Man har et synspunkt... 
Hvorfor undertrykker mange deres sande mening ?
Leder af Jakob Mikkelsen,  formand for Landsforeningen J.A.K. 

Af og til kan man få den tanke, at det ikke kan passe, at kun J.A.K. folk kan se rentens skadelige virkninger. Det gør det heller ikke. Med jævne mellemrum træder en pensioneret, tidligere højtstående person fra den økonomiske elite frem og siger sin mening. Det er netop sket, og vi bringer i dette nummer af J.A.K. bladet en anmeldelse af hans bog. Her tager han bladet fra munden og er stort set enig med J.A.K. i problemformuleringen, men har ikke de samme løsninger på problemerne, hvilket vel også er naturligt nok. Og han er ikke den eneste: Jeg kan huske, at en højtstående medarbejder fra Verdensbanken for ca. 15 år siden gjorde det samme, altså trådte frem, vel at bemærke efter at være trådt tilbage fra sin ledende post i Verdensbanken, og sagde sin uforbeholdne mening om vort økonomiske system. 

Det kan undre, at ingen siger noget, mens de har indflydelsen til at ændre på tingenes tilstand, når de nu engang har indsigten! Hvorfor siger de økonomiske eksperter ikke lige ud, at så længe vi har et økonomisk system, der udmarver den arbejdende befolkning, og altså ikke blot lønmodtagerne, til fordel for de store kapitalejere, ja så kan vi hverken løse det ene eller det andet af verdens påtrængende problemer? Ja, jeg ved det ikke, men jeg har et bud: De er blevet en del af systemet. Jeg skal her forsøge en form for dokumentation med to hændelser i forbindelse med folkeafstemningen om EUROen.

Vores kære økonomiminister var ikke det danske folks tjener, da hun argumenterede for et ja til EUROen; hun havde sin politiske base i EU. Det fremgik tydeligt, da hun efter sit nederlag tog til Bryssel for at blive trøstet af sine EU kolleger. Det var altså deres sag, hun havde kæmpet, og der hun havde sin base.

Anders Fogh Rasmussen fortalte fra talerstolen på Venstres landsmøde den 28. oktober, at vi ikke fik sandheden om EU. Ikke sådan, at han sagde, at vi nu skal til at have sandheden, og heller ikke sådan, at han sagde, at han og de andre ja-sigere havde løjet. Han sagde blot, at "Fra 1972 har vi i alt for høj grad stukket hovedet i busken og undladt at sige tingene lige ud. . . . . Nu er tiden kommet til at tale rent ud af posen!" (JyskeVestkysten 29.10.2000). Jeg får det ud af det, at vi får en sang fra de varme lande, og når vi ikke synes om melodien, ja så kan vi få en anden, men husk: det er jo altså ikke sikkert, vi får sandheden. Først engang, når Anders Fogh og Marianne Jelved er trådt tilbage fra det politiske liv, træder de måske frem og siger, at EU kun tjener magthavernes (læs: de store kapitalejeres) interesser. De havde ikke modet til at stå op og sige deres mening, mens den havde vægt. Men det er også svært at få en platform, hvis man ikke er medlem af en kreds.

Jeg har altid betragtet J.A.K. som en af Danmarks ældste grønne bevægelser, selvom vi ikke har været hverken romantikere eller rabiate. J.A.K. har fra begyndelsen sat fingeren der, hvor det har gjort mest ondt, nemlig på renten og dermed princippet om de arbejdsfrie indtægter som udbytte/afkast på lån, spekulation osv. Ikke alle forstår, hvilket man jo nok heller ikke kan forlange, helt til bunds, at det er her, man må tage fat; at det ikke er nok at sætte sine penge i grønne investeringer i andres økologiske landbrug. I dele af den grønne verden er J.A.K. ikke grøn nok til at være med, når de grønne snakker økologi og økonomi i sammenhæng. Derfor var J.A.K. ikke inviteret til Økonets temaweekend om "Økologi og Økonomi", og der var ellers god plads til os i panelet, når man kiggede på dets sammensætning; men at forsøge at afskaffe renten er ikke grønt, siges det!

Rente af penge er og bliver forkert og kan ikke forsvares - heller ikke når det er penge investeret i grøn eller økologisk produktion! Jeg overvejer stadig, om vi ikke er grønne nok, eller om vi er for grønne til de grønne! 

J.A.K. bladet