J.A.K. bladet

Hvorfor flytte til Christiania? 
Af Berit 

I dag er det meget svært at få bolig på Christiania. “Find dig en kæreste, det er det nemmeste”, siger alle, jeg spørger? Ellers gælder det om at vise sit ansigt og lære folk at kende og helst arbejde på en Christiania virksomhed. Gøre noget for fællesskabet og så tilmed være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Selv efter denne opskrift er det svært. Så hvorfor overhovedet prøve? 

Jeg hedder Berit, er 24 år og arbejder i Sundhedshuset, Christianias skadestue, som er baseret på urtemedicin og alternative måder at behandle sygdomme på. Og jeg kan slet ikke lade være med at ønske mig et hjem her i fristaden.

Sådan har det ikke altid været. Det er først efter at have arbejdet på en Christiania virksomhed, mærket pulsen i 31/2 år, at jeg har fået en stor kærlighed til stedet og menneskene herude. 

Om vinteren, når jeg kommer cyklende ude fra Københavns snesnask, slud, biler, det stressede liv og så når frem til Christiania, er det ligesom at komme hjem til et eventyrland, helt hvidt af sne, uden biler - hvor roen automatisk overtager. 

I folks hjem spreder der sig en lækker varme fra de mange ovne. På en måde er det som at træde lidt tilbage i tiden, og så har de fleste jo alligevel fået elektricitet, computer og følger tidens tand. 

Om sommeren er her fyldt med turister, som prøver at fange et lille bitte stykke af den unikke atmosfære. 

Christiania er trods alt Europas største legeplads, og næst efter Tivoli den største turistattraktion i Danmark. 

Livet i Christiania
Christiania passer til mig og vækker min nysgerighed - derfor vil jeg flytte hertil. 

Her er skurvogne, stenhuse, alkoholikere, multlokummer, solceller, genbrugsmaterialer, Nordens største hash-marked, grusveje, hunde og deres mange lorte, idémennesker, frit gående tosser og børnefamilier. 

Her er altid projekter i gang og folk, der er oppe og toppes. Her sker altid noget på kryds og tværs, alle kender hinanden og den sidste nye sladder. Det er som et cirkus, hvor du selv bestemmer din rolle. Ligesom naturen på fristaden får menneskene lov til at udvikle sig uden alt for mange rammer.

"Christiania passer til mig og vækker min nysgerrighed - derfor vil jeg flytte hertil."

Når jeg for alvor får en bolig på Christiania, får jeg tildelt et borgerkort. Ligegyldigt om jeg bor på 10 kvm eller 200 kvm, er betalingen 1000 kr. om måneden for at bo her, hvilket giver anledning til mange diskussioner. 

Christiania er opdelt i 14 områder. Hvert område har valgt en kasserer. Kassereren, og så os andre der har noget på hjerte, mødes til økonomimøderne eller et af de mange forskellige slags møder, man kan gå til. Hvis der er en svær sag, bliver der holdt et fællesmøde for hele Christiania. 

Et liv som nomade
Jeg er boligløs og passer folks hjem, når jeg kan komme til det. Det er vi en del der gør, og nogen der har gjort i meget længere tid end jeg. Jeg har efterhånden boet mange steder og synes, det er ret inspirerende at opleve folks måder at bo på og høre deres historie. 

Lige nu bor jeg i et kollektiv med næsten ingen regler. Vi gør rent, hvis der er beskidt, og laver mad, hvis vi har lyst, hvilket svarer til et af Christianias hovedprincipper: frihed under ansvar. Her er en rar stemning, og vi finder ud af tingene sammen hen ad vejen.  

Jeg har boet i skurvogne uden bad og vand. Et sted var et rént trylleslot, med udendørs bad af regnvand, der bliver varmet op af solen. En terrasse der gik i et med mosen, loftværelse og solceller på taget. Jeg har boet i stenhuse, haft en masse dejlige naboer rundt omkring og lærte hele tiden nye folk at kende. 

De fleste har lagt både tid og penge i at opbygge et kreativt hjem. Det har christianitterne mulighed for takket være en billig husleje og en fleksibel fortolkning af de ellers så stive byggeregler i Danmark. 

Mit eget hjem
Dette er min historie om, hvordan jeg ser Christiania. Jeg er meget glad for at være nomade for en tid, men kan slet ikke vente på at komme i gang med at opbygge mit eget hjem. 

Lysten til at bo her er større end skrækken for, at der kan være mange uløste problemer og en til tider kaotisk beslutningsstruktur. 

Jeg kan ikke gøre for det, men Christiania har mit hjerte.

J.A.K. bladet