J.A.K. bladet

Fra lokalkredsene

Referater fra Silkeborg og Slagelse J.A.K. lokalkreds 

Silkeborg:

Inspiration til en sundere hverdag
Den 11. oktober var aftenens foredragsholder Helle Kofoed fra Silkeborg. Helle er kostvejleder og arbejder een dag om ugen i Heksekosten i Silkeborg.
Helle fortalte om, hvor vigtigt det er, at det vi spiser er af en så god kvalitet som muligt, således at vi får mest frugt og grønt, mange kornprodukter og lidt fedt.
Vi skal være meget kritiske, når vi køber madvarer. Find ud af, hvordan de er dyrket. Er de dyrket i rockwool, uden sol og regn og med kunstigt lys, så indeholder grønsagerne jo ikke mange næringsstoffer. Det skal vi bruge til at opbygge vor krop med og styrke vort immunforsvar, så vi ikke bliver syge. Vi skal vælge de grønsager, der er dyrket i jord, så vi får næringsstofferne fra jorden. Vælg årstidens grønsager, vælg danske grønsager - de er ikke sprøjtet så meget som de udenlandske.
Vi skal også passe på, når vi køber rugbrød, da mange er fyldt med fedt(kerner) og sukker. Brød, der er langtidshævet, er langt det sundeste, da der sker en spaltning af kornet. Havregryn skal stå i blød natten over, inden vi koger dem til havregrød, da der også her sker en spaltning.
Helle fortalte om mange madvarers virkning på vor krop og sammenhængen mellem de forskellige ting. Det er vigtigt, at vi er opmærksomme på de signaler, kroppen giver os. Det er klart, at det ikke er let at ændre vore kostvaner på en gang, men vi kan tage lidt ad gangen. 

Det var et interessant foredrag, hvor de 12 deltagere fik inspiration til en sundere hverdag. 

Økologi og hvorfor
Den 15. november havde vi besøg af økologikonsulent Karl Mørch fra Silkeborg. Han har blandt andet haft et sådant job i Kvickly i Silkeborg.
Karl Mørch var barn i et hjem, hvor man dyrkede økologisk landbrug. Dengang hvor jorden endnu ikke var forurenet.
Hvad er det for et samfund, vi er på vej hen imod? I dag har vi jo informationssamfundet. Vi er så småt begyndt at vende tilbage til tidligere tankegange, hvor vi lever i harmoni med naturen og passer bedre på de ting, vi har. Forbrug og smid-væk-samfundet er på vej ud. Økologi er græsk og betyder, at vi skal værne om de ting, vi har. Jorden kan jo ikke blive ved med at klare, at vi bare bliver ved med at forurene. Det giver mange bagslag, naturen svarer igen med f.eks. sygdomme som allergi og astma. Vore husdyr får alvorlige sygdomme, fordi foderet er for dårligt - det er fyldt med pesticider, og dyrene bliver presset for hurtigt frem, f.eks. med vækstfremmende.Vi ved ikke, hvordan vores drikkevand ser ud om 10 år. Pesticidforbruget var meget stort i årene 1987 til 1989, herefter er forbruget faldet. Vi kan først se skaderne på drikkevandet fra omkring år 2010. Hvor mange pesticider vil der være trængt ned i grundvandet?
I årene, hvor mængden af sprøjtemidler var stor, var der næsten ingen udvikling/forskning i fremstilling af maskiner til landbruget til f.eks. bekæmpelse af ukrudt. Men nu er der gang i udviklingen igen.
Karl Mørch fortalte om vigtigheden af, at økologien bliver mere udbredt. Hvordan får vi forbrugerne til at købe mere økologisk? Tit er varerne i supermarkederne ikke særlig synlige, og supermarkederne vil tjene på de økologiske varer. Vi skal styrke gårdbutikkerne.
Det økologiske salg er steget fra at være 0,23% i 1993 af det samlede varesalg til at være 8% i 2000.
Vi har nemlig i dag råd til at købe ordentlige madvarer, da reallønnen er steget de senere år. Men der er andre ting, vi hellere vil bruge pengene på - f.eks. flere udlandsrejser, nye biler m.m. Karl Mørch mente, at vi er på rette vej, og at det økologiske salg vil stige i fremtiden. Vi er ved at indse, at vi ikke bare kan svine vor jord til. 

Det var et spændende foredrag med 14 deltagere. 

Referat fra møde i J.A.K. lokalkreds Slagelse 

Ny struktur i J.A.K.
J.A.K. lokalkreds i Slagelse har afholdt møde, hvor Jakob Mikkelsen og Finn Bentzen fra Landsforeningen J.A.K.s bestyrelse var indbudt som talere.
Jakob Mikkelsen gjorde rede for den nye struktur i J.A.K. med de nye vedtægtsændringer, som nylig blev diskuteret og vedtaget i Silkeborg. Omtalte frigørelse som herredømme over sin økonomi. Men også åndelig frigørelse, at tage ansvaret for sine handlinger.
Omtalte biodynamisk dyrkning som vejen til sundere produkter - og også som vejen til sundere tanker.
Så det som et primært mål at kunne være uenige og diskutere - uden at glemme at arbejde sammen på væsentlige punkter.

Finn Bentzen omtalte den nylige bankfusion som et monopol, der kun tænker på profit.
Det er nævnt, at 2.500 ansatte må forlade bankerne, ca. 1.500 ved naturlig afgang. Men hvad med de sidste 1.000, hvor går de hen. Der er få muligheder for dem.
At kunderne flygter til mindre foretagender, hvor man må håbe, at aktionærerne ikke er for griske. Beklageligvis kan bankfusionen ikke spekulere i sine egne aktier. Penge har ingen moral, ingen tolerance. Moralen må mennesket stå for. Der er mere brug for J.A.K.s tanker end nogensinde.

Jakob Mikkelsen omtalte masser af bånd i J.A.K.s arkiver, som man kunne redigere til cd og udlåne til lokalkredse. Bånd med blandt andet K.E.K.s tanker - de er absolut lige så aktuelle i dag som dengang. 

Der var god mødedeltagelse og livlig diskussion.  

J.A.K. bladet