor ph-D. Jens-Otto Andersen, lige har udgivet en bog om Vitalitet i det levende. Den hedder ”Vitalitet – fra muld til mave”. Han slår til lyd for, at vi lever med en videnskab, der reducerer alting til allerede kendte begreber i stedet for at forstå verden mere holis-tisk og derigennem lære, at vi er en del af en langt mere mangfoldig verden, hvor alt står i et frugtbart forholden til hinanden .

Interessen for den levende natur kan danne kultur og sammenhold. Skrøbeligheden i vores landbrugsproduktion kan resultere i nødvendighed for forandring. Uden det skal lyde alt for katastofeagtigt, må vi se i øjnene, at vi lever i en tid, hvor vi må skære ned på vores CO2 udledninger i atmosfæren, lære at genbruge vores resourcer, lære at skære ned på vores materielle behov og satse på andre værdier. Men interessen for det levende skal opstå som en kreativ kunstnerisk kraft, hvor vi bliver bedre til at stå sammen socialt. Har man een gang prøvet at udforme og arbejde med et gartneri med en mangeartet produktion sammen med andre, ved man hvor spændende og intensivt det er. En af mine lærere, nu afdøde Arne Klingenborg fra Rudolf Steiner samfundet i Järna Sverige har ofte udtalt:

 

”Ikke alle mennesker kan gribe de klassiske kunstneriske dicipliner, men at udøve den skabende diciplin at dyrke jorden ligger dybt i os alle”.

 

Arne Klingenborg var med til at udbrede små dyrkningsprojekter mellem husblokke i socialt byggeri Sverige – med stor succes og bevågenhed fra det poliske system.

Spørgsmålet er, om vi ikke også lige nu har en mulighed for at vække interessen og den kunstneriske impuls til at arbejde med det levende i dagens Danmark.

Ved Sminge udenfor Silkeborg er der lige begyndt et jordbrug, der medinddrager forbrugere i dyrkning og afsætning. Konceptet hedder KundeBonde og er her dannet af Janus Sølvsten, der driver gården ”Blakgården”. Den består i at en kreds af forbrugere (ca. 100), der beslutter hvad landmanden skal dyrke og til hvilken pris. Forbrugerne indbetaler så det beløb, der skal til for at realisere denne dyrkning, og de må høste, hvad de har behov for det næste år. Afsætningen sker dels ved høst på gården, dels fra køletrailere, der bliver kørt ind til byen tættere ved forbrugerne. Alle der er med i ordningen tager – uden kontrol – hvad de har brug for. Blakgården er et samlingspunkt for dem, der slutter op omkring konceptet og mødes ved høst, planlægning, høstfester mm.

Måske kunne vi skabe mere liv i vore yderområder ved at integrere flygtninge i dyrkning af grønsager omkring vore landsbyer. Det kræver ildsjæle, der med stor kraft og viden kan inspirere og sætte det i gang. Jævnført med udsagnet om, at vi alle har den skabende impuls til at arbejde med det levende, vil det kunne vække overlevelsesimpulsen hos mennesker i nød. Men vi må gøre det attraktivt ved at se samspillet med vore forladte landsbyer, der på denne måde kunne få liv og udvikling.

 

Læs mere om Blakgården på www.blakgaarden.dk