Fra globalisering til verdensregering   

Af Gunder Frederiksen

Op gennem 90-erne har vi været vidne til en tendens, der under navnet globalisering har grebet mere og mere om sig. Som navnet antyder, drejer det sig om, at vi på globalt plan bliver mere og mere afhængige af hinanden, efterhånden som kommunikationsmidlerne og ikke mindst Internet bliver en voksende del af vor egen hverdag. Det er den positive side af begrebet ”globalisering”.     

Sætter vi imidlertid fokus på penge- og handelsverdenen, så viser det sig, at globaliseringen også har en bagside. Og den tegner sig knap så positiv. Med teknikkens og kapitalismens udvikling og stadig stigende dominans er der opstået mange store såkaldte multilaterale virksomheder og selskaber, som i større og mindre grad fungerer uafhængigt af nationale grænser - altså internationalt. I nogle tilfælde er de hele giganter med økonomiske ressourcer på størrelse med nationalstaters. Ifølge nogle beregninger, som er offentliggjort i Bim Clinell: Attac s. 63, styrer 200 gigantiske firmaer mere end 25 % af det globale marked, og af verdens 100 største økonomiske enheder er kun 49 nationer. Resten er privat ejede firmaer. Disse kolosser har medborgeren slet ingen indsigt i, som tilfældet er i den offentlige sektor. De er nemlig ikke i almindelighed demokratisk opbygget. Og da de uhæmmet kan operere over hele kloden, kan de blive en fare for demokratiet, som i forvejen har dårlige betingelser i øjeblikket, først og fremmest på grund af den økonomiske polarisering og den voksende fattigdom med deraf følgende analfabetisme i store dele af verden.     

Et ustyrligt pengemarked
Når pengene får lov til at bevæge sig frit i verden, dvs. ud over alle landegrænser og andre begrænsninger, vil pengemarkedet blive totalt ustyrligt. Det var magthaverne klar over efter anden verdenskrig, og man oprettede nogle instanser (den internationale valutafond og Verdensbanken), som fik til opgave at regulere den internationale kredit- og långivning. Denne aftale brød imidlertid sammen i 1971, og den stærkeste økonomiske magt USA ønskede ikke længere at opretholde en fast dollarkurs over for de andre lande samt at finansiere andre landes betalingsunderskud. Det skulle iflg. Jesper Jespersen (Attac s. 16) være begyndelsen til afslutningen på de internationalt ordnede forhold på kapitalmarkederne. 

Pengemarkedet er blevet frit. Der er i dag fuldstændig fri bevægelighed for kapital, hvilket er en yderst betænkelig sag, så længe egoismen og grådigheden er de dominerende kræfter: Pengestrømmen vil uvægerligt bevæge sig i retning af den størst mulige profit. Den kendte engelske økonom John Keynes udsagn i 30-erne: Det onde er nyttigt, det gode er det desværre ikke – ord, der endnu ikke har mistet deres aktualitet inden for pengeverdenen. Demokratiet trues af kapitalmagten og markedet.

Økonomisk polarisering
Og hvad er følgerne: Det siger sig selv, at der ikke er mange penge at tjene på fattige mennesker. Skal der tjenes penge, så må man henvende sig der, hvor de er - altså hos de rige. Dvs. der investeres i forbrugsgoder for de rige og i de rige lande, medens der for samvittighedens skyld sendes fattighjælp til de fattige lande, først og fremmest i form af lån der skal forrentes. Derved fastholdes disse lande i et stedsevarende gældsfængsel, og hvad er konsekvensen: De rige bliver stadig rigere, og de fattige kan ikke bevæge sig en millimeter ud af deres fattigdom, med mindre de får del i de velstående landes mange goder - her først og fremmest i USA og Vesteuropa.   

Flygtningestrømme
Resultatet kender vi til overmål: Uendelige flygtningestrømme såvel fra det fjerne som det nære Østen samt i stigende grad også fra Afrika mod Europa og USA. Intet tyder på, at det vil ophøre. Det vil snarere vokse og få karakter af hele folkevandringer. Alle forsøg på at lukke landegrænser for denne massevandring har hidtil været af begrænset effekt. Det siger sig selv, at sådan vil det være, så længe forholdene i flygtningenes hjemlande ikke bliver mere menneskelige. Og det har lange udsigter, eftersom forsøg derpå er sparsomme. Der er tale om en historisk udfordring af gigantisk format til den vestlige verdens humane evner og vilje til at hjælpe. Mange år før flygtningeproblemet forudsagde vor hjemlige forfatter og filosof Martinus, at Danmark ville blive værtsland for flygtninge, hvad vi jo også kan bekræfte. Men det drejer sig jo ikke blot om vort land. Flygtningestrømmen er et globalt problem, og intet tyder på, at det vil aftage, endsige ophøre i den nærmeste fremtid - snarere tværtimod.

Dette er i meget kort træk et billede af globaliseringens bagside.   

Attac
Men reageres der da slet ikke på disse totalt uetiske tilstande? - Jo! Som omtalt i Den ny Verdens IMPULS nr. 2/2001 i artiklen Ny Politisk Impuls er der i Frankrig i 1998 opstået en bevægelse, som under navnet Attac har til formål at vende disse ulykkelige tilstande. Artiklens overskrift er måske ikke helt heldigt valgt, idet bevægelsen ikke er politisk. Som også nævnt i artiklen er navnet heller ikke det bedste, idet bevægelsen ved roden er absolut ikke-voldelig. Baggrunden for navnet er imidlertid, som artiklen oplyser, at de fem bogstaver står for: “Foreningen til beskatning af finansielle transaktioner til gavn for borgerne”. Attac foreslår nemlig blandt andet:   

• At der indføres skat på finansielle transaktioner
• At bankhemmeligheden afskaffes
• At al ulandenes gæld eftergives.   

Som nævnt er Attac en ren upolitisk græsrodsbevægelse, hvor vi bliver vidne til en opmuntrende folkelig dynamik, som endnu en gang bekræfter, at demokrati er noget, der skal skabes fra neden - på det folkelige niveau. Bevægelsen har da også haft en rivende udvikling, som midt i det økonomiske morads, der blandt andet er skitseret overfor, virker særdeles opmuntrende. Den er nu rodfæstet i en stor del af den vestlige verden og har gjort sig positivt gældende ved pengegiganternes topmøder, som vi blandt andet kender dem fra Seattle, Prag, Göteborg og Genova. Desværre har de mange voldelige elementer fuldstændig overskygget det billede, offentligheden har fået fra disse møder. Men det er ikke Attacs skyld.   

Internationale topmøder
Fra pressen har vi et vist kendskab til disse store internationale topmøder omkring verdenssituationen - sidst i Göteborg har der været voldsomme demonstrationer. Attac bevægelsen har også demonstreret, og her viser det sig, at selv om man har de bedste intentioner om fredelig demonstration udelukkende for en god sag, så vil voldelige elementer komme til at tegne hele billedet.

Det økonomiske topmøde, vi har haft nærmest inde på livet, var mødet i Göteborg, som vi ved udartede ved voldsomme kampe mellem politi og demonstranter. Og i Danmark er der selvsagt nervøsitet for det næste møde i 2002, som jo skal afholdes i vort land.   

En voldsspiral under dannelse
Men hvad er det, der sker. Hvordan ser det ud, hvis man, så godt man kan, vil prøve at se det en smule fra oven. Er det ikke begyndelsen til dannelsen af to helt nye fronter i verden? Fronterne mellem øst og vest, mellem kommunisme og kapitalisme, er ikke skarpt markerede i øjeblikket, men som man kan uddrage af ovenstående omtale af den negative side af globaliseringen og her ikke mindst konfrontationerne ved topmøderne, så begynder en anden frontdannelse at kunne spores, nemlig mellem de etablerede (the Etablishment, magteliten) på den ene side og de, der er udenfor, på den anden - mellem de privilegerede og de ikke privilegerede, mellem de, der sidder på magten, og de, der oplever sig som magtesløse - mellem de, der ønsker at bevare status quo, og de, der ønsker forandringer.

Her rejser sig et vigtigt spørgsmål: Er der noget, der tyder på, at den voldspiral, som jo tydeligt er under dannelse ved disse møder, kan standses? Som bekendt gøres der kraftige forsøg fra magthaverne side ved hjælp af talstærke politistyrker, der slår hårdt ned på de voldelige demonstranter, men tilsyneladende uden resultater hidtil. - Snarere tværtimod. De voldsomme politiopbud virker stærkt provokerende på demonstranterne, og mange af dem møder op med det ene formål at hævne sig på politiet fra sidste møder. Princippet øje for øje og tand for tand har kronede dage. Vi ser det også i fuld blomstring, som det i rigt mål praktiseres i Israel - ironisk nok i det land, hvor man for 2000 år siden blev belært om at vende den anden kind til. 

At man ikke kan bremse en sådan voldsspiral med magt, har Israel til fulde belært os om, og det samme vil vi lære ved topmøderne. Det triste er, at de fredelige bevægelser som f.eks. Attac bliver revet med i volden og får ikke store chancer for at gøre sig gældende ved disse møder, hvilket de så må kompensere for med et flittigt arbejde mellem møderne.   

Hvad demonstreres der imod? 
Man kan undre sig over, at der også var demonstrationer ved mødet i Durban, som netop drejede sig om ulandenes fattigdomsproblemer. Men det viser blot, hvad det egentlig er, der demonstreres imod - ikke emnet for møderne, men den omstændighed, at en magtelite i det hele taget forsamler sig i deres elfenbenstårn og drøfter verdens problemer hen over hovedet på de mennesker, det drejer sig om. Man demonstrerer mod møderne som sådan - mod den blotte omstændighed, at der i det hele taget eksisterer sådanne magteliter, som på egne præmisser vil bestemme over folket. Det opleves som magtpolitisk arrogance, at det f.eks. er magteliten, der tiltager sig ret til at bestemme, hvorledes f.eks. de fattiges problem skal løses.

Når vi f.eks. i TV omkring august 2001 så, hvorledes små børn i Bangladesh fra 5-års alderen sidder på jorden og slår sten til skærver med de bare næver, så kan man ikke undgå at finde det umenneskeligt og dybt tragisk. Disse børn behandles simpelt hen som slaver, og baggrunden er, at børnenes familier ikke har anden indkomst end den yderst sparsomme slaveløn, børnene får til gengæld for den inhumane behandling, de udsættes for. Finder de sig ikke i slaveriet, må familien dø af sult. Men at disse mennesker, som er ofre for et totalt inhumant økonomisk system, skulle være med til at bestemme, hvorledes det kunne reformeres, er utænkeligt, i al fald som magthaverne i øjeblikket har formået at skrue systemet sammen.   

En verdensregering
Med den udvikling, som er beskrevet ovenfor, må det stå klokkeklart, at der er brug for en verdensøvrighed - en verdensregering.

Tanken om en verdensregering har da også været luftet flere gange. Allerede Platon var inde på tanken 3-400 år før vor tidsregnings begyndelse. Dagbladet INFORMATION, der har bragt udførlige artikler om globalisering, har påpeget den aktuelle nødvendighed af en verdensregering. Og som bekendt er tanken ikke blot udkastet, men også beskrevet detaljeret af Martinus i 1932, hvor han klart anviser vejen til en kommende verdensøvrighed, ligesom han viser, at betingelserne for at nå dette mål er en fuldstændig omvurdering af menneskehedens moralske værdisæt, nemlig fra det nuværende magt som retsprincip til ret for magt.

Det kommende internationale verdensrige vil iflg. Martinus’ intuitive virkelighedssyn bygge på nedenstående 12 punkter:   

1.  Alle former for uselviskhedens sejr over selviskhedens (fællesinteressens sejr over privatinteressen).
2. Skabelsen af en international demokratisk verdensstyrelse.
3. Alle landes afrustning til fordel for oprettelsen af et internationalt upartisk verdenspoliti.
4.  Udvikling af et internationalt åbenlyst ikke hemmeligt højeste lov- og retsvæsen, der repræsenterende videnskabens ypperste væsener på åndelige såvel som materielle områder kan være kvalificerede til at kende forskel på “abnorme handlinger” og “forbrydelse” - kender udviklingens gang og tilværelsens evige lov og dermed være en garanti for absolut ret og retfærdighed for alt og alle.
5.  Afskaffelse af private individers besiddelse af naturværdierne til fordel for verdensstatens tilegnelse af disse.
6.  Afskaffelse af penge til fordel for indførelse af et individs personligt ydede arbejde som eneste betalingsværdi og kvitteringen herfor som eneste betalingsmiddel for samme person.
7.  Oprettelse af et for hele verdensstaten fælles barndoms-, alderdoms- og sygdomsfond på basis af afdrag fra arbejdskvitteringerne.
8.  Udnyttelse af maskinerne til forkortning af den materielle arbejdstid til fordel for studiedage og åndsforskning.
9.  Afskaffelse af al voldspolitik og blodsudgydelser.
10. Afskaffelse af tortur-, prygle- og dødsstraffe til fordel for kyndige internerings- og opdragelsesforanstaltninger.
11. Udvikling af vegetariske næringsmidler, sundhed og legemspleje, sunde og lyse boligforhold.
12. Udvikling af åndsfrihed, tolerance, humanitet og kærlighed til alle levende væsener, til mennesker og dyr, til planter og mineraler.   

Kommentar
Med hensyn til omtalte verdensregering har Martinus forudsagt, at den vil blive en realitet som en videreudvikling af FN (de Forenede Nationer), som i øjeblikket omfatter 189 af jordens 192 nationer.

Problemet er imidlertid, at her har magt-for-ret-princippet desværre også kraftig fodfæste (f.eks. den udemokratiske beslutning, at de fem sejrherrer fra 2. Verdenskrig (Kina, Rusland, Frankrig, England og USA) har indsat sig selv som permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, hvor de var vetoret. Dette samt den omstændighed, at jordens stærkeste magt USA har et udpræget negativt forhold til FN og sandsynligvis også vil have det til en verdensregering, først og fremmest af frygt for begrænsninger i dets egen frie udfoldelse.   

Sorte 11. september
Det er så et spørgsmål, om de tragiske begivenheder 11. september har ændret noget ved USAs holdning til FN. I så fald er der også kommet noget godt ud af terroristernes grusomme handlinger. USA blev jo ydmyget dybt i deres stormagtssjæl. Det helt uventede skete, at den supermagt, der troede sig usårlig, blev ramt lige i hjertekulen. De fik brug for andre landes hjælp og er taknemmelige for den. Stormagten vakler - og det er godt. Der skal ikke være stormagter i verden. Afskaffelse af stormagtsprincippet, hvor en eller flere stormagter tiltager sig magt over den øvrige verden, er en hovedbetingelse for oprettelse af en verdensregering og altså for udvikling af FN til en sådan verdensøvrighed. Hvis USA nu vil besinde sig og forstå, at international terrorisme og andre internationale forbrydelser ikke skal hævnes, men på rette civiliserede måde efterforskes og behandles efter neutrale internationale love af en neutral international instans, så har terroristerne også gjort verden en uvurderlig tjeneste. Der er håb om, at USA vil miste sin dominerende stormagtstatus og dermed blive mere positiv over for en verdensøvrighed og videudvikling af FN som en international demokratisk instans.   

For at samle en hel verden om et så ambitiøst projekt må der være et udbredt ønske om fred, retfærdighed, kærlighed og ordnede forhold i verden. Hvordan kan det ske? Udelukkende ved, at vi kommer til at opleve konsekvenserne af vore egne handlinger: også hvis det bliver et ragnarok, en verdenskrig, nogle omfattende naturkatastrofer, eller hvad ved jeg. Vi kan have tillid til, at når vi af det guddommelige forsyn påføres disse alvorlige erfaringer, så er det, fordi intet mindre er nødvendigt for at fremkalde den mentalitetsændring, som kan skabe de rigtige mennesker, der er målet for dets kosmiske udvikling. At bringe menneskeheden ind på dette spor er hensigten med disse dommedagsbegivenheder, hvor utroligt det end kan lyde for de fleste af os.

Men råbet om en verdensregering må gjalde ikke mindst fra amerikanske struber!

J.A.K. bladet