Kvindelig økonomi

Uden at tænke over det stod jeg med røde strømper, den dag jeg gav et længere oplæg omkring kvindelig økonomi til JAK weekenden i Laugesens Have. Og der blev grinet, da jeg indledte med at påstå, at jeg ikke har i sinde at bekæmpe det maskuline for at skabe plads til det kvindelige. Først senere forstod jeg, at det var strømperne folk grinede af.

Mit anliggende er at fortælle som kvinde, hvordan jeg oplever, at vores økonomi i dag er præget af tanken om vækst og hæmningsløs udnyttelse af både natur, dyr og mennesker. Noget jeg bliver konfronteret med i min praksis som familieopstiller, hvor jeg arbejder med børn og familier i krise. De oplevelser har ført mig til min indsats for det regionale betalingsmiddel på Djursland, som vi kalder for Djurs. I de sidste to år har der været artikler om vores projekt i flere JAK blade.

Jeg sagde ”ja” til at holde mit oplæg, fordi jeg fornemmer, hvor vigtigt det er at synliggøre og genoplive kvindelige kvaliteter i en tid fuld af effektivitet, stress og angst. Vi mangler kvindelighed og forbindelse til jorden og naturen. Vi mangler pauser. Dybde, fordybelse og medfølelse. Vi mangler kreativitet og kvalitet. Vi mangler at mærke, at standse op og at være. Vi mangler tid til at fortælle og tid til at lytte.

I ca. 6.000 år med patriarkat, et mandsdomineret samfund, har vi fået vækst og udviklet en teknik, der både er dybt fascinerende og også skræmmende. Mange af os lever godt af den udvikling, og vores vilkår som menneske er på mange måder forbedret.

Men vi har mistet forbindelsen. Som om grådigheden og illusionen om evig vækst har trukket os op af jorden og skåret enhver forbindelse over til vores rødder. Det bringer os og de næste generationer i store udfordringer. Mandlige kvaliteter som rationalitet og effektivitet, viljestyrke og handlekraft styrer vores tilværelse. Vi er ved at vælte, når vi bliver ved at dyrke disse kvaliteter på denne ensidige måde.

Her i vores endnu så beskyttede Danmark går unge mennesker med tunge tanker, angst og mangel på livsmod. Med savn efter nærvær, pauser, fordybelse og forbindelse. En længsel efter den oplevelse at høre til og være forbundet. Inderst inde vil vi så gerne, at det liv, vi fører, giver mening og er kostbart for andre.

Før patriarkatet, dominerede det kvindelige det mandlige. En lang periode som kaldes matriarkat. Dette lag ligger i os alle og har gjort mange mænd mistroiske overfor kvindelige aspekter.

Patriarkatet, som er i sine sidste trækninger, gør det stadig svært for os at mærke ligeværdighed mellem mand og kvinde, mandlige og kvindelige resurser. Der er kamp, mistro og meget lidelse, der styrer begge køn. Og kampen bringer ofte det værste frem i os. En kvinde, der kæmper mod mandlig dominans bliver manipulerende, spiller offer og skaber krænkere. Et spil som kan give hende meget magt i det skjulte.

Manden, som føler sig presset af det kvindelige, giver enten op eller bliver i deres afmagt sarkastisk, voldsom, aggressiv, kontrollerende, intellektuel eller fordømmende.

Kvinder, som bekæmper det mandlige, bliver ofte meget maskuline, karrieremindede, uden kontakt til jorden, uden sanseligheden, hjertet, uden tilgang til skønheden.

Både mand og kvinde lider i det spil. I min praksis arbejder jeg på at hele begge parter. Det er en forudsætning for, at vi kan komme videre. Og vi får brug for hinandens kvaliteter for at kunne mestre de nye tiders udfordringer. Kvindelige kvaliteter som medfølelse, omsorg, sans for pauser og timing, nærvær, kontakt til krop, følelser, intuition, virkelighed og natur.

Mandlige kvaliteter, som fokuseret opmærksomhed, målrettet handling, grænsesætning, evnen til at beskytte andre, hjertelig handlen, centreret nærvær, evnen til at udføre beslutninger, kontakt med rationalitet, overblik, viljekraft, evne til at skære igennem og leg. (kvaliteter som jeg finder i Neel Fasting’s bog ”Et sprog for det kvindelige”).

Jeg ønsker mig som kvinde i dag at mærke gensidig agtelse og en ny glæde for kvindelige kvaliteter.

Det kvindelige ved en lokal og komplementær valuta er, at man ikke kan spekulere i den. Spekulationen fører os væk fra den egentlige reelle værdi. Pengene skabt af spekulation er en ide, en illusion, som skabes på bekostning af andres liv. Hver gang nogen tjener penge på spekulation, skal andre mennesker arbejde for det og løbe hurtigere, blive presset i deres liv. Djurs skal kun cirkulere fra hånd til hånd. Som en plante bliver valutaen mindre værd. Planten skal spises og fordøjes. Valutaen skal i bevægelse mellem hænder og dermed hjerter.

Djurs kan kun bruges som betalingsmiddel. Ved at implementere Djurs kommer vi i dialog og tænker os om. Mange gode samtaler har indtil videre givet folk i vores område en forståelse for, at vi støtter hinanden ved at tænke i nye baner vedrørende økonomi og penge. Og her gælder: Mere til dig betyder også mere til mig. I modsætning til en egoistisk tanke fyldt med frygt: Jo mere til dig, jo mindre til mig – ergo kæmper jeg for at få mest selv – helst i det skjulte.

En bevægelse fra JEG’et til VI. En bevægelse hen imod sammenhæng. Vi kan ikke leve uden hinanden. At leve for hinanden giver vores liv mening og nærer os i vores hjerter. Og ja, det er en kvindelig måde at se det på.

Kære mænd og maskulint prægede kvinder, vær søde at holde en lille pause og lyt. Uden dom, uden at foreslå andre løsninger. Uden at gå i forsvar.

Vejen til hjertet er måske ikke altid så effektiv, men den giver os kvalitet, agtelse for livet og kærligheden.

Det er NU, vi skal stå sammen, ligeværdig mandkvinde og skabe en bedre verden for vores efterkommere. Det kræver mod til at bryde med gamle vaner. Og ja, det er ikke nemt.

Skulle nogen få brug for håb, så anbefaler jeg at se den lille film på 5 minutter af Paul Hawken, hvor der vises de mange tiltag og grupper verden over, som arbejder på en ny balance og en bedre verden fremover.