Fortællingens Bro

Fortælleren sidder på hug i en yurt – det runde telt, som nomaderne på stepperne i Tuva i Sydsibirien og Mongoliet lever deres liv i.

Det er blevet aften og mørkt i det store telt, lyset kommer fra brændeovnen i midten og et par petroleumslamper. Vi sidder mange mennesker tæt sammen, og under en af de to senge ligger et par små hvide gedekid og sover. Udenfor kan vi høre hestene græsse og pruste. Jeg tager en dyb indånding og går i gang med historien. Orlando, den unge dreng tolker fra engelsk til tuvansk. Det er skabelsesmyten fra den nordiske kultur, jeg fortæller; den urgamle historie om Ginungagap og livet, som blev til i mødet mellem is og ild. Mens jeg fortæller og synger, lyser skæret fra ilden op på de mange ansigter i yurten; den gamle kvinde med det lille barnebarn på skødet, den skæggede hyrde, som lytter opmærksomt med sine kloge skarpe øjne og de tre drenge forrest, som fniser lystigt over aftenens underholdning. Efter min historie fortæller den gamle hyrde os alle, hvordan dyrene blev til og om det store træ mellem himmel og jord, som shamanerne hviler sig i. Bagefter bliver der sunget en sang og en til. Natten på steppen bliver lang og fyldt med fortællinger og latter.

“Åh! Fortæl en god historie!“

Sådan har opfordringen lydt i årtusinder; i hulens mørke, ved lejrbålet på savannen og under skovens træer. Opfordringen lød fra stammens voksne til de gamle vise, fra børn til forældre og bedsteforældre.

Vi har brug for de gode historier til at finde vores vej i verden og livet. I dag får vi historier alle vegne; fra computeren, podcasts, bøger, aviser, teater, biografer, fjernsyn, nettet, radioen, telefoner mm.

Vores fællesskab, vores ligheder og også vores forskelligheder afspejler sig i de historier, vi fortæller.

Men den urgamle levende historiefortællekunst har også fået en renæssance i den elektroniske tidsepoke. Fortællekunsten er tæt beslægtet som universelt sprog med musikken og teatret. Det sprog som har sine rødder langt tilbage i menneskehedens historie. I tidernes morgen var der pludselig et menneske i gruppen omkring bålet, som var så fyldt af en stærk drøm eller vision, at det måtte udtrykkes og deles med de andre. I fortællekunsten mødes vi ansigt til ansigt med vores tilhørere. Vi kan se, høre og sanse hinanden. Fortællingen lever i mødet mellem mennesker og vores forskellige kulturer.

Vores fællesskab, vores ligheder og også vores forskelligheder afspejler sig i de historier, vi fortæller.

Vi sidder en stor gruppe mennesker i Fyrtårnet på øen Anholt langt ude i havet. Aftensolen falder blødt ind gennem de gamle vinduer i de tykke mure, og lige udenfor bruser og synger havet. Store og små lytter vi til Agnete, som fortæller om sin barndom herude ved Fyret, hvor hendes far var fyrpasser. Hun samlede de døde små fugle op, som havde mistet livet ved at flyve ind i fyrkuplen, og hun lagde dem under små dyner i sin dukkebarnevogn. Vi lytter og drages ind i fortællingen. Historiefortælling er et kraftfuldt medie. Fortællingernes billeder træder ind i sindene og spejles i hvert enkelt menneskes personlige univers.

Fortællekunsten er tæt beslægtet som universelt sprog med musikken og teatret. Det sprog som har sine rødder langt tilbage i menneskehedens historie.

Med fortællinger skaber vi verden, vi skaber os selv og vores relationer. Med historier kan vi forvandle os selv og verden.

Som historiefortæller har jeg fortalt og byttet mig til nye historier langt ude i junglen i Sydmexico eller hos børnene i den nedslidte skole i den danske forstadsghetto. På alderdomshjem, i børnehaver, spisestuer, lejrpladser, togstationer, fangerhytter i Arktis eller på landsbypladser i Himalaya. Historier kan fortælles og udveksles alle vegne.

Historierne udfolder sig på skoler, institutioner og i virksomheder, men også i mange forskellige kulturelle sammenhænge og private arrangementer. Vi kan genindføre den mundtlige fortælling som et basalt element i menneskelivets højdepunkter og dybdepunkter og overgange, som barnedåb, konfirmationer, bryllupper, begravelser og vågenætter. Her kan det, at lytte sammen til en fortælling fyldt med visdom og livskraft være trøst og næring. Historier taler til vores krop, til vores sanser, til begge hjernehalvdele. De kan fordybe vores læring og tjene som hjælpere i konfliktløsning.

Og der, hvor vi samles for at skabe noget nyt sammen, se på verden på en ny måde og sammen forme nye bud på, hvordan vi som mennesker kan være og leve sammen med alt andet levende i Verden, også der har gode fortællinger kraft. De taler direkte derind, hvor vores håb bor, hvor vores medmenneskelighed bor, hvor vores egen visdom og livskraft bor.

 

Katrine Faber er en af Nordens mest anerkendte historiefortællere, som fornyer den urgamle kunstart på sin helt egen musikalske og dramatiske facon. Katrine har i mange år udforsket samspillet mellem historiefortælling, teater, krop, musik og stemme. Hun er stifter af Teater Viva, som optræder med teaterfortællinger, laver byttehandelsprojekter i ind- og udland med historiefortælling, musik og teater og hun giver undervisning i fortælling, teater og stemmearbejde for børn, unge og voksne. Katrine arbejder også som psykoterapeut med helbredende fortællinger.

 

www.katrinefaber.dk

www.teaterviva.dk

www.voxviva.dk

www.detperifereselskab.dk

 

En god fortælling er en drøm, vi drømmer sammen.

Billeder, fortalt med historiefortællerens levende ord, som skaber et magisk univers, hvor alt er muligt.

Når vi lytter os ind i historiens billeder, får vores sjæle plads til at vokse og forvandles.

Når vi lytter til fortællingen sammen, dannes en bro mellem os.

I fortællingen kan vi dele visdom, erfaringer og erindringer, glæder og sorger.

I fortællingen kan vi mødes på trods af forskellige aldre, på trods af at vi kommer forskellige steder fra og er forskellige steder i vores liv.

Hver især spejler vi vores egne indre billeder ind i den fælles fortælling, og bliver medskabere af øjeblikkets poesi og mulighed.