Landsbyerne i Danmark

Af Uffe Madsen

Betegnelsen ”udkantsområde” er sjældent positivt ment og dækker ofte over en nedladende holdning til de områder af vores kongerige, der ligger langt fra større byer, og som er præget af ringe økonomisk aktivitet og færre beskæftigelsesmuligheder end i resten af landet.

Danmarks yderområder skranter. Arbejdspladser er der få eller ingen af. I de små landsbyer er der efterhånden ingen offentlige institutioner som børnehaver, ældrecentre, skoler og videregående uddannelse, ligesom butikker og banker er lukket.

 

Udviklingen er selvforstærkende og resultatet er, at de unge flytter til byer med mulighed for uddannelse og arbejde.

Landbruget, som er hovederhvervet i yderområderne er under en kraftig strukturændring, hvor de mindre brug bliver opkøbt af større gårde, hvorved der kan opnås en mere rationel drift med mulighed for overskud i bedriften. Den finansielle krise har skubbet til denne udvikling og har bl.a. medført, at unge mennesker i dag ikke har mulighed for at starte som selvstændige landmænd. Investeringerne er blevet for store, og der kan ikke fremskaffes tilstrækkelig finansiering i banker og realkreditinstitutter.

På beboelsesejendomme i yderområderne er der en faldende efterspørgsel, og dermed faldende priser. Banker og andre långivere er medvirkende til at øge problemet. Selv om en familie har økonomisk baggrund for at købe et hus, kan det være vanskeligt at fremskaffe den nødvendige finansiering, idet bankerne frygter, at muligheden for et senere salg af ejendommen til samme pris ikke er mulig.

Udviklingen i udkantskommunerne har en selvforstærkende virkning. Skatteindtægterne er vigende og til gengæld stiger udbetalingerne til sociale udgifter og overførselsindkomster. Kommunernes økonomi bliver presset og det økonomiske råderum til at skabe interessante projekter og service for borgerne mindskes. Politisk har der ikke været interesse for at tilføre midler til områderne og derigennem standse udviklingen – antal stemmer i disse områder berettiger tilsyneladende ikke til at få den nødvendige politiske fokus.

Set i et historisk perspektiv har de områder, som vi i dag anser for Danmarks yderområder, spillet en særdeles vigtig rolle for landets udvikling.

Vi skal tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, hvor landet var i stor krise som følge af den tabte krig til Tyskland i 1864 og de deraf tabte landområder i det sydlige Jylland samt Slesvig og Holsten. Vi havde mistet Norge, og den vigtige handel med Vestindien, Afrika og Asien var reduceret væsentligt. Landet var i stor krise, men samtidig blev denne tid starten på en gylden periode, hvor landet var præget af en økonomisk og åndelig udvikling. Denne udvikling havde i stort omfang sit udspring i landområderne med folkehøjskolerne og andelsbevægelsen, som blev båret op af stavnsbåndets ophævelse, Danmarks Riges Grundlov fra 1849 og en stigende demokratisk bevidsthed.

Højskolerne havde til formål at genrejse den danske nationale følelse og højne elevernes almene viden og dannelse. Eleverne kom fortrinsvist fra landbobefolkningen og et højskoleophold blev en naturlig del af den personlige udvikling for mange unge mennesker. Det var mere end indlæring – det var en åbning af elevernes øjne for samfundets forhold og det demokrati, som skulle udvikles.

Sidst i 1800-tallet oprettede de mindre landbrug og husmandsbrug lokale andelsmejerier, hvor den producerede mælk blev indleveret og forarbejdet. Mejerierne sørgede derefter for salg af produkterne til aftagere i ind- og udland, og denne form for fælles produktion højnede kvaliteten på produkterne væsentligt. Senere blev også fælles indkøb af varer til landbrug og private behov organiseret som andelsselskaber – de såkaldte brugsforeninger, og endelig blev også slagterier etableret på andelsbasis. Produktionen og handel gennem andelsselskaberne bevirkede, at dansk landbrug opnåede et forspring, som blev fastholdt helt op til 1960’erne.

Andelsselskaberne var også en del af den demokratiske udvikling i landområderne, idet udgangspunktet var, at alle leverandører skulle have lige stor bestemmelse og indflydelse – uanset hvor meget der blev leveret til andelsselskabet. Man talte om ”én mand – én stemme”, hvilket stadig er gældende i andelsselskaber.

Samtidig med opblomstringen i landområderne sidst i 1800-tallet, begyndte flytningen fra land til by. Danmark var på vej til at blive et industriland, og virksomhederne blev fortrinsvist placeret i byerne, hvor der var arbejdskraft. Infrastrukturen blev kraftigt udbygget med jernbaner, og dette sammen med byggeri i byerne medvirkede til en økonomisk vækst som ikke var set før.

Det kulturelle liv i landsbyerne blev understøttet af lokale forsamlingshuse, hvor man samledes om fester og begivenheder, og hvor man gennem foreninger afholdt foredrag og underholdning. Forsamlingshusene var datidens samlingssted og kulturhuse.

I de godt 100 år, der er gået siden denne opblomstring i landdistrikterne, er der sket en rivende udvikling. Flytningen fra land til by er taget til, og at køre gennem mindre byer i yderområderne kan i dag være en trist affære med mange salgsskilte på ejendommene, og også mange huse, der bærer præg af misligholdelse.

Samtidig ser vi også, at nogle byer i yderområderne blomstrer og udvikler sig. Det skyldes ikke kommunale og offentlige initiativer, men udelukkende, at beboerne tager udviklingen i egen hånd og selv tager ansvar for forbedringerne. Ofte er det enkelte ildsjæle, som sætter skub i udviklingen, der f.eks. kan bestå af oprettelse af privat børnepasning, private småskoler, fælles indkøb af dagligvarer og forskellige aktiviteter i det lokale forsamlingshus.

Lokalt initiativ og opbakning er nødvendig, men når den er til stede, kan støtte og økonomisk tilskud fra kommuner og regioner være med til at understøtte en positiv udvikling.