J.A.K. bladet

Et økonomisk eventyr i Bofællesskabet Jernstøberiet 
Af Søren Frederiksen 

En opskrift på, hvordan man med en ændret holdning til begrebet penge kan gøre luftkasteller til virkelighed 

Bofællesskabet Jernstøberiet er et 20 år gammelt bofællesskab i Roskilde, der er bygget op i en gammel nedlagt fabrik, et jernstøberi. 
Inde i det, der engang var en fabrikshal, har vi i dag en hal, der fungerer som indgangsparti til de enkelte boliger, og i hallen kan man også lege, opholde sig i cafeen, spille badminton om aftenen, når børnene ikke leger om benene på en osv.
I hallen ligger også vores fælleshus, med fælles køkken, pejsestue, indendørs legerum osv.
Et bofællesskab er således en boform, der dels sikrer nogle gode fælles faciliteter og dermed også skaber basis for gode sociale relationer - og dels har vi vores egne traditionelt udstyrede boliger med køkken, bad osv. 

Et nyt fælleskøkken?
Disse rammer har fungeret godt i 20 år, men naturligvis bliver sådanne faciliteter også slidt godt og grundigt af 60-70 menneskers daglige slid.
Selve byggeriet bærer præg af den tidsånd, man  sidst i 1970'erne byggede i, bl.a. små vinduer. Renteniveauet på det tidspunkt betød også, at det ikke var alting, som blev optimalt fra starten, så for 5 år siden opstod et ønske om at få renoveret fælleskøkkenet – eller var det i virkeligheden en ombygning, vi ønskede?? 

På det tidspunkt havde vi en ”storforbedringskonto” på et par hundrede tusinde kroner. Spørgsmålet var nu, hvordan vores ønsker og behov kunne dækkes for disse penge – eller omvendt, om disse penge virkelig kunne dække vores behov.
Enten kunne man lave en ”billig” renovering, nye køkkenelementer til udskiftning af dem, der faldt fra hinanden, ny tidssvarende ovn osv. – eller også kunne man bygge om i nye lokaler og dermed få den plads, der skulle til, dels for at kunne spise både til hverdag og fest, og dels få plads til at lave mad til så mange spisende til hverdag (vi var 30-35 personer til spisning dagligt). 

Luftkasteller…
Men – hvis man skulle lave en sådan løsning, så ville det koste væsentlig flere penge, og dem havde vi ikke. Hvorfor dog bygge luftkasteller i vore hoveder, uden at have økonomiske realiteter bag??? Folk ønskede og ønskede, og mange af os kunne se, at hvis vi skulle have det, som vi virkelig ønskede, så var vi nok oppe på 600.-700.000 kr. 
Ekstrakontingent? Skulle vi tvinge nogle af os til at flytte af økonomiske årsager? Kunne selv et meget lille mindretal ikke med fuld ret nedlægge veto mod en ekstraordinær økonomisk udskrivning af den kaliber? 
Kreditforeningslån? Jamen, vi ejer hver vores bolig samt 1/21 af fællesskabet. At optage fælles lån med lokal sikkerhed – det passede ikke ind i kreditforeningernes edb-systemer. De ville ganske simpelt ikke tale med os!
Banklån – ja, men vi risikerer jo at lide rentedøden? Den lokale bank, Roskilde Bank, var inde i billedet, men rigtig interessant var det ikke af ovennævnte grunde. 

Fælleskassen – et nyt syn på penge!
Vi tog kontakt til en advokat, som med baggrund i vores vedtægter skulle hjælpe os med at stille en model op – og så kom Fælleskassen ind i billedet. 
Det gav et helt nyt syn på penge. Vi havde alle sammen personlige konti i en stribe mere eller mindre tilfældige pengeinstitutter, og vores fælles forening havde nogle aktiver. Hvis vi flyttede alle disse penge til Fælleskassens rentefrie afdeling, så ville vi opspare årskroner nok til at kunne låne hele beløbet til lav rente (4%). 

Det var, hvad der skulle til..!
Så kunne vi vedtage den store ombygning, som vi havde behov for – uden at det koster den enkelte en ekstraordinær krone (den eneste ekstra forpligtelse for den enkelte var at tegne et andelsbevis på 1.000 kr. i Fælleskassen – et beløb, du oven i købet får tilbage, hvis du flytter fra Jernstøberiet og ophæver dit engagement i Fælleskassen – og så har du afskrevet ”rentespringet” fra 0 % på din lønkonto til de under 1 %, som du fik tidligere).
Til gengæld har du haft en værditilvækst på dit hus, ved at det er placeret i et endnu mere velfungerende bofællesskab, der har været i stand til at vedligeholde huset til dagens standard - og også lave en stor kvalitativ ombygning af fælleskøkkenet, således at vi kunne styrke det, som vi er enige om er det allermest centrale i bofællesskabet: fællesmaden. 

Og sådan blev det!
Vi brugte 21/2 år med at diskutere behov, økonomi, behov og økonomi i sammenhæng - og lave detailplaner. Så gik vi i gang med at bygge om, og godt tre år efter, at vi startede, var vi færdige.
Vores fælles forening har optaget lånet i Fælleskassen og betaler afdragene (projektet afskrives over 10 år) via det ordinære kontingent. Det vil sige, at de 70.000 kr., som vi hvert år har optjent til ”storforbedringer”, går til den storforbedring, som vi har foretaget. Den lille renteudgift på lånet fordeler vi til den enkelte boligejer, som dermed kan trække den fra i sit skatteregnskab. 

Nu lever vi i et bofællesskab, der stadig har en sund økonomi, hvor der er plads til at rokke med ørerne, men hvor den enkeltes økonomiske bidrag kun er øget med de stigninger, der bestemmes af energipriser etc. (vi plejer på den årlige generalforsamling at stige 2-3 %). 

Og så har den enkelte bidraget med den holdningsændring, det er at flytte sit engagement til et rentefrit pengeinstitut.

J.A.K. bladet