J.A.K. bladet

Nyt fra regionerne   

  1. Region Nordjylland

  2. En tur til Den Gamle By i Århus

  3. Sommermøde på Fyn den 25. august

  4. En aften om vindmøller

  5. Besøg på Øllingegaard

  6. Godt møde i Vinderup

Region Nordjylland 
Af Kristen Stagstrup 

Region Nordjylland har i samarbejde med J.A.K. andelskasserne i Østvendsyssel, Østervraa og Hjørring afholdt møde i Østervraahallen den 18. september med deltagelse af cirka 30 personer.  

Aftenens ”hovedtaler” var Uffe Madsen fra Folkesparekassen i Silkeborg, som fortalte lidt om principperne i J.A.K. finansieringen, og han gav eksempler på overgang fra et traditionelt pengeinstitut til et J.A.K. pengeinstitut. Blandt andet fik vi at vide, at man ved et typisk huslån skal arbejde halvanden time på hver arbejdsdag alene for at klare omkostningerne ved lånet. Så forstår man bedre, hvorfor den første del af arbejdsdagen kan være ”træls”! 

Derudover var der indlæg fra de tre andelskasser om arbejdet og principperne i kasserne.   

 

En tur til Den Gamle By i Århus 

J.A.K. Region Østjylland arrangerede sommerudflugt til Den Gamle By i Århus søndag den 26. august.

Omkring 25 personer var mødt op, og i det dejlige sommervejr gik vi sammen med en lokal guide en spændende tur igennem Den Gamle by.

Herefter nød vi eftermiddagskaffen i Simonsens Have, medens historiker Niels Ulrichsen, Herlufsholm, levende fortalte om sit møde med J.A.K. og arbejdet med bogen om J.A.K.s historie, som han i øjeblikket er fuldt beskæftiget med. 

Sommermøde på Fyn den 25. august 
En dejlig sommer-eftermiddag var vi samlet en lille flok i haven hos Alice og Kai på Munkevænget 7 i Odense. 

Finn Bentzen talte over emnet “Mennesket bag pengene” og indledte - man kan sige - vanen tro med en af sine egne "realitetsdråber": Menneskelige værdier måles og vejes ikke med kroner og øre, men med tolerance og næstekærlighed.  

Herefter beskrev Finn med eksempler på en sædvanlig spændende og engageret, men alligevel en foruroligende måde, hvordan pengene i meget stor grad "forfølger" og "præger" mennesket livet igennem.Her kan kort nævnes, at inden det nye menneske kommer til verden, er pengene involveret. En rigtig god indgang til livet er, at de unge får lært at spare, låne og ikke mindst at bruge penge. 

De mere voksne og "satte" mennesker sidder stille og godkender: monopoler og fusionerden internationale storkapital rådgiveres udnyttelse af ikke kyndige myndighedernes umyndiggørelse af den enkelte borger EU og lokal afmagt integration  

Disse eksempler blev krydret med oplevelser fra det helt almindelige liv som selskabstømmere, Thorsen/Trads, SAS/MÆRSK, landmænd, sportsfolk.  

Finn afsluttede ved at komme med eksempler på, hvordan J.A.K. kan virke og modvirke i sådanne systemer, og kom med citater som:

- Rigdom er ikke at eje noget, men at eje noget, man kan give væk 
(Troels Kløvedal)
- Penge og spekulation kan udrette katastrofer, fordi penge og spekulation samler det tungeste af egoismen i sig, medens kærligheden kan udrette undere, fordi kærligheden kan feje hindringerne af vejen 
(Finn Bentzen). 

Jakob Mikkelsen havde kigget i de gamle J.A.K. blade og havde med baggrund heri forsøgt at sætte fokus på aktuelle problemstillinger. 

Tak for en dejlig dag i den fynske.   

En aften om vindmøller 
Af Rigmor Rasmussen 

Steffen Nahe talte om emnet vindmøller på et møde i J.A.K. Region Vest- og Sydsjælland. 

Steffen Nahe fortalte, at der var stor opbakning om vindmølleprojekter, selv om man måske ikke forstod det helt. Men en lille vits om, at en vindmølles vinges omdrejning en eller to gange klarede en kogevask, satte ligesom tingene på plads for den jævne mand. 

Placeringen på Middelgrunden var af praktiske grunde. Amagerværket lå tæt på og kunne nemt aftage overskydende strøm.

Man kan købe andel i vindmøllerne, uanset hvor man bor. Men det er først og fremmest folk fra Københavnsområdet, der har deltaget. Økonomien er god.  

Vindmølleindustrien har en omsætning på 16-18 milliarder årligt. Det vokser med ca. 35% årligt. Der er gode fremtidsmuligheder. Vindmøller kan dække ca. 17% af energien. Man sigter på 50% vindenergi i år 2050.  

Japan, Thailand og Østen er stærkt interesseret. 

Man taler om at afsætte “grønne beviser”, men det er der ingen, der ved noget konkret om. 

Et yderst interessant foredrag og en udbytterig aften, som vi nær ikke havde sluttet på grund af interessen for emnet.            

Besøg på Øllingegaard 
Af Bente Biering Sørensen 

J.A.K. region Øst- og Nordsjælland havde inviteret til rundvisning og orientering på det økologiske landbrug og mejeri Øllingegaard i Nordsjælland den 25. august 2001.Det var regionens første udflugt, der skulle løbe af stabelen. Der var mødt 12 deltagere op – trods norsk kongeligt bryllup i TV. 

Vejret var fantastisk flot, og der var travlhed ude på landet – de sidste marker skulle høstes inden det varslede regnvejr.

Vi blev modtaget af driftsleder Morten Krohn og hilste senere på hans kone Henriette.

Det var tydeligt, at de var vant til at have gæster – de var venlige og imødekommende. De har ca. 4 rundvisninger om ugen af bl.a. folkeskole- og højskoleelever.

Vi fik en grundig orientering om landbrug og mejeridrift under rundvisningen. 

Lidt historie
Øllingegaard er bygget af en proprietær i 1926. Først i 1995 kom mejeriet til. Med til Øllingegaards historie hører også udviklingen i dansk landbrug og mejeridrift. For 50 – 60 år siden brugte den almindelige dansker 25% af A-indkomsten til fødevarer. I dag bruger vi kun 8-10%. Danskerne går mere op i velfærd (rejser, biler udestuer m.v.) end i gode råvarer. Det er næsten blevet en folkesport at købe ind i NETTO.

Morten Krohn er en spændende fortæller. Vi fik historien om, hvordan han fra at være hippie nu er blevet til driftsleder på Øllingegaard Mejeri. Efter hippie-tiden valgte han for 20 år siden at blive landmand med speciale i køer, og dengang var det hans overbevisning, at han ikke ville være selvstændig, men det går ikke altid, som man forventer. 

Landbruget Øllingegaard
Øllingegaard (med 80 hektar jord) blev købt for 13 år siden for at drive økologisk kvægbrug og dermed være med til at mindske brugen af kunstgødning og pesticider. I dag er de 90 køer fusioneret med en besætning i Hornbæk. Ifølge Morten Krohn kan en landmand ikke leve af 90 køer - det er nødvendigt med en besætning på 250 køer.

De eneste dyr, vi så, var en kat og nogen vældig flotte høns. Morten Krohn fortalte, at der i en hønsegård helst ikke skal være flere end 125 høns, for en større ”familie” kan de ikke overskue. Hvis der er flere, så bliver der rivaliserende grupper, og de vil begynde at slås, som det ses på de store hønsefarme. 

Finansiering
Finansiering af købet af Øllingegaard og senere etablering af mejeriet er et kapitel helt for sig, som her refereres ganske kort.

Da Morten Krohn i sin tid skulle skaffe kapital, var han rundt til syv banker. og det endte med, at Jyske Bank lånte ham nogle penge. Da køerne skulle købes, var bankens kasse lukket. Køerne blev derfor købt af hans ”rige” venner, og Morten Krohn leasede dem. Senere var Morten Krohn så heldig at stifte bekendtskab med Anyahitafonden og Fælleskassen. Selv om det i nogle år havde givet tidligere direktør Asger Sørensen (og måske andre) grå hår i hovedet, er der nu ikke længere røde tal på bundlinien, hvilket er til stor glæde for alle parter. 

Mejeri 
I efteråret 1995, inden Øllingegaard Mejeri blev etableret, var der underskrevet en kontrakt med indehaveren af ISO ( supermarkedskæde) om levering af 3.000 liter økologisk mælk om dagen. Det viste sig, at her 6 år efter er produktionen oppe på 15.000 liter om dagen. Det betyder, at de er nødt til at have skifteholdsarbejde, også selv om de ved, at det ikke er godt for mennesker. Hellere skifteholdsarbejde end intet arbejde. Mejeriet er med mere end 20 ansatte Skævinges største arbejdsplads. Her i 2001 leverer mejeriet 14 forskellige produkter til 250 forskellige kunder. 

De 3 vindmøller
Lige bag ved Øllingegaard snurrer 3 vindmøller næsten lydløst, og flot ser det ud. Møllerne er opført af NESA, på jord udstykket fra gården. De leverer strøm til 700 parcelhuse i Skævinge og til Øllingegaard. 

Jo, der sker meget på Øllingegaard – det var spændende at høre om.  

 

Godt møde i Vinderup
Af JM

Den 9. oktober havde region Midt- & Vestjylland indbudt til møde i Vinderup. Indbudt til mødet som indledere var repræsentanter for de i regionen bosiddende J.A.K. pengeinstitutter samt Uffe Madsen, Folkesparekassen, og Jakob Mikkelsen fra Landsforeningen JAK.

Jakob Mikkelsen indledte kort om J.A.K. i fremtiden og kom med nogle bud på fremtidens J.A.K. medlem. J.A.K. er nødvendig som aldrig før, og kun J.A.K. gør endeligt op med renten og dens katastrofale virkninger i samfundet.

Herefter fortalte direktørerne for de fire andelskasser lidt om, hvordan det er at drive en lille andelskasse, Uffe Madsen orienterede om Folkesparekassens arbejde. Repræsentanterne for Oikos fortalte desuden lidt om deres arbejde i den tredie verden

Efter indlæggene var der en række spørgsmål og en god debat.

De knap 40 tilhørere var ivrige deltagere, og debatten udviklede sig mest til en debat om den aktuelle situation i J.A.K. - med afstikkere af mere historisk karakter.

Jakob Mikkelsen fortalte om en grøn lånepulie, der er på vej, og påpegede, at der her for første gang præsenteres et produkt, som er fælles for alle J.A.K. pengeinstitutter. Han slog ligeledes fast, at alle J.A.K. pengeinstitutter - uanset holdning i dag - er grundlagt af ideologisk funderede J.A.K. folk med det formål at arbejde for rentefri økonomi.

J.A.K. bladet