KOMMENTAR til Borgerløns-eksperimenter – muligheder og farer

Persille Ingerslevs tanker om, hvordan gode mennesker knækker i ”menneskemaskinen” og hvordan det er ikke at have nogen værdi, når man ikke kan passe et almindeligt arbejde.

Jeg elsker hende. Hendes vidunderligt anderledes sind. Hendes venlighed og omtanke.

Hendes dejlige grin og hendes lille dans, når hun kan lide maden, jeg serverer.

Jeg elsker hendes accept af mig. Hun føler sig hjemme i mit køkken.

Og jeg elsker vores kortspil og grineture, de dybe samtaler, de finere lag, nuancen, som er så vidunderligt nuanceret med lige netop hende.

Jeg elsker, at hun er kommet ind på livet af mig på en måde som gør, at hun ved alt muligt komplet ligegyldigt om mig, som kun hun ved. Ikke engang min mand lægger så meget mærke til detaljer.

 

Læs: Borgerlønseksperimenter – muligheder og farer

 

Jeg var skide bange for at blive hendes ven. Hun var nok også. Det er farligt at elske i en grusom verden, og vi har ikke hård hud på albuerne. Vi gør og ønsker noget andet end at møve os frem. Det er ikke en offentligt værdsat kvalitet at være, som vi er.

Hun er i evighedsmaskinen. Kommunen. Hun er vitterligt et af de dejligste, dygtigste og mest ærbare mennesker jeg kender. Men ligesom mig kan hun ikke planlægge noget, for sindet er, som det er. Hun bliver også alt for ked af det nu og da. Hun lukker sin telefon, jeg skriver det på facebook. På den måde er vi forskellige.

Jeg er usikker på, hvor mange selvmordsforsøg hun har i bagagen. Det er en hel del, og de har været langt mere grundige end mine egne, som efterhånden er uddaterede.

Ved samfundet, at når de fyrer den af i debatter og taler om, at det skal kunne betale sig at arbejde, så er der folk, der forsøger selvmord? Det er der.

Vi er en hel masse folk med gode hjerter, gode hensigter og inderlige drømme, som ikke kan og nok aldrig vil kunne leve op til menneske-fabrikken, hamsterhjulet eller kommunen. Dem på kommunen får i øvrigt fuld løn, ferie, feriepenge og pension for at holde sådan nogen som mig eller hende i gang. Rundt og rundt og rundt i manegen, for der er ingen alternativer længere. Førtidspension kan man være heldig at få i ugen op til man dør, og fleksjob kræver år og år og atter år i arbejdsprøvning og helt idiotsikret vurdering. Men for hende og mig gælder det ikke. Vi har ikke en dårlig ryg, som man kan måle og som er dårlig på samme måde året rundt. Vi har gode og dårlige perioder, og hvis vi kunne ville vi ELSKE at kunne lægge en plan. Der er ikke noget vi hellere vil. Vi passer ikke ind i skemaet.

Jeg har ikke mødt satan på kommunen. I er alle aldeles fine folk, men underlagt fuldstændig idiotisk og uværdig lovgivning. og i ved godt, at hvis 5 speciallæger udtaler, at en person vitterligt ikke kan leve op til samfundets krav, så har kommunen en ansat lægekonsulent som siger det modsatte, og så skal i følge vedkommendes råd. En stor, dyb skam skal lyde til lægekonsulenter over hele landet. I møder ikke engang vedkommende. Hvis i gør, er det i tyve minutter, men lets be honest, 90 % af de kommunale lægekonsulenters sager bliver ordnet på papir. Til fuld løn for alle implicerede undtagen vedkommende i midten. I lever godt af situationen, fordi I kan.

Jeg forlod kommunen fordi mine forældre døde, og jeg nu lever af en sparsom arv. Der er ikke nogen læge eller aktivering, der har kunnet få mig på rette spor, hvor jeg kunne blive rig nok og ligeglad nok til at klare mig selv. Og det ved kommunen også godt. Jeg er sidenhen blevet venner med de ansatte, hvoraf langt størstedelen har fundet anden beskæftigelse. For de knækker sgu da også på evighedsmaskinen, ligesom os andre.

Hun sidder i mit køkken og spørger, om jeg vil være hendes bisidder til den kommende kommunale samtale. Selvfølgelig vil jeg det. Hun understreger, at hendes sagsbehandler er så sød. Det er måske delvist derfor hun har brugt adskillige super venlige år på at blive kørt rundt i menneske-maskinen. Hun er så pisse rar og flink, hende min ven. Hun er voksen, men bor på værelse. Det forstår kommunen ikke er uværdigt, for regeringen har afskaffet fattigdomsgrænsen. Det er skide smart, for så er der ikke længere fattige folk i Danmark. Kun dovne snyltere.

Hun prøver virkelig. Igen og igen. Altid med det følgende knæk, som er hårdt nok i sig selv, men det værste er at skulle sige det til alle. Forklare. Det gik ikke. Jeg prøvede. Jeg ville virkelig gerne. Kunne ikke sove i flere dage. Glemte at spise. Forsøgte selvmord. Igen.

For MÅ man overhovedet eksistere, hvis man ikke er profitabel og ikke passer ind og er anderledes? Og hvis man må, hvad må man så?

Må man blive voksen og have en værdig bolig med eget køkken og et social-liv og en glæde ved at være til? Eller er det kun de fastansatte, der kan kapere markedet, som må leve af markedet? Hun er et produkt. En industri.

Det er jeg også. Jeg ved godt, hvad jeg er.

Jeg. Ved. Godt. Hvad. Jeg. Er.

You have taught me well. Det er kun fordi jeg blev forældreløs, at jeg kunne få et pusterum.

Og det tager mere end et par år at omstille sig. At finde sit værd og sin gang på jord.

Jeg håber ikke hendes forældre dør, men det er den eneste vej til en form for frihed, jeg er stødt på indtil videre.

Hvis hun får held med at tage livet af sig inden da, vil jeg kaste en ganske særlig forbandelse over kommunale lægekonsulenter og alle jeres ferier og feriepenge. Det skal kunne betale sig at leve, og I lever sgu nogenlunde, modsat hende.

Speak the fuck up!

Persille Ingerslev inspirerer via ”Persilles hjemmedyrk” på de sociale medier og holder foredrag om bl.a. angst, depression og haveterapi. Persille er datter af nu afdøde skuespillere Jess Ingerslev og Inger Hovman.