J.A.K. bladet

Svanholm fra enevælde til kollektiv 
Kommentar af Poul Busk Sørensen 

Da jeg blev født i 1938, var mit fremtidige hjem ved at blive bygget på jord udstykket fra herregården Svanholm i Hornsherred.
Mine forældre havde benyttet sig af den mulighed, landbrugslovene i 1930erne gav Statens Jordbrugsudvalg for at opkøbe jord og derefter udstykke den som fremtidigt erhverv for arbejdsomme husmænd. Normalt var disse udstykninger på omkring 14 tønder land, men vi havde fået 28 - til gengæld var det en yderlod, hvor ukrudtet havde særdeles gode vilkår.Ved en passende blanding af flid, dygtighed og held blev den noget forsømte herregårdsjord efterhånden omdannet til et veldrevet landbrug, der kunne give udkommet til far, mor og fem børn. 

Efter udstykningen var der stadig en herregård på over 400 hektar, som var ejet af en godsejer i ordets egentlige betydning. Som nabo til Svanholm kunne jeg følge livet i det mini-samfund, som herregården i en tid med et stort forbrug af arbejdskraft faktisk udgjorde.
Der var den traditionelle opbygning med godsejer, inspektør, over- og underforvalter osv. - der var fodermester og hans folk - der var skovfoged og gartner - og en hel hær af medhjælpere til mange forskellige gøremål. 

Min skolevej - de første år til Krogstrup gamle skole, hvis bygninger i dag ejes af Svanholm - gik ad fasttrådte stier gennem en af Svanholms dejlige skove, hvor de skiftende årstiders vegetation forstærkede min interesse for botanik.
Blandt mine skolekammerater var børn fra Svanholm, som jeg af og til besøgte. Det eneste minus ved disse besøg var, hvis godsejeren eller fruen oppe fra ”Slottet” skulle vise sig. Svanholmernes automatiske ærbødighed over for "herremanden" forventedes også af mig som gæst - jeg følte det altid som en ydmygende situation. 

På den baggrund var det for mig noget nær en revolution, da Svanholm i 1978 blev købt af en gruppe entusiastiske mennesker og omdannet til et kollektiv med fælles økonomi og fælles beslutninger.
Jeg er glad for, at de nuværende beboere har villet fortælle J.A.K. bladets læsere, hvordan et helt andet menneskeværdigt liv kan leves på Svanholm.

J.A.K. bladet