| J.A.K. bladet
Stor
Større
Størst
Af Finn Bentzen
I forbindelse med den store bankfusion, som
jeg har forsøgt at analysere og belyse andet sted i dette blad, hvor det
kan konstateres, at den store bank snart begynder filial-lukning i et ikke
beskedent omfang, er det desværre alt for bekræftende at konstatere, at
det ikke alene er i den finansielle sektor, "brugerapparatet"
skal være større og større, men også i forbindelse med køb/salg af
almindelige forbrugsvarer.
Det er rystende at konstatere, at tankstationer - det var der, man købte
benzin og olie i gamle dage - nu næsten slår den lille købmand ihjel.
Man kan spørge sig selv, om det er i nogen forbrugers interesse, at
storkapitalen incl. store udenlandske koncerner nu overtager salg af groft
rugbrød og sur fløde.
Benzinselskaberne har så stor succes med at overtage markedet fra den
lille købmand, at det kan konstateres, at i årene 1997, 1998 og 1999 måtte
i alt over 60 små brugsforeninger lukke og også ca. 160 almindelige små
købmandsbutikker.
Det har kostet detailhandelen mere end to milliarder i omsætning siden
1997, så det er ikke småpenge, vi taler om.
De store, større og største tankstationer med butikker og restauranter
og med døgnåbent har i årene fra 1997 til 1999 vundet næsten 900
millioner i omsætningsfremgang. Tankstationernes omsætning svarer i dag
til en markedsandel på ca. 30%, medens brugsforeningerne er nede på at
have ca. 6% af nærbutikssalget (StockmannGruppen).
Hvor mange er klar over, at benzinselskaberne som Statoil, Shell og Q8 har
en større andel af markedet for dagligvarer i nærbutikkerne? Navnene
lyder da ikke særlige lokale eller danske, vel?
Vi er - efter min opfattelse - inde i en udvikling, hvor alt skal være
"udansk" for at være moderne og acceptabelt.
Hvor er købmanden med den brune kittel, der kunne fortælle byens bedste
historier bedre og hurtigere end den lokale avis?
Hvor er mennesket bag alt dette glimmer og denne forlorenhed?
Men det holder da ikke her!
Det sidste nye er, at nu vil 7-eleven kæden (amerikansk) og
Hydro/Texaco (norsk) indgå et prøvesamarbejde, for derigennem at styrke
hinanden (profit). Igen kommer det til at gå ud over de små nærbutikker,
som ikke for så mange år siden var en naturlig del af den danske kultur.
Tænk, at man som argument for en sådan sammenkædning kan anføre:
"Vi vil gerne teste, hvor meget Hydro/Texacos salg af brændstof og
bilvask kan bidrage til at øge vores omsætning!" (direktøren for
7-eleven Danmark).
Og vi forbrugere hopper lige pladask på en gang og med det samme på
maven for alt det nye og moderne og glemmer helt og totalt, at vi hver
gang fremmedgør alle ting for hinanden og med hinanden.
Hvornår siger vi stop? Bliver det først den dag, vi overhovedet ikke
kommer hinanden ved, hvor vi blot kører forbi en
"servicestation" for at få vasket bilen og fyldt brændstof på
samme, hente afleveret rensetøj, købe lidt fastfood og brændevinen og
tobakken o.s.v. - alt købes et sted, uden at man behøver at røre sig
eller tale med andre mennesker - og så bevæge sig hjem på sofaen og
lukke op for "kulturkassen"?
Det er ikke sådan, vor bevægelses ideologi beskriver det rige og
solidariske menneskeliv.
J.A.K. bladet |