Hvad er penge?

Det virker som et banalt, nærmest uskyldigt, spørgsmål. Man forventer det måske fra et barn. Voksne mennesker spørger sjældent om det, for det virker så naturligt at vide, hvad penge er. Vi bruger og tjener jo penge hver eneste dag! Vi er sikre på, at penge gør os i stand til at købe ting og services, og at vi derfor har brug for at tjene dem. Men på trods af denne rituelle omgang med penge, er spørgsmål om penges væsen og penges oprindelse lidt af en Pandoras æske at åbne. Forskellige svar på, hvad penge er, og hvor penge kommer fra, medfører vidt forskellige økonomiske analyser af samfundet. Man kan på den ene side komme frem til, at penge ikke har nævneværdig betydning, og at de fleste stater har ondt i pengepungen.

På universiteterne lærer økonomistuderende, at ’penge er neutrale’ for den økonomiske aktivitet, og  at markedskræfterne vil justere økonomien til den bedst mulige udnyttelse af jord, arbejde og kapital i økonomien. Ændringer i pengemængden vil kun kunne påvirke priserne – ikke selve aktiviteterne. Det er en af de grundlæggende forestillinger i neoklassisk økonomi, som er den gængse økonomiske skole i Danmark og udlandet. Herudover, anses staters forbrug for at være begrænset af deres skatteindtægter. På den anden side, ser man penge som essentielle for økonomisk aktivitet i et kapitalistisk samfund. En bestemt økonomisk skole mener endda, at stater med egen valuta aldrig kan løbe tør for penge uanset om staten har gjort sin centralbank uafhængig.

Af Asker Voldsgaard

At penge skulle være neutrale er en overraskende konklusion for normale mennesker, der arbejder for løn betalt i penge hos en arbejdsgiver, der søger profit i penge. Alt i økonomien synes at dreje sig om penge. Ikke desto mindre, forlader de fleste økonomer universitetet med troen på, at penge er neutrale. Men der er en anden teoretisk retning kaldet post-keynesianisme, der forsøger at bedrive økonomisk videnskab mere i overensstemmelse med John Maynard Keynes oprindelige analyser, og ikke de modeller som blev udviklet i hans navn efter hans død. Inden for denne tradition forsøger man, at tage penge og pengeskabelse i finanssektoren som udgangspunkt for økonomisk analyse. Forskellen mellem de to traditioner udspringer fra deres to forskellige svar på spørgsmålet i overskriften: Hvad er penge?

Neoklassisk økonomi bygger på en ’metallisk’ pengetradition. I den metalliske pengetradition mener man, at penge er udviklet fra en pengeløs markedsøkonomi, hvor man byttede varer lige over. En såkaldt bytteøkonomi. Med tiden blev nogle varer udvalgt som pengemiddel, for at gøre det nemmere at handle. Med tiden blev værdifulde metaller valgt, fordi at de ikke mistede værdi med tiden. Den grundlæggende funktion af penge er altså at være mellemled mellem byttehandler.

Med dette syn på penge, kan alle ting altså potentielt udgøre penge – så længe det gør handel nemmere. Stater kommer først ind i billedet, når metalpenge skulle forbedres som betalingsmiddel ved at støbe dem som ensartede mønter, så der er mindre usikkerhed om værdien af møntens metalindhold. Pengene har værdi enten fordi, at de er en vare med brugsværdi (f.eks. kvæg eller guldmønter) eller at pengene giver krav på en vare (f.eks. guld i Nationalbanken). Da verdens valutaer i 1971 med Nixon-chokket overgik fra at kunne byttes til guld (via dollars) fik denne forståelse dog et forklaringsproblem, for der var ikke længere nogle varer med brugsværdi, som bakkede pengesedlerne op. Som der for eksempel står på de britiske 5-punds pengesedler ved siden af billedet af dronningen: ”Jeg lover at betale indehaveren fem pund ved forespørgsel”. Man kan altså få byttet sine fem pund til fem pund.

Det er umiddelbart ikke en særligt betryggende garanti, men systemet virker øjensynligt endnu, og pengene har beholdt deres værdi alligevel.

I neoklassisk økonomi forklares dette med en ’går den, så går den’forklaring. Det postuleres, at folk vil modtage disse ’værdiløse’ penge i bytte for varer, hvis man tror, at andre også vil modtage dem senere. Kort sagt, at hvis man tror, at man kan tørre dem af på andre, så har de værdi. Det er dermed fremstillet som et meget skrøbeligt system, der er eksponeret for tillidskriser.

I den post-keynesianske tradition er penge derimod i centrum for den økonomiske analyse, og stater har en central rolle fra første skridt. Penge er ikke neutrale, men dét fænomen som får den kapitalistiske økonomi til at fungere.

Der er selvfølgelig forskelle mellem økonomer inden for den post-keynesianske tradition, men de fleste er indforståede med, at banker skaber nye penge, hver gang de giver et lån – og at de ikke er afhængige af indskud, før at de kan låne ud. Tilsvarende, forsvinder penge, når et banklån betales tilbage. Dette grundlæggende fænomen har foreningen Gode Penge gjort opmærksom på i Danmark, og er blevet bekræftet af de fleste centralbanker. Det rejser en række spørgsmål om, hvad penge skabes til, og i hvilket omfang det foregår. Kan man for eksempel forstå de stadigt stigende boligpriser uden bankers villighed til at skabe nye penge til at købe de eksisterende boliger?

Men den økonomiske skole Modern Monetary Theory (som ofte kaldes MMT og kan oversættes til ’moderne pengeteori’ på dansk) tager analysen videre til statsniveauet. MMT-økonomer mener, at den grundlæggende funktion ved penge er at være måleenhed for værdien af alt andet. Det kan sammenlignes med, at selvom vi måler en masse ting i meter, så er der ingen der har set ’en meter’. Det er en abstrakt måleenhed, der bruges til at opgøre længden på noget konkret. På samme vis har ingen set ’en krone’ – men vi opgør flere tings værdi i krone-værdi. Det er her staten kommer ind i billedet, for hvordan skulle en masse individer i en bytteøkonomi blive enige om en enkelt abstrakt måleenhed for værdi? Det er de heller ikke blevet.

Arkæologer og antropologer har aldrig fundet bevis på, at en kommerciel bytteøkonomi har eksisteret, eller at penge skulle være udviklet fra dem, som den neoklassiske økonomi påstår. I stedet peger verdens tidligste skriftfund fra Mesopotamien (nutidens Irak) 3000 år f.Kr. på, at penge som abstrakt værdienhed blev opfundet af datidens tempelherrer for at lette det administrative pres ved at eje og koordinere størstedelen af produktionen i samfundet. Simpelthen for at holde styr på deres aktiviteter og simplificere de renter og skatter, som befolkningen skulle levere til templerne i naturalier.

Centrale autoriteter og skatteopkrævning var altså centralt helt fra civilisationens begyndelse for at fastlægge, hvordan værdi måles i et land. Og det var over 2000 år før de første mønter blev skabt i det vestlige Tyrkiet.

Hvad er det så, man måler i penge? Vi tænker naturligt først på priser, men vigtigst af alt er gæld. For det som vi kender som penge på lommen er – og har altid været – nogens gæld. I modsætning til neoklassisk økonomi, mener MMT-økonomer altså ikke, at ’hvad som helst’ i princippet kan udgøre penge. Kun gæld. Alle kan udstede gæld, men der er forskel på gæld. De som udsteder den mest eftertragtede gæld kan faktisk skabe penge ved at betale med sine egne gældsbeviser. Forestil dig, hvis du kunne

betale nede i supermarkedet ved at skrive på en lap papir: ”Jeg lover at betale indehaveren 100 kroner ved forespørgsel” – ligesom dronningen  i England. Det kan vi ikke, fordi at vores gæld ikke er ønsket af ejeren af butikken. Hun vil have statens eller bankens gæld, og derfor er vi nødt til at tjene eller låne dem, før vi kan købe.

Bankers gæld er et eksempel på gæld, som fungerer som penge. Men det er primært fordi, at bankerne via Nationalbanken har direkte adgang til den mest eftertragtede gæld i samfundet: Statens gældspapirer. Hvorfor er statens gæld den mest eftertragtede? Det er fordi, at skatteopkrævning driver efterspørgslen efter et lands valuta. Når dronningen af Englands 5-pundsseddel har værdi, er det fordi, at hun i virkeligheden lover at ophæve 5 pund skattegæld for indehaveren – og det er utroligt værdifuldt for borgerne. Da det eneste sikre her i tilværelsen som bekendt er døden og skatter, vil der naturligt være stor efterspørgsel efter de gældsinstrumenter, der kan annullere skattegæld: Statens gæld. Vi kan ikke længere betale skat med kontanter (som er Nationalbankens gæld), men nu gør bankerne det for os via Nationalbanken.

Det er den suveræne stats ret først at bestemme sin egen møntenhed, dernæst pålægge borgerne skat i den møntenhed og så bestemme, hvad der accepteres i betaling af skat. Her vælger staten (oftest), at borgerne skal betale skat med statens egne gældsbeviser for at undgå straf. Men hvordan skal borgerne i en ny stat få fat i statens gældsbeviser (for eksempel en 100-kroneseddel), hvis ikke staten har brugt nogle penge endnu? Det kan de ikke, for staten er nødt til at bruge penge, for at borgerne får statens gældsbeviser på lom men. Staten opkræver derfor skat for at skabe efterspørgsel efter statens gældsbeviser, så den kan tilgå arbejdskraft og produkter fra borgerne ved at udstede gæld. Men forbruget kommer derfor, logisk set, før i tid end skattebetalingen. Det er dermed ikke penge fra borgernes skat, der gør staten i stand til at forbruge mere, men skattepligten der får borgerne til at mangle pengene fra statens forbrug. I denne optik kan al statsligt forbrug forstås som gældsfinansieret og som kilden til penge i samfundet. Det er den suveræne stats privilegie.

Vi har indført en række politiske begrænsninger på statens muligheder for at bruge sine penge. Nogle begrænsninger er fornuftige, for eksempel at have en finanslov, der begrænser, hvor meget staten må bruge i et konkret år.

Finanslove er gavnlige, fordi at de sørger for, at der er styr på statens forbrug, hvilket minimerer korruption og forhindrer, at staten optager flere ressourcer i samfundet, end vi ønsker politisk. Derudover har vi via EU indført nogle budget- og gældsregler, som begrænser vores finanslove. Men budgetregler om, at finansloven for eksempel ikke må have mere underskud end 0,5 % af ’strukturelt BNP’ (der til dels justeres for varierende forhold) er ikke ønskværdige, hvis økonomien har brug for et større underskud for at komme i omdrejninger igen. Denne form for regler har været skyld i det langsomme opsving efter finanskrisen ved at lægge bånd på kilden til danske kroner. For eksempel førte Lars Løkke Rasmussens første regering kontraktiv finanspolitik med Genopretningspakken i 2010 efter en henstilling fra EU om, at vores underskud oversteg reglen om maks. 3 % af BNP i underskud (selvom vi har forbehold mod den regel).

Eurolandene har begrænset sig yderligere ved ikke længere at udstede egen valuta for i stedet at bruge en supranational valuta. Her skal årsagen bag en stor del af Sydeuropas fortsatte økonomiske nød findes: Statens forbrug er ikke længere kilden til penge. I eurolandene finansierer skatten statens forbrug i modsætning til blandt andet Storbritannien, USA, Kina, Japan, Sverige og Danmark. I den forstand er det mere korrekt at opfatte eurolande på samme vis som kommuner eller delstater i USA.

Penge er et besværligt fænomen. Men det er et af de emner, som er værd at dykke ned i, hvis man som JAK ønsker et mere retfærdigt økonomisk system. Ved at blive bedre til at udnytte pengesystemet som infrastruktur, kan vores jord, arbejde og kapital udnyttes til at skabe mere social og økonomisk fremgang.

 

Asker Voldsgaard (26 år) er Bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet og startede i 2016 på Kandidatuddannelsen i Statskundskab ved Københavns Universitet.

Uddannelsen er suppleret med studieophold i Japan og arbejde i blandt andet Danmarks EU-repræsentation i Bruxelles, Udenrigsministeriet og Socialdemokratiets politiske afdeling på Christiansborg.

Asker er særligt blevet optaget af samspillet mellem pengepolitik og finanspolitik samt den finansielle sektors funktionsmåde og følgende risici for finansiel ustabilitet.

I 2017 bevilgede JAK Fonden stipendie til Asker til arbejdet med specialeemnet: Den danske samfundsøkonomi i lyset af Modern Monetary Theory.