J.A.K. bladet

10 ord i december  - en julegave til J.A.K. bladets læsere

Af Poul Busk Sørensen   

Mit møde med J.A.K. har givet mig så mange glæder, at jeg meget gerne vil give mine venner ud over landet en julegave. Når I har læst denne artikel, håber jeg, at ideen med ”gaven” er lykkedes

Det danske sprog har været min trofaste følgesvend i 60 år - ikke blot til mundtlig og skriftlig kommunikation, men også i et meget større perspektiv.

Sideløbende med sprogets praktiske funktion har det været berigende for mig at gå ind bag ordene for at finde særlige nuancer og lade dem være symboler på forhold i livet, som jeg sætter pris på. 

Min egen hitliste
Fra helt ung har jeg haft en passion med at opstille en hitliste bestående af 10 ord, der i den aktuelle periode af mit liv udtrykte, hvad jeg følte og tænkte. Mange ord har i tidens løb haft en plads på listen. I flæng kan nævnes: 

Morgenrøde - Rosenknop - Glideflugt- Fuglesang - Martsviol - Verdensborger - Lattermild - Fællesskab

Mine krav til ord på hitlisten har ændret sig gennem årene. I dag skal et accepteret ord helst være en kombination af et budskab og en vis skønhed. Der kan stadig ske udskiftninger på listen, men 7-8 af ordene har ligget ret fast gennem de senere år.

Da jeg som nævnt i indledningen gerne vil give mine venner i J.A.K. en personlig julegave, har jeg besluttet at overskride min private tærskel og give bladets læsere et indblik i min tankeverden - ved at præsentere min liste for december 2000. Måske jeg kunne friste andre til at tage tråden op.

Den traditionelle måde for hitlister er at starte bagfra, hvilket jeg også vil gøre. 

10. Regnbue
Hver gang jeg ser en regnbue, tænker jeg på barndommens religionstimer og beskrivelsen i Det gamle Testamente, hvor Gud efter syndfloden sætter regnbuen på himmelen som en pagt med menneskene, at der aldrig mere skal komme en syndflod, årstiderne skal skifte osv. En regnbue er for mig symbolet på en farbar og beskyttet vej mod det rette mål. 

9. Julerose
Min hitliste indeholder altid en blomst eller plante som en hyldest til naturen. Jeg er fascineret af alt, hvad der sker i mark og skov - af årstidernes skiftende vegetation – af en kornmarks udvikling fra spiring til høst - af de vilde planter på grøftekanten - af den livskraft, der betyder, at en lille plante kan bryde gennem en klippesten. 

8. Tankerigdom
Vi mennesker er udstyret med evnen til at tænke tanker - en gave, som vi kan forvalte til umådelig åndelig rigdom, hvis vi er bevidste herom. Der er talt og skrevet meget om denne særlige egenskab for os mennesker. Smukkest har jeg set det udtrykt i ordene: Tanken lever i den længsel, der former den. 

7. Skabertrang
Dette ord har en naturlig plads på samme liste som ”tankerigdom”. Jeg ser en sammenhæng mellem den længsel, der former tanken, og den vilje, der resulterer i handling. Ret beset er det epokegørende, hvad mennesker har skabt ved at ville - måtte vi hver især bringe vort lille bidrag. 

6. Pejlemærke
Et forholdsvis nyt ord på min liste. Ordet opfylder kravet om en egen skønhed, og samtidig udtrykker det på en lyrisk måde næste skridt på vejen mod et nyt mål. Når jeg står med et problem, hjælper det som regel ”at sætte pejlemærker”. 

5. Vingesus
Vi hører af og til udtrykket ”historiens vingesus”. Jeg satser på vingesuset i dagligdagen, hvor den enkelte bestræber sig på at skabe glæde, mod og forventninger i sin omgangskreds. Det er mit lønlige håb, at ethvert J.A.K. møde kunne efterlade indtrykket af et vingesus og ny vind i sejlene.

4. Aftenfred
Fra skoletidens salmevers er der et par linjer, som altid vil stå i min erindring: Vil du favne ham i aftenfreden, så må du følge ham i middagsheden. I min tankeverden har jeg oversat det til: Vil du nyde sejrens sødme, må du gøre den nødvendige indsats derfor. Det har vist sig at være en god leveregel - det har ofte været endog meget varmt, men nu nyder jeg aftenfreden. 

3. Lyksalighed
Et lidt gammeldags ord. Når det har en høj placering på min liste, skyldes det ordets dobbelte indhold: Lykke og salighed. Kan man ønske sig ret meget mere i sin dagligdag, i sin familie og i sit eget personlige regnskab. 

2. Frigørelse
Frigørelse er for mig et fantastisk ord, meget større end ordet frihed. Frigørelse betyder, at man har gjort sig fri af alle tankemæssige bindinger og kan træffe sine beslutninger på sit eget gennemtænkte grundlag. Det kan vel ikke helt udelukkes, at der er en vis relation til en bevægelse, der arbejder for økonomisk og menneskelig frigørelse.

1. Samhørighed
Så er vi kommet til førstepladsen på min liste. Nogle havde måske forventet et ord som kærlighed. For mig er samhørighed sammensmeltningen af alle de elementer, der indgår i et oprigtigt og altomsluttende fællesskab. Derfor har ”Samhørighed” førstepladsen på min aktuelle hitliste og vil sikkert indtage den placering mange år fremover.Det var min julegave til J.A.K. bladets læsere. Jeg håber, den vil blive modtaget i den ånd, den er givet. 

Og lad mig så slutte med 10 andre ord i december: 

Alle medlemmer i J.A.K. ønskes glædelig jul og godt nytår.

J.A.K. bladet