Fra andelspenge til andelskasser

Landsforeningen J.A.K.( i dag JAK Danmark) har siden starten i 1931 haft en dobbelt opgave:
At oplyse om det rentefrie samfund og at opbygge praktiske funktioner til fremme af formålet.

I denne artikel af Poul Busk Sørensen foretages en gennemgang af J.A.K.- virksomheder gennem næsten 75 år.
J.A.K.s endelige mål på det økonomiske område er, at arbejde og produktion skal finansieres gennem en samfundsbank, der mod fornøden sikkerhed rentefrit stiller omsætningsmidler til rådighed, naturligvis efter nøje udformede regler.

Det er J.A.K.s ide, at en sådan samfundsbank ikke skal styres af statsmagten, men af folket selv, ved at der lægges et net af selvstændige afdelinger ud over landet, hver med egen bestyrelse valgt blandt egnens beboere.

Endvidere oprettes en hovedafdeling med følgende opgaver: At udstede de nødvendige omsætningsmidler og være ansvarlig for, at de altid er til stede i tilstrækkelig mængde – At regulere mellemværender med udlandet for afdelingerne – At stå for finansieringen af fællesopgaver, der vedrører hele samfundet.

Oprettelsen af en samfundsbank vil bevirke, at såvel en privatkapitalistisk økonomi (der bygger på udbytning) som en socialistisk økonomi (der styres af statsmagten) er afløst af en samfundskapitalisme (som er styret af folket selv).

Muligheden for oprettelse af en sådan samfundsbank har endnu ikke været til stede i det danske samfund. Derfor har Landsforeningen J.A.K. – sideløbende med oplysningsarbejdet om det rentefrie samfund – lige siden stiftelsen i 1931 søgt at opbygge praktiske funktioner, der som modstykke til den herskende økonomi i det danske samfund har kunnet realisere dele af J.A.K. bevægelsens program.

Andelspenge

Det første udspil med hensyn til praktisk J.A.K. økonomi var udstedelse af andelspenge. Tanken var, at befolkningen ved anvendelse af andelspenge kunne frigøre nationalbankpenge til indfrielse af rentelån i ejendomme og virksomheder og derved gennemføre en rentefri finansiering af samfundet.

Andelspengene fik i løbet af kort sted stor udbredelse og blev i vid udstrækning accepteret om betalingsmiddel på lige fod med “normale” pengesedler. Flere steder i landet blev bygningen af huse direkte finansieret rentefrit med andelspenge.

Udstedelsen af andelspenge blev ved en landsretsdom i 1933 kendt ulovlig med henvisning til straffelovens § 170, og J.A.K. bevægelsens stifter – landinspektør K. E. Kristiansen – blev idømt en bøde på 1.000 kr. Da arbejdet med andelspengene således var umuligt, måtte J.A.K. finde nye muligheder for gennemførelse af et rentefrit økonomisk samarbejde.

J.A.K. loven af 2. maj 1934

Næste fase i arbejde blev J.A.K. Finansierings-afdeling – delvis bygget på erfaringer fra andre europæiske lande med byggesparekasser, der arbejdede med meget lave rentesatser, såvel indlån som udlån.
J.A.K. Finansierings-afdeling grundlagde sit virke på rentefri opsparing og rentefrie udlån (administration 0,9 % af hovedstol). Betingelsen for opnåelse af lån var minimum 15 % opsparing i forhold til det ønskede lånebeløb. Indskuddet var principielt bundet indtil optagelse af lån (ventetid afhængig af de samlede indskud og låneansøgninger).

Arbejdsformen i J.A.K. Finansierings-afdeling var bl.a. medvirkende til, at lov nr. 156 af 2. maj 1934 om visse spare- og udlånsvirksomheder (i folkemunde kaldt J.A.K. loven) blev udformet og vedtaget.

J.A.K. Finansierings-afdeling blev omfattet af loven, og betingelsen for fortsat virke var, at indskyderne skulle have rente, og at indestående skulle kunne opsiges med 6 måneders varsel. Disse krav førte til, at virksomheden trådte i likvidation. I løbet af få år fik indskyderne hele deres opsparing udbetalt, og ved den endelige afslutning i 1959 blev der yderligere udbetalt en dividende.

I 1930erne oprettedes andre funktioner – J.A.K.s Afregningscentral og Andelskassen J.A.K. for Kongeriget Danmark – men også disse initiativer blev standset med henvisning til 1934-loven.

J.A.K. på lovens grund

Det stod herefter klart, at en fortsættelse af J.A.K.s arbejde måtte være beskyttet af gældende love inden starten. Samme tankegang kendetegner den personkreds, der i dag ønsker at omsætte J.A.K. ideerne i praktisk virke.

I 1938 stiftedes Handels A/S J.A.K. og i 1948 Ejendoms A/S J.A.K. Begge selskaber havde som formål “at arbejde for udbredelse af kendskab til J.A.K. bevægelsens teorier om produktionens og omsætningens formidling på rentefri basis. Selskabet kan i øvrigt drive almindelig handels-, investerings-, industri- og byggevirksomhed, herunder køb og opførelse af ejendomme for egen og fremmed regning samt udlejning og administration af disse”.

I 1944 oprettedes Landsforeningen J.A.K.s Fordelingssystem, hvis formål var “at formidle tegning af aktier i Handels A/S J.A.K., Ejendoms A/S J.A.K. eller eventuelle andre selskaber, som J.A.K. måtte oprette, på de betingelser, som til enhver tid måtte være gældende for de nævnte selskaber. Foreningen kan endvidere på medlemmernes vegne foretage indskud i pengeinstitutter”.

De 3 virksomheder har udspillet deres rolle i J.A.K.s historie, men har været med til at fastholde et J.A.K. samarbejde, så der hele tiden har været noget at bygge videre på.

J.A.K. Banken 1958-1972

Et af de store tiltag for en J.A.K. baseret økonomi var J.A.K. Banken, der stiftedes i 1958. Banken havde hovedkontor i Middelfart og omfattede på et tidspunkt 21 filialer og yderligere 30 kontorsteder fordelt over hele landet.

Foruden traditionelle bankforretninger søgte J.A.K. Banken gennem rentefrie indlån og udlån (mod en administration mellem 2,0 og 3,5 %) at give befolkningen et alternativ i bankverdenen. Forsøget blev en rimelig succes med hensyn til omsætningslån og kortfristede forbrugslån, mens afdelingen for langfristede prioritetslån gav problemer i forholdet mellem indlån og givne forventninger om udlån. Der blev specielt på dette område høstet værdifulde erfaringer til brug for senere J.A.K. funktioner.

I 1972 opstod der økonomiske problemer for J.A.K. Banken – bl.a. betød kildeskattens indførelse, at en del kommuner, som var kunder i banken, ikke mere havde skattepengene som løbende omsætning. Bestyrelsen forhandlede med Bikuben om en fusion, som blev en realitet pr. 1. januar 1973.

Ved fusionen var stillet i udsigt, at en række indlåns- og udlånsformer fra J.A.K. Banken kunne videreføres i Bikuben. Det var faktisk også tilfældet i en kort periode, men snart stod det klart, at et mere målrettet arbejde måtte ske i egne praktiske funktioner.

J.A.K. fælleskasserne

Da J.A.K. i 1973 stod uden sin bank, viste det sig, at J.A.K. har en betydningsfuld styrke i Landsforeningen J.A.K., lokalkredsene og de menige J.A.K. folk ud over landet. J.A.K. bygger på en ide om et rentefrit samfund, og det har vist sig gennem snart 75 år, at tilslutningen til J.A.K. ikke står og falder med, om en enkelt praktisk funktion lider skibbrud.

Efter at fusionen med Bikuben var gennemført på anstændig vis i forhold til de indgåede aftaler, gik J.A.K. pionerer over hele landet i gang med at udtænke rammer for et nyt økonomisk samarbejde.

Det stod klart, at det kunne være uheldigt at sætte alt på eet bræt, som det havde været tilfældet med J.A.K. Banken, som var eet selskab – organiseret som et hovedkontor med filialer. Da der opstod problemer, måtte hele selskabet opløses, selv om enkelte filialer måske isoleret set havde en udmærket økonomi.

Resultatet af overvejelserne blev, at der rundt omkring i landet oprettedes fælleskasser, som i henhold til lovgivningen (rent faktisk J.A.K. loven fra 1934) kunne arbejde uden for offentligt tilsyn, hvis indskyderne geografisk begrænsedes til hjemstedets kirkesogn med tilgrænsende sogne. Den enkelte fælleskasse var juridisk suveræn og med solidarisk ansvar for de aktive medlemmer.

I perioden 1974-1983 oprettedes 55 J.A.K. fælleskasser. Den vigtigste aktivitet var rentefrie indlån og tilknyttede udlånsformer. Der skete naturligvis en erfaringsudveksling mellem fælleskasserne, og der blev oprettet et “J.A.K. fælleskassernes repræsentantskab”, som havde til formål “at samle de danske fælleskasser og varetage disses interesser over for offentlige myndigheder samt arbejde for fælles aktiviteter, minimumskrav til vedtægter, fælles revision, konsulentordning og udbygge former for økonomisk samarbejde”.

Som følge af den tvungne geografiske begrænsning kunne antallet af medlemmer i en fælleskasse også være begrænset (enkelte kasser havde under 10 medlemmer), men der var sat et arbejde i gang – og vel at mærke et virke, som helt i J.A.K.s ånd ikke byggede på central styring, men lokalt sammenhold.

Ny lov for pengeinstitutter

I 1980 fik J.A.K. fælleskasserne en forespørgsel fra industriministeriet, om man ville deltage med et medlem i et udvalg, der skulle forberede gennemførelsen af et EU-direktiv, som foreskrev en samordning af lovgivningen om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut. En sådan ændring af lovgivningen ville betyde, at J.A.K. fælleskasserne – i lighed med de traditionelle andelskasser – kunne blive pengeinstitutter med nye rettigheder og pligter.

De 55 J.A.K. fælleskasser valgte Poul Busk Sørensen, Husum Fælleskasse (i København) som deres repræsentant i udvalget, der i øvrigt havde medlemmer fra banker, sparekasser, andelskasser, banktilsynet, Nationalbanken, økonomiministeriet og industriministeriet.

Udvalget skrev betænkning (nr. 1002) i maj 1984, og den efterfølgende lovgivning betød, at J.A.K. fælleskasserne kunne blive pengeinstitutter (som andelskasser) i 1985. Det økonomiske krav for overgang til virksomhed som et selvstændigt pengeinstitut var en egenkapital på 500.000 kr. Samtidig blev den geografiske begrænsning ophævet.

J.A.K. andelskasserne

1985 blev et spændende år i de 55 J.A.K. fælleskasser. Den nye lovgivning gav muligheder for fremgang i J.A.K.s praktiske arbejde, men ville også betyde opfyldelsen af en række krav, som man tidligere havde været fritaget for.

Ophævelsen af den geografiske begrænsning havde til resultat, at nabo-fælleskasser slog sig sammen og anmeldte sig som een andelskasse. De 55 fælleskasser blev til 22 andelskasser, som i de forløbne yderligere gennem fusioner og lukninger er reduceret til 14 J.A.K. andelskasser.

Hovedaktiviteten i de fleste J.A.K. andelskasser er rentefrie indlån, der giver mulighed for rentefrie lån, hvor der kun skal betales den for driften nødvendige administration. Den enkelte andelskasse kan – som lokalt suveræn – vælge de kontoformer, man ønsker at markedsføre.

Når J.A.K. andelskasserne – hvis de ønsker det – kan tilbyde deres andelshavere de fleste kontoformer, der findes i et normalt dansk pengeinstitut, skyldes det i høj grad et samarbejde med Folkesparekassen, som i 1983 blev stiftet af J.A.K. folk i Silkeborg (med opbakning fra en række fælleskasser ud over landet). Foruden at virke som lokalt pengeinstitut har Folkesparekassen udfyldt rollen som engros-pengeinstitut for J.A.K. andelskasserne, ligesom sparekassen har vist sig så levedygtig, at den kan være en naturlig fusionspartner for andelskasser, der ikke vil eller kan fortsætte på egen hånd. Folkesparekassen er på alle måder et fuldgyldigt medlem af J.A.K. familien.

J.A.K. andelskasserne har siden 1985 bevist, at det kan lade sig gøre at drive pengeinstitutter på et idemæssigt grundlag og samtidig opnå acceptable forretningsmæssige resultater.

Det er med optimisme, J.A.K. andelskasserne runder de 20 år i 2005 – i bevidstheden om, at et godt samarbejde mellem et antal selvstændige J.A.K. pengeinstitutter er en god garanti for, at J.A.K. folkene i Landsforeningen og regionerne ikke umiddelbart behøver at opfinde nye former til at bevise samspillet mellem J.A.K. bevægelsens idegrundlag og praktiske funktioner til fremme heraf.